Fremtidsplaner har vi ogsaa

Naar jeg er faerdig med at holde sommerferie sidst i September tager mit liv endnu engang et lille drej i en ny retning, for jeg skal nemlig skifte arbejde. Arbejdsskiftet var ikke helt en del af planen, men et andet firma koebte vores og var ikke interesseret i at beholde ret meget af personalet, saa for tre maaneder siden begyndte jeg saa stille at kigge mig om efter noget andet at lave. Heldigvis er det nye job nu i hus og alt efter hvornaar jeg lige kan blive fritstillet, saa starter jeg i Oktober. 

Foerst vil jeg dog holde et par ugers fri - ikke ferie, bare fri. Jeg har aldrig proevet at have tid mellem jobs og havde egentlig haabet paa at kunne holde fri i mindst en maaned - egentlig gerne tre, men det ser ud til det bliver to ugers ferie, fulgt af en uges arbejde og saa to ugers fri. Min elskede har store planer for hvad jeg skal lave mens jeg har fri og arbejder haardt paa at faa mig til at bestemme hvad der skal i bedene i haven. Efter ferien faar vi vores potter hjem fra min soede svigersoesters pleje og saa skal der loeg og knolde i jorden.

Min egen soede soester kender min forkaerlighed for blomster og ved at det ikke noedvendigvis er det store og prangende der vinder her i huset, nej faktisk er den lille bitte uforglemmelige blaa forglem-mig-ej en fast favorit her i huset. For mange aar siden fik jeg nogle froe fra Irene's svigermor i Dublin. De flyttede med mig fra et hus til det naeste og hvis ikke jeg tager meget fejl, saa staar der garanteret stadig lidt af dem i nogle af potterne vi faar hjem. 

Nu er jeg ikke kendt som den hurtigste knallert paa havnen, saa hvad gjorde jeg i dag i min iver? Jeg saaede naturligvis den lille daase til og satte den ved koekkenhanen, saa den ikke skal staa og toerste... Host host, hvem er det nu der rejser paa ferie lige om snart? Den maa blive vandet godt og gemt i et moerkt rum mens vi er vaek!

Sikken en dag!

I dag var min sidste arbejdsdag paa jobbet hvor jeg har vaeret siden Januar 2007, d.v.s. 3 1/2 aar. Paa den ene side kan jeg slet ikke forstaa hvor i alverden de aar er blevet af og paa den anden side behoever jeg bare at kigge omkring mig og se hvad vi har opnaaet paa den tid og saa er det saa soleklart som nogensinde. Det firma jeg startede i og det firma jeg forlod er to vidt forskellige firmaer, vi er virkelig naaet langt paa kort tid!

Naah, men dagen startede med den saedvanlige tur til stationen. Det var lidt graat og overskyet og noget af det foerste jeg fik oeje paa var det engelske flag, der laa og saa soergelig ud i siden af vejen. Fluks kom jeg i tanker om den forestaaende fodboldkamp i aften. England mod Algeria.

Jeg var ikke den eneste der havde husket kampen, for over alt var der engelske flag draperet paa biler, haengende fra vinduer og printet paa dit og dat. Jeg havde ikke de helt store forventninger til aftenens kamp, men man har da heldigvis altid lov at haabe!

Dagen gik lynhurtigt og da vi naaede saa langt som til middag blev jeg kaldt vaek fra min baas, saa min chef kunne give mig den store afsked med en rigtig flot tale, et kort, der var signeret af alle medarbejderne, et gavekort og en stor buket blomster. Lige da jeg modtog dem gloede jeg maabende, for de var ikke aegte blomster, men lynhurtigt fattede jeg hvem havde staaet for indkoebet og forstod derfor at det skulle vaere et varigt minde om min tid i firmaet! Tak, tak og tak igen. :)

Paa mirakuloes vis lykkedes det mig at blive faerdig med mit arbejde paa klokkeslaget 16.30 og snart var vi i Exchange Square, hvor der var disket op med oel og vin til den store guldmedalje. Det var min soede chef der havde staaet for det og det var bare saa paent af ham. Vi skaalede og oenskede mig held og lykke (eller rettere: DE gjorde) og jo flere oel der gled indenfor rundt omkring, jo bedre blev historierne der kom frem! Vi havde staaet ude indtil det begyndte at regne og pludselig kom vi i tanker om fodboldkampen og drev ind paa den naermeste pub. Wine bars er udemaerkede, hvis man bare vil nyde et glas vin eller en oel, men skal man ogsaa have en lille smule landskamp indenbords, saa skal der altsaa en pub til!

Vi kunne godt have sparet os den kamp, for der skete praecis intet! Stenstoetterne kunne have spillet lige saa god en kamp! Oh well, prinsen i den sorte bil kom og hentede mig og alle mine ting, saa jeg kom toerskoet hjem. Det foeles vildt maerkeligt ikke at skulle tilbage igen paa mandag og jeg kommer pludselig i tanker om at jeg slet ikke har faaet fastsat et begyndelsestidspunkt til paa mandag, men de ser mig vel, naar de ser mig!

Husk at se lyst paa tingene

Som bekendt er jeg lige paa nippet til at skifte arbejde og jeg skal ikke sige andet end det er haardt arbejde! Jeg pukler som en lille hest og har i dag afsluttet min "hand over" (ehmmm... naar man overdrager ens arbejde til efterfoelgeren), som varede fem dage. Min efterfoelger er knalddygtig og det har vaeret en fryd at laere ham op. Han havde sidste dag i dag inden sin sommerferie, som var forudbestilt og ulassegisselig. Det passer meget fint, for saa har jeg "fred" i et par dage til lige at faa ryddet mit skrivebord inden jeg har har sidste arbejdsdag paa fredag.

Jeg var ellers lige paa nippet til at hidse mig op i dag. Ikke paa grund af mine kolleger, men paa grund af en klaphat af en torsk i et andet firma. Pisset var paa kogepunktet og jeg var lige ved at miste min humoristiske sans, og det at jeg har saa travlt hjalp nok ikke situationen ret meget. Heldigvis er jeg rigtig god til at toejle mit ellers fyrige temperament og kun de aller naermeste indsaa at jeg sydede. Heldigvis fik jeg styr paa situationen og kom videre i teksten uden yderligere hysteri, men for hulen hvor var jeg bare gal!

De der kender mig ved at jeg er saa blid som et valmueblad 99% af tiden, men naar foerst der bliver fyret op under mig, saa kan jeg da faa den sidste lille 1% til at fylde det hele. Jeg snakkede i telefon med klaphatten og da jeg lagde roeret paa udbroed to af mine kolleger som med en mund: "hold fast, hvor var du rolig, jeg troede du var gal!" He he, de skulle bare vide, men de fleste mennesker forstaar ikke at man kan blive saadan ret inderligt gal uden at skulle raabe og skrige og hoppe op og ned.

Jeg finder at man naar laengst med at kontrollere temperamentet i gerningsoejeblikket, saa er der heller ikke saa store chancer for man kommer til at sige noget man fortryder. Jeg burde blive gal noget tiere, for joesses, som jeg da kan rydde op oven paa saadan en omgang. Det kan vaere det var lige det der skulle til, for nu er mit skrivebord naesten helt og aldeles indflytningsklart til naeste mand paa pinden!

100 trin

Foer jul flyttede vi kontor. Foer var vi i stueetagen af en ejendom, nu sidder vi oppe paa femte etage af en anden. Jeg tager tit trappen ned, naar jeg skal nogen steder og i denne uge er jeg blevet enig med mig selv om at jeg skal tage trappen op igen mindst en gang om dagen. Der er 100 trin og det kan godt maerkes!

Store flyttedag!

I morgen flytter vi kontor - det er sgutte nogen spoeg!

Har du smukke kolleger?

Vi staar for at skulle flytte kontor med verdensfirmaet. Det er et stoerre projekt og vi arbejder hele flokken paa fuld klem. Ja, det goer vi egentlig hver dag, men lige nu er der altsaa endnu mere at se til end normalt!

Et af de projekter der skulle overstaaes i dag var at faa taget billeder til vores ID kort til den nye bygning. Sjovt nok skulle jeg staa for at tage billeder (hvem fik da den gode ide?) og hold fast for en fest det var! Proev lige at faa knap 30 forfaengelige unge maend til at staa stille til at faa deres billede taget. JOESSES! Ja, jeg grinede altsaa godt og endelig lykkedes det at faa nogle skud i kassen.

Da jeg uploadede billederne her i aften kunne jeg ikke modstaa fristelsen til at lave en lille alternativ collage, som viser et billede af den gennemsnitlige ansatte:

Billedet er lavet af 34 billeder af en blanding af folk fra Storbritannien, Israel, Syd Afrika, Nepal, Bangladesh, Kypern, Irland, Polen, Ungarn, Peru, Egypten, Vestindien, Indien og saa en enkelt fra Danmark. Med saadan en blanding kan jeg da ikke sige andet end jeg synes jeg har smukke kolleger. :)

Der er bare 7 arbejdsdage tilbage foer vi flytter og jeg tror altsaa vi ender med at blive bare en lille bitte smule stressede inden store flyttedag og store indflyttedag kommer. Ja, enten det, eller ogsaa ender jeg nok med at haandkvaerke en eller anden. :)

Udsigt...

Min udsigt er mig en kende kedelig for tiden, men arbejdet goer ikke sig selv og saa maa jeg jo. Jeg ville ellers rigtig gerne have haft fri idag, for min elskede koerer til Coventry. Jeg elsker saadan en koeretur med ham, men jeg faar droemme for nu. Tilbage til tastaturet!

Arbejdet kalder

Jep - jeg er tilbage paa min pind igen i dag, i morgen og halv dag paa onsdag. Jeg burde ogsaa gaa paa arbejde paa fredag, men det kan godt vaere jeg overlader det til min kollega. :)

En festlig dag

For en del aar siden var jeg manager for et hold paa en 6-7 soede unge mennesker. Vores hold var ret nyt og tilfaeldigvis var den foerste foedselsdag i loebet af holdets eksistens min. Alle paa vores hold havde lagt £5 hver i en pulje og havde koebt mig nogle skoenne foedselsdagsgaver og et kort, som de alle havde skrevet paa. Det var saa soedt af dem og jeg adopterede lynhurtigt deres initiativ og indfoerte det som en tradition i vores afdeling. Vi var aldrig over 10 personer, saa det var max 9 gange om aaret hver og saa saa lille et beloeb at paa den maade kunne alle vaere med og man endte ikke med en masse skrammel, men med nogle gode gaver for relativt faa penge.

Da jeg skiftede job for snart to aar siden tog jeg traditionen med mig og det er alle i vores afdeling rigtig glade for. I dag var det en af mine kollegers foedselsdag. Hun har kun vaeret i firmaet i ca. 4 maaneder, men hun skulle selvfoelgelig have den samme behandling som alle vi andre faar, saa vi havde samlet de saedvanlige £5 hver sammen og havde handlet og pakket ind til den store guldmedalje. Hun blev bare saa fantastisk glad og tudede og sagde hvor soede vi er. Det er vi da ogsaa, men slet ikke mere end vi har lyst til at vaere og slet ikke mere end hun fortjener. :) Til middag gik vi paa Wagamamas og fik en hurtig skaalfuld mad og et enkelt glas vin til at skaale i og saa aabnede fruen for vandvaerket igen. Sidste aar havde hun haft et helvedes aar og hun var bare saa glad for hun var landet her hos os. Det er vi ogsaa!

Da vi kom tilbage fra lunch stod der en kage paa hvert skrivebord! Det viste sig at der ogsaa var en i en anden afdeling, der havde foedselsdag og i deres afdeling havde de spist kager til den store guldmedalje og var blevet enige om at vi ogsaa skulle have del i kageorgiet. Jeg elsker at have saadan nogle kolleger. Det goer kontoret saa meget skoennere en arbejdsplads, naar folk deler deres glaede - oh, og kagerne er heller ikke et slet traek. :)

Saa fandt jeg endnu en livery hall!

Den sidste uge eller to har virkelig staaet i de fine steders navn og i dag var ingen undtagelse. Jeg er en stor fan af at have lidt tjenester udestaaende, men det eneste problem med det er at sommetider er det mig der skylder nogen en tjeneste og i dag var det tilfaeldet. I et anfald af mild sindssyge (det synes at vaere ved at vaere mere og mere hyppigt forekommende!) var jeg helt tilbage i April kommet til at love nogen noget - for den foerste Oktober og lige pludselig var vi naaet saa langt i kalenderen at det var tid at komme i action. GULP!

Jeg havde lovet at moede op i "The Painters Hall" i Little Trinity Lane til middag i dag, for efter lunch at snakke til en forsamling "Customer Service" folk om compliance og nogle regelaendringer, som skal implementeres pr den 6. Marts naeste aar.

Det er mange aar siden jeg har gjort nogen "public speaking" (holde tale lyder saa formelt, men saadan hedder det nok paa dansk) og jeg maa indroemme at da jeg genkendte en del af de andre speakere gulpede jeg engang - jeg naar dem bare over hele hovedet ikke til sokkeholderne! Det rystede billede af den ellers saa flotte trappe er garanteret noget at goere med alle de sommerfugle der floej rundt i maven paa mig da jeg ankom og indsaa at der ogsaa var adskillige folk der jeg kendte - og folk som er en langt stoerre autoritet end mig paa det givne omraade.

Jeg gik ikke lige ind i hallen, for mine sko klaprer saadan paa saadanne et fint parketgulv og der var en anden speaker igang paa det tidspunkt, som jeg ikke ville forstyrre. Noget af det foerste jeg fik oeje paa inde i salen var selvfoelgelig en ordentlig lysekrone, som jeg diskret proevede paa at faa et lille billede af.

Da jeg endelig kom ind i salen saa jeg at der hang ikke mindre end tre af slagsen og funklede om kap og det lykkedes mig at faa lusket endnu et billede med hjem i lyskassen.

Talen blev overstaaet og var, efter sigende, en success. I hvert fald blev der hverken smidt med raadne tomater eller kaalblade og efter kom der adskillige folk op til mig efter og skulle lige tjekke dette og hint. Tilsyneladende er tjenesten nu betalt, godt og grundigt. PYHA, jeg overlevede, og saa fik jeg ogsaa the Painters' Hall at se, se der havde jeg jo ikke vaeret foer. :)

Aftenens vilde invitation...

Aftenens invitation var til "The Institute of Risk Management"'s awards dinner. Det var der saadan set ikke noget usaedvanligt i, for vi er ofte inviteret til den slags "black tie dinners" i forretningsoejemed - og de plejer at vaere rimeligt civiliserede. Det der fik mig til at spaerre oejnene lidt op var da jeg opdagede stedet hvor det skulle holdes - nemlig WHIPSNADE ZOO - se, se - det kunne da ikke blive til andet end en rigtig abefest! (bom bom...)
Det er noget laengere vaek end de normale "city dos" og noget en anderledes venue, men jeg havde sagt ja, saa den lange yndlingskjole og et par paene sko var med i tasken da jeg tog paa arbejde i gaar morges.



Jeg moedtes med et par kvinder som arbejder lige her i nabolaget og vi tog toget til Luton Parkway og en taxa videre til den zoologiske have/ safari parken. Vi gik ind forbi "the ringtailed lemurs", mens smaa miniature hjorte af en eller anden art gik og graessede ved siden af stien og endelig var vi fremme ved balsalen, hvor vi moedte en hel flok pingviner, som viste sig at skulle deltage i den samme middag som vi andre. Der var en stor champagne reception ude paa terrassen og der gik adskillige maerkvaerdige dyr rundt og kiggede paa os. Langt de fleste har jeg overhovedet ingen anelse om hvad var - og desvaerre var lyset ikke til at fotografere dem saa de kunne blive identificeret!

Vi havde en del debat under velkomstdrinksene om hvad der evt. ville vaere paa menuen og fantasien loeb vidst en kende loebsk og indebar alt fra zebra til naesehorn. Da vi kom til bordene var forretten allerede sat frem og den saa ud til at bestaa af en pate af en eller anden slags - som viste sig at vaere vegetarisk! Det smagte saadan set meget godt, men det var altsaa lidt skuffende, naar man havde forventet en laekker pate. Oh well, videre til hovedretten, som loed paa "Chicken breast (ethically farmed - ja, det stod der sgu i menuen!) stuffed with spinach, ricotta and mushroom served with sugar snap peas, swede (roe!) and fondant potatoes. Helt aerligt, saa var det den slappeste hovedret jeg har set i lang tid. Man ville da forestille sig at man kunne faa noget ordentligt koedret i en safari park!

Anyhow -hele middagen blev reddet af desserten, som ifoelge menuen var "a rich smooth dark chocolate truffle set on a dark chocolate joconde base with a chocolate dusting" - der stod ikke noget om at dyrene havde jogget i maden, men sammen med de fede duge (og nogle hoeje sort/hvide fjer (tror jeg det var) i vaser paa bordene) var det lige prikken over i'et.

Efter middagen var der underholdning af Frankie Boyle, som bare er hylendes morsom, skoent halvdelen af salen ikke kunne fatte et ord af hvad han sagde, da han er Glaswegian. He he - der er visse fordele ved at have en fortid som Glasgow skotte!

Klokken blev alt for mange inden jeg kom hjem, men heldigvis kunne jeg slumre i morges - og luskede foerst ind paa kontoret ved 10.30-tiden. :)

A wild time was had by all. :)

Fred og Wilma Flintstone

TO gange i dag har jeg haft the Flintstones i tankerne. Foerst da jeg besoegte en "Det bedste", som hvor der blev vist billeder fra et hjem der var bygget som en kopi af Fred og Wilma's hus!

Billedet har jeg laant her fra
Saa fik Irene og Lisa bestilt billetter til London om et par uger og min far ringede for at sige at han glaeder sig til at besoege os i den samme weekend og saa kunne jeg da ikke lade vaere med at skrige "YABBADABBADUUUUUUUUUUUUUUUUUH", hvilket mindede mig om en kunde vi havde paa mit arbejde engang.
Lad os kalde ham "Fred". Fred var et ordentligt broed og havde humor saa det klaskede. Jeg glemmer ALDRIG den foerste gang jeg moedte ham. Mit kontor var lige ved siden af receptionen og receptionisten var ikke lige ved sit skrivebord, saa jeg holdt oere med doeren.

Pludselig hoerte jeg en banke helt vildt og inderligt paa doeren, med to knyttede naever, mens han skreg af sine lungers fulde kraft "OOOOOOOOOOOOOOOOOOH WIIIIIIIILMAAA!" Jeg gloede maabende paa doeren og fik mig samlet sammen til at aabne den. Fred gik ind, som intet var sket og bad snakke med min chef. Receptionisten kom storsmilende tilbage fra kontoret og undskyldte at hun havde glemt at fortaelle mig at han kunne finde paa saadan noget. Saadan en mand kan man da slet ikke lade vaere med at holde af!

En kort, en lang...

Dagen i gaar startede saa fantastisk godt, med udsigt til det maaske kunne blive en forholdsvis kort arbejdsdag.
Foraaret stritter af groenhed alle steder og min verden har efterhaanden et laekkert lysegroent skaer.
Blomsterne i The City staar allerede snart for udskiftning igen, men jeg nyder dem saa laenge det varer.
Da jeg naaede saa langt som til lunch tid, var jeg stadig opsat paa at dagen skulle ende noget tidligere end den har gjort paa det sidste. Faktisk saa det ud til jeg kunne komme ud af klappen allerede klokken 17.00, hvis jeg gjorde mig lidt ekstra umage.

Jeg havde aftalt at moedes med en veninde ved Leadenhall market, saa vi kunne snuppe en sandwich og evt. saette os i den lille have ved St Peter upon Cornhill og faa en sludder om hendes nye arbejde. Som sagt saa gjort og foer vi fik os set om, var det tid at smutte tilbage til kontoret.

Tilbage til kontoret og inden for den foerste time blev det lynhurtigt klart at min droem om at gaa hjem i dagslys ville forblive en droem. Nogen havde ikke faaet tingene faerdige til tiden og pludselig var der en deadline der var lige paa nippet til at faa chefen op at ringe. SUK!

Klokken kvart over otte forlod jeg etablissementet, efter at have reddet the deadline lige paa falderebbet. Det er sjovt hvordan hjernen fungerer. Hele vejen hjem proevede jeg at komme i tanker om teksten til "en kort, en lang".

En kort, en lang

en trekant, en stang,

en klokke der siger ding-dang, ding-dang

Et ur, en mur, en mand der er sur

en mand der er sur

en mur, et ur

En kort, en lang

en trekant

en stang

en klokke der siger ding-dang!

Dagens lunch time vandring

Dagens lunch time vandring tog lidt af en drejning som jeg ikke havde forudset! Jeg havde et par udsalgsbukser jeg skulle returnere, da jeg ikke kunne skrue min ladeport ned i dem, saa det blev lige ordnet foerst og saa ville min kollega og jeg gaa til the Throgmorton Deli for at nyde en sandwich i fred og ro og dejlige omgivelser.

Vi blev snart klogere, for der laa moebler stablet op foran doeren og saa var der smaa haandskrevne sedler paa glasset: "Throgmorton's is no longer open" stod der; ja det stod der virkelig. Folkene var Italienere og ikke just nogen oern til engelsk.
OEV, det var mit yndlingslunchspisested!
Oh well, vi gik tilbage om til arkaden over for Liverpool Street station, hvor vi lige var kommet fra. Der ligger en anden god sandwich biks. Den er knap saa alternativ, men den er billig og god og familien der foerer forretningen er saa soede.

Jeg faar samvittighedsnag hver gang jeg gaar der om og bestiller "Chicken, bacon and lettuce" i min sandwich, for de er muslimer og skulle slet ikke saelge det, men det smager bare saa godt - og de er trods alt ikke tvunget til at tilbyde det!

Jeg hoerte i oevrigt i dag at en af mine gamle kolleger lige har overlevet et hjertetilfaelde. Han er super sportslig; er cykelrytter i sin fritid, ryger ikke, drikker stort set ikke og spiser helt vildt sundt. Det var saa heldigt at han var paa arbejde og at kontoret ligger lige ved siden af et laegehus, hvor han var da det skete. Han fylder 50 til April!

Det var lige hvad jeg manglede

Jeg har altsaa foer vaeret mere vaks end jeg er i dag, men det hjalp da en lille smule da min kollega fik en genial ide til hvor vi skulle gaa hen i middagspausen. Vi gik om til Spitalfields Market, for at aflaegge Sen et besoeg i haab paa at de havde tid til en skulder og nakkemassage - og de havde de.

Et kvarters haard massage senere og jeg foelte mig naesten lidt frisk (overdrivelse fremmer forstaaelsen). Jeg forhoerte mig om ikke de havde noget te der kunne modvirke jet lag og fik stukket en daase "After Alcohol" te i haanden. Det maa jeg saa hjem og proeve, for ellers bliver denne uge godt nok lang!

Hjemme igen

Joesses, hvor foeltes det som en meget stor fejl, da vaekkeuret begyndte at roere paa sig i morges. Til trods for otte timers soevn foeltes det altsaa helt forkert at staa op ved den tid man normalt vil kalde sengetid. Otte timers tidsforskel er altsaa meget!

Jeg fik mig endelig slaebt ud af kassen, fik mig gjort praesentabel og dryssede saa paa arbejde. Jeg vil ikke just sige at jeg er skide effektiv i dag, men det bliver vel bedre i naeste uge.

De foerste foraarsbebudere er kommet yderligere frem paa de sidste fjorten dage og hvis det fortsaetter paa den maade faar vi vidst et temmelig tidligt foraar.

Arbejdsinboxen var propfuld da jeg startede den op i morges, til trods for jeg har foretaget en rimelig opdatering mens jeg var vaek. 512 emails ventede paa mig. Meget er junk, men der sidder stadig 183 tilbage, som er dem der skal goeres noget ved. Stoenni - og saa med en ordentlig portion jet lag oven i!

Lidt graat i graat...

Himmelen er graa og tung i dag, men mit humoer er let som en fjer, for det er sidste arbejdsdag i 2007 - og saa har jeg FERIE!

Med lidt positiv taenkning og et godt pust naar vi flyver over Groenland, saa skulle sneen kunne naa Vancouver ca dagen efter os. Here's hoping...