Ud i det blaa

Det skulle vaere et skarn, der ikke satte pris paa det vejr vi er beloennet med i disse dage og den fantastiske blaa himmel som foelger med. 

Jeg fik lokket min kollega med et smut op paa "mit" tag i dag. Jeg har ofte fortalt hende om stedet og endelig fik vi chancen for et lille visit. Hun var solgt til stanglakrids i loebet af et halvt sekund og har allerede planer om at vi godt kan smutte op og faa en lille foedselsdagsdrink i forbindelse med hendes foedselsdag, som er i morgen.

Mens vi stod og kiggede ud over, fik jeg pludselig oeje paa en storvinkende kongefamilie paa facaden af Seacontainers House. :) Der begynder at vaere en hel del tegn paa at vi snart skal fejre dronningens diamantjubilaeum.

Jeg blev enig med mig selv om at gaa til London Bridge for at fange toget, i stedet for at staa paa ved Cannon Street, som jeg har gjort i nogen tid. Det blaeste som bar pokker og var virkelig hoejvandet, da jeg gik over. Der sejlede en faerge under broen, mens jeg stod og kiggede. Der var to passagerer paa oeverste etage; en mand og en kvinde. Kvinden dansede lidt, mens manden spillede guitar og sang af karsken baelg. Forsommeren er over os!

Ved London Bridge station had de travlt. The Shard star efterhaanden i al sin magt og vaelde og taarner over hele byen. En anden bygning, the Place, ved siden af tager ogsaa facon. Den bygning faar et noget stoerre fodspor end the Shard, men kommer altsaa over hovedet ikke naer saa langt op i luften.

Allerede nu kan man staa inde paa stationen og faa en fornemmelse af hvordan den nye station kommer til at se ud. Jeg er nok ikke den eneste der glaeder mig til stationen staar faerdig, for de har godt nok arbejdet paa den laenge og den har traengt endnu laengere!

Jeg var kommet noget tidligt afsted hjemover og kom med et tog jeg ikke lige var klar over var et hurtigtog... Heldigvis gik det ikke vaerre end jeg kom til Ladywell, i stedet for Lewisham, men stationerne ligger ret taet paa hinanden og jeg kan sagtens gaa hjem derfra; saa fik jeg ogsaa lejlighed til at indaande det skoenne Ladywell Fields.

I loebet af ingen tid var jeg hjemme og endelig var det weekend. Jeg synes godt nok den har ladet vente paa sig i denne uge, men nu er den her og det skal nydes!

Dagens lunch time vandring

Vejret var saa fint til middag at jeg slet ikke kunne modstaa fristelsen til en hurtig gaatur i den friske luft.

Jeg kom i tanker om det er nogen tid siden jeg har hoert noget til de protesterende omme ved St Paul's, saa jeg slog vejen omkring pladsen og blev moedt med denne skoenne, strikkede graffiti. Hvis det var mig der skulle campere i saa faa grader havde jeg nok brugt garnet paa at varme mig i stedet for et trae, men saadan er folk jo saa forskellige.

Teltene begynder at se lidt brugte ud, men de har efterhaanden ogsaa staaet der i tre maaneder og er naeppe lavet til langtidscamperen i den grad. Jeg gad vide om det her bliver en af de protester, som den vi har paa Parliament Square, som har staaet paa i aarevis.

Paa soendersiden af St Paul's kan man, hvis man ser ordentligt efter, se One New Change, som er stedet med det fede tag, hvor man har den mest fantastiske udsigt til St Paul's. Bygningen forsvinder naesten i gadebilledet, fordi den er saa smart camoufleret. Det er den brune mellem katedralen og den lille kirke.

Jeg ville gerne have naaet en tur over the Wibbly Wobbly bridge, men jeg havde allerde taget alt for lang tid og gik bare halvvejs over og stoppede saa og kiggede lidt paa duerne, som havde pustet sig godt op for at ruste mod kulden. 

"Hvor har du faaet kuloer i kinderne" sagde min kollega, da jeg kom tilbage til kontoret. Kinderne var ikke bare roede, de var kolde, men det giver altsaa saadan en fornemmelse af velvaere, naar man faar den klare, kolde luft i lungerne.

Retfaerdigheden sejrer

Foerste arbejdsdag i Januar var jeg lige et smut oppe paa mit yndlingstag paa One New Change, bare fordi jeg kan. Udsigten var, som altid, slaaende og jeg blev staaende et oejeblik og noed den.

Udsigten mod syd er udsigten mod huset paa bakken, som jeg efterhaanden har doebt vores nye hus i mine tanker. Min elskede sukker hoejlydt, naar jeg ringer hjem fra lige det punkt og spoerger om han kan se jeg vinker. Han er dog soed nok til at vinke igen og saa kigger resten af sjakket paa ham og griner, for de ved godt hvem der saa er paa telefonen. :)

Udsigten mod vest kan man naesten straekke ud og roere ved, for One New Change staar klods op ad St Paul's Cathedral. Udsigten til St Paul's er fredet i klasse A. For at faa byggetilladelse til nybygning skal man bevise at den nye bygning ikke bryder udsigten til St Paul's og til the Palace of Westminster (Parliamentet) eller goer den grimmere - fra 13 forskellige udsigtspunkter rundt omkring i London.

St Paul's har man altid (i nyere tid) bedst kunnet se paa afstand, men i 2000 blev der skabt et nyt udsigtspunkt til St Paul's, da the Millennium Bridge (bedre kendt som the Wibbly Wobbly Bridge) blev bygget. Broen er en gangbro, der forbinder the Tate Modern galleriet og St Paul's Cathedral.

Den nye One New Change giver endnu en ny udsigt til St Paul's, og som jeg foer har beskrevet, saa er taget en offentlig plads, hvor man kan gaa op og nyde udsigten og, indtil September, sidde og nyde sin medbragte mad...

I September dukkede der pludselig skilte op, hvor der stod at man IKKE maatte spise sin medbragte der, kun mad der var koebt paa taget! Jeg har ikke haft tiden til at goere noget ved sagen, men det er der tilsyneladende andre der har, for nu er skriften gemt bag sort tape.

Retfaerdigheden har sejret, guderne maa vide hvordan? Jeg glaeder mig til atter at kunne sidde paa taget og nyde min mad - uanset hvor den er kommet fra!

Dagens hund

Sidste aar havde vi en elefantparade i London og saa vidt jeg husker rejste den ogsaa rundt i adskillige andre byer verden over.

Aarets parade er tilsyneladende en hundeparade, til fordel for Sane. Hunden her er pyntet af Joanna Lumley, saa der maa vaere flere af slagsen rundt omkring. Jeg maa paa hundejagt!

Oppe i det roede felt!

Til trods for den ellers saa truende himmel, var solen fremme da jeg gik ud for at fouragere i dag og som den naturligste ting skaffede jeg noget mad og begav mig over til mit nye yndlingssted, One New Change, hvor jeg trykkede paa nr 6 paa elevatoren, for at begive mig op paa taget, for at spise min medbragte.

"Undskyld frue" loed der fra en ung sikkerhedsmand, som havde set min medbragte, "du kan ikke spise din medbragte mad her". "Oeeeehhh hvad?" spurgte fruen og fik den samme besked igen. 

Sikkerhedsmanden undskyldte og snart stroemmede endnu en af slagsen til. De var begge dybt pinligt beroerte over at skulle give den besked, men de havde en ordre at adlyde. Mit ellers saa tempererede blodtryk stroeg lige op i det roede felt. Man kan sgu da ikke forbyde folk at nyde en madpakke paa en offentlig, udendoers plads!

Ganske rigtigt var der et lille ikkeryger skilt paa siden af baenkene, som, efter naermere inspektion, viste sig ogsaa at have madforbuddet skrevet paa. Der er en fin restaurant, en champagnebar og nu ogsaa en lille cafe oppe paa taget og kun mad der er koebt der maa nydes der. Maden jeg lige havde koebt var koebt i den bygning jeg stod ovenpaa!

Nu har jeg vaeret igennem bygningens planning permission (planlaegningstilladelse?), som heldigvis lige som alle andre saadanne documenter er offentligt tilgaengelige. Jeg bliver sgi da noedt til at have en lille snak med the City of London Corporation for det kan da bare ikke passe at man ikke kan spise en madpakke deroppe. Det er ikke fordi cafeens mad eller priser fejler noget, men hvad nu hvis man kun havde raad til at spise sin egen medbragte klapsammener? Det bliver jeg altsaa noedt til at undersoege, for tilfreds er jeg langt fra. Sikkerhedsmaendene oenskede mig held og lykke, de synes nemlig ogsaa det var noget pjat!

September vejr

Vi er knap tre uger inde i efteraaret og allerede nu kan vi kalde den en stoerre succes end sommeren. Ja, vejret har egentlig ikke aendret sig, men man forventer jo ikke over en 19-21 grader i September. I dag var vinden faktisk saadan rigtig lun. 

Jeg glaeder mig til at finde sommertoejet frem om et par uger eller tre, naar vi drager "o Teneriferie" for det har slet ikke vaeret fremme i aar. Vi plejer at sidde ude og spise de fleste aftener i loebet af sommeren, men i aar har det knap vaeret varmt nok til at sidde ude til middag. Sidste sommer spiste vi stort set ikke inde!

I dag spiste jeg ude til frokost. Jeg koebte en bakke salat og satte mig op paa One New Change. Det er simpelthen det mest geniale spisested i hele London og efterhaanden aabnes der et par spisesteder deroppe. Der er en fin restaurant og planer om en champagne bar, men det jeg havde haabet allermest paa er nu dukket op - nemlig en lille sandwich shop, som ogsaa kan skaenke en god kop kaffe. Jeg kan forestille mig at man kunne sidde i lae deroppe paa en solskinsrig December dag og nyde en kop kaffe, med udsigt hjem. :)