Dagen var reserveret til en udflugt i dag, en udflugt som jeg har brygget paa i lang tid, men som vi aldrig lige havde faaet planlagt; i dag skulle det vaere, saa vi satte destinationen i vejviseren og kursen mod syd/oest.
Vi snuppede det foerste stykke vej ad motorvejene, for lige at komme afsted, men snart var vi inde paa de lidt mere snoerklede veje, som vi holder saa meget af. "12th century church" stod der paa et skilt, som pegede ned mod Ivychurch, en lille stenkirke fra det 12. aarhundrede. Den snupper vi lige en tur ned om ved lejlighed, men ikke denne gang, for det var noget helt andet vi havde i kikkerten.
Snart aabnede Romney Marsh sig foran os og jorden var flad saa langt som vi kunne se. Omraadet er et kaempe natur og fuglereservat i det syd/oestlige hjoerne af England. Der er et rigt planteliv af den lave slags, der kan gro helt nede ved det salte hav. Jeg forelskede mig lynhurtigt i denne gule valmueart, men var dog ikke fristet til at plukke den, for den var godt nok noget stikkende!
Vi koerte ud langs den Engelske kanal, hvor en af vores mest fantastiske organisationer har hjemme, nemlig RNLI redningsbaadene. Naar man, som mig, er foedt og opvokset ved vandet laerer man virkelig at saette pris paa saadan en organisation. Det blev heller ikke RNLI der fik os paa besoeg denne gang.
Vi koerte videre langs den maerkvaerdige kyst med alle dens udtjente fiskerbaade, ved kystbyen Dungeness. Vejret var ikke optimalt for en dag ved kysten mente min elskede, men jeg mener nu altid det er strandvejr - ogsaa naar det sner!
Vegetationen er meget speciel paa Dungeness halvoeen. Denne kaallignende tingest ligner en mellemting mellem noget der burde gro i en koekkenhave og noget der har hjemme paa havets bund!
Der er mange tegn paa at der engang var aktiv fiskeri fra stranden - altsaa den slags som folk levede af. Det tror jeg ikke der er saa mange der goer nu om stunder, men jeg kan da finde tegn paa mindst en familie, som stadig tjener til foeden fra havet.
Fyrtaarnet i Dungeness ligger paa det sydligste punkt i Kent. Det er et vigtigt fyrtaarn (eller "lyshus" som min elskede kalder det. :) ) da der ligger en kaempe sand/grusbanke i vandet omkring Dungeness. Der blev bygget et nyt fyrtaarn i 1961, i stedet for det gamle dieseldrevne taarn fra 1904.
Det gamle taarn er nu i privat eje og for £3.50 kan man gaa de 269 trin til toppen og se ud over. Saadan en chance kan vi jo ikke gaa forbi, saa vi begav os op og op og op og op...
De mange trin var hele besvaeret vaerd. Ude paa horisonten kunne vi se en vejrfront med en ordentlig regnbyge bevaege sig over mod os. Vi havde en regnjakke med, saa det var ikke det helt store problem, men det ville da have vaeret federe om solen stod hoejt paa himlen.
Ved foden af fyrtaarnet ligger den en togstation, hvor fra man kan snuppe et damptog til Hythe. Vi noejedes med at nyde udsigten fra toppen, hvor fra man mod nord kunne se en lang del af togstraekningen.
Da jeg stod og kiggede paa alle de kaempe elmaster, der foerer vaek fra vaerket fik jeg oeje paa nogle hvide pinde i baggrunden; en vindmoellefarm. Dungeness vaerket lukker om en 5-7 aar, fik vi at vide og der bliver ikke bygget et nyt - til stor aergelse for de lokale der arbejder der. Det er en af de eneste arbejdspladser i miles omkreds og uanset hvor gerne jeg vil af med det skidt, saa er det jo ikke mig der staar for at miste mit arbejde, eller for den sags skyld staar med det problem at mine boern bliver noedt til at flytte vaek, for at faa en laereplads og et job!
2 kommentarer:
Sikke en spændende udflugt. Jeg er helt enig med dig omkring atomkraft. Ligegyldigt hvor "rent" det er at producere, så er det altså helt uopretteligt, når der sker ulykker. Så ind med vindmøller og solenergi. Det giver jo også arbejdspladser:)
Eva - det var spaendende, men altsaa ogsaa ret skraemmende saadan at se baestet staa der og ligne enhver anden fabrik.
Send en kommentar