“Kom hid min blomst” – saadan sagde min bedstefar altid, da vi var boern og det kunne tit betale sig at komme hid, for bedstefar havde en meget fin slikdaase, som man altid kunne finde et godt bolshe i. Som den vaagne laeser maaske kan regne ud, er jeg meget glad for blomster. Det er vidst efterhaanden blevet til lidt at en lidelse, men man kan heldigvis ikke faa medicin for den!
Da vi var paa Fur var der en der fortalte mig at Langstedhuller stod i fuldt flor. Bakkerne er paa denne tid af aaret daekket med Hulkravede Kodrivere og Nikkende Kobjaelder. En af dem er meget usaedvanlig at finde vild i naturen i DK (kobjaelderne?), men i Langstedhuller trives de. Desvaerre fik vi ikke tid til at komme til Langstedhuller, men da vi koerte fra Stansted i loebet af ugen fik jeg oeje paa at kodriverne staar i massevis lige uden for lufthavnen. I dag fik jeg lejlighed til at stoppe og snuppe et hurtigt billede af dem, for da var vi nemlig deroppe igen. Jeg ville gerne lige have haft en lille dusk med hjem, men det helt store terrorpoliti stod vagt ved lufthavnen i dag (hvad foregaar der egentlig?), saa jeg beherskede mig og tog bare et par billeder fra bilen, inden min elskede atter satte bilen i gear. Desvaerre var der ingen kobjaelder til at skare den flotte blaa/lilla farve til landskabet, men det har vi herhjemme.
Grunden til vi var i Stansted igen i dag (vi kommer der af og til!) var at vi skulle have Irene sendt hjem. Det er altid traels at skulle sende hende afsted, men jeg kan da haabe paa hun vender frygteligt tilbage og jeg har da ogsaa en staaende invitation til Irland, saa mon ikke vi klarer skaerene?
Vi har bare saadan hygget os i den sidste lille uges tid og har nydt at have vores yndlingssoester lige ved haanden. He he, naar man bare har den ene soester kan man jo sagtens have en yndlings!
Det er utroligt at vi to stadig kan vedligeholde vores soesterskab i den grad, til trods for vi har boet i forskellige landsdele/lande i over 25 aar! Vi har knaevret, ordnet og gjort ved i stor grad og jeg tror nok min elskede traenger til at hvile sine oerer. Ja, han har nu heller ikke ligget paa den lade side paa snakkefronten, men han kan lige godt kun vaere rigtigt med, naar det foregaar paa engelsk.
Tusinde tak for besoeget – og selvfoelgelig de smukke tulipaner Irene. Kom meget snart hid igen min blomst – min yndlings blomst. :)
4 kommentarer:
tænk at være nogens yndlingsblomst. Det gider man altså godt...
Hmmm... ja, det goer man vel egentlig. :)
Tina jeg har mange yndlingsblomster, du er en af dem. Ked af vi ikke nåede Langstedhuller, du ku bare ha sagt det. Du ville også kunne se anemoner, de er ikke så tidlige,på nordskråningen ved fjorden.Kom igen så tar vi turen derom.
Moar - det skal du ikke bekymre dig om, jeg kunne jo bare vaere gaaet derom, men jeg noed saadan at vi ikke skulle noget som helst!
Send en kommentar