Og saa kom Kjoermes Knud!

Weekenden stod, som bekendt paa visit paa den lysegroenne, hos Irene. Vi har bare RAAHYGGET! Vi ankom fredag aften. Vi kunne ikke flyve foer da, da sis-in-law skulle paa jury service i sidste uge og denne uge. Hun endte selvfoelgelig med ikke at have noget at lave i sidste uge, men skal nu i retten i en mordsag der koerer i denne uge og naeste!

Anyhow, vi havde lejet en bil og koerte lige til Wicklow, helt uden problemer. Vi havde navigationssystemet med, men det havde nu slet ikke vaeret noedvendigt, saa laenge jeg vidste nummeret paa afkoerslen paa motorvejen fra Dublin. Jeg var faktisk overrasket over hvor let det var at finde vej. Jeg har selvfoelgelig vaeret der mange gange foer, men det har altid vaeret MED chauffoer. Oh well, vi fandt frem og blev moedt med taendte stearinlys, en laekker sandwich og en TUBORG! Vi snakkede selvfoelgelig til klokken ALT for sent og inden vi fik os set om var det tid at staa op og noerkle!

Noerkleriet gik simpelthen SAA godt. Jeg tror ikke der var en eneste deltager der ikke kom og sagde noget positivt, eller for den sags skyld kom og sagde TAK til Irene og gav hende et knus inden de gik. Det var helt vildt overvaeldende og jeg var sgu da saa stolt som en pave. FLOT GAAET IRENE! Vi havde fire dygtige laerere: Nicola, som lavede filt, Catherine, som spinnede, Stephanie, som strikkede og saa vores egen Irene, der underviste i haekling.

Irene havde det mest avancerede program af alle underviserne. Hun havde designet mindst seks forskellige moenstre, som eleverne kunne vaelge at lave. Alle blev udstyret med 150 gram garn og en haeklenaal og selvfoelgelig passede moenstrene med at den stoerste ting ville bruge 150 g garn, mens de andre tog 50g eller 100g. Inden vi fik os set omkring var det tid at tage hjem.

Hjemme var der arrangeret en stor middag med levende lys og hvad ved jeg. Min svoger havde lavet suppe og havde forberedt en laekker hovedret med det hele. Vi blev simpelthen forkaelet til den store guldmedalje og kollapsede i en stor bunke oppe i stuen, med strikke/haekletoejet i haenderne.

Soendag fyldte min sis-in-law 60, saa vi snuppede lysene i toasten og fik sagt tillykke med dagen, inden vi koerte en tur ud i landskabet.

Vi startede med at besoeg ved "The meeting of the Waters", hvor Thomas Moore skrev sangen on the meeting of the waters:

“There is not in the wide world a valley so sweet,

As the vale in whose bosom the bright waters meet;

Oh, the last rays of feeling and life must depart,

Ere the bloom of that valley shall fade from my heart.”

Vi koerte videre i the Vale of Avoca, hvor vi besoegte the Handweavers og deres SMUKKE forretning. Det lykkedes mig for en enkelt gangs skyld IKKE at koebe noget derinde, men det var nu udelukkende fordi de ikke havde mere garn paa udsalg.

Vi koerte videre ud paa eventyr i det smukke landskab og endte i Aughrim, hvor vi fik en ualmindeligt laekker lunch, paa en lille super duper restaurant ved navnet "The Stonecutter", som bestemt ikke goer i tilsaetningsstoffer og den slags skidt. WAURV, hvor vil jeg gerne spise der igen en anden gang.
Vi koerte tilbage til Irenes og snart var det tid for de to rejsende at tage afsted til lufthavnen. Vi skulle flyve klokken 19.15, saa vi koerte ved 4-tiden og havde paen tid, lige indtil vi naaede til lufthavnen, hvor de lige er ved at lave et par par ting og der naermest var TOTAL kaos. Vi fik da heldigvis fundet hvor vi skulle aflevere bilen og snart var vi ved gaten, parate til en times flyvning til Gatwick.

Da vi havde floejet i godt en halv times tid var der en besked fra kaptajnen... Samtlige af Londons lufthavne var lukket paa grund af sne. Det skal lige her naevnes at vi havde koert rundt i flot solskin i Irland, hvor det godt nok blaeste noget og var koldt, men solskin. Hmmm... vi skulle lande i Birmingham, som er 100 miles (omkring 160 km) nordvest for London. Jeg ringede til min elskede, som var paa vej til Gatwick. Han fik besked om at koere direkte hjem og afvente instrukser. Det tog ham TRE timer at koere fra Coulsdon, halvvejs mellem Croydon og Gatwick og hjem! Stakkels mand – og saa med baghjulstraek, sportsdaek og automatgear...

Vi endte med at blive koert pr bus til Gatwick, hvor vi ”landede” omkring klokken 02.00. Buschauffoeren var en ganske ung mand, men han havde bare styr paa det hoensegylle. Han koerte perfekt og fik en ordentlig klapsalve da han parkerede i Gatwick. Da vi ankom stod ALLE tog, busser, rutebiler, taxaer og fly stille. Intet flyttede sig. Hmmm... vi satte os ind i lufthavnen, hvor der var varmt.
Der laa folk langs alle vaeggene, med bagage og skrammel flydende rundt omkring. ALT var aflyst og vejret var ikke lige praecis til at begive sig ud paa en laengere gaatur. Klokken 03.30 blev der endelig annonceret at der skulle komme to tog. En der skulle syd paa og en der skulle nordpaa. Vi kunne komme med til East Croydon og indfandt os paa perronen, saa vi kunne komme med. Den kom en halv time efter forventet og vi var naermest BLAA af frost!


Da vi ankom i Croydon havde vi regnet med at kunne tage en taxa eller en natbus, men der laa 30 cm. sne paa vejene og intet flyttede sig. Der kom to avisbude (med gratisaviser) og det havde taget dem tre timer at koere deres van fra Surrey Quays til Croydon; en straekning paa ca. 15 km, vil jeg gaette paa.

Jeg ringede til en kammerat, som bor 10 minutters gang fra stationen og informerede ham om at vente to gaester. Han tog det virkelig paent at blive vaekket klokken 04.30 af to snemaend. Det tog os naesten en halv time at gaa om til ham. For det foerste slaebte jeg paa begge vores kufferter og for det naeste kunne vi naesten ikke kaempe os frem gennem sneen, som stadig dalede ned i STORE maengder. Vi blev moedt paa vejen og snart sad vi i sofaen med en kop hhv kaffe og te og lignede en haengt kat! ”I kunne vel traenge til en cognac” loed der og der sad vi saa klokken 05.30 om morgenen og drak cognac. Jeg sendte en besked til mine kolleger og forklarede at jeg altsaa ikke liiiiige kunne komme paa arbejde i dag og gav dem en hurtig beskrivelse af min tur hjem. ”Velkommen i klubben skrev en, jeg endte ogsaa i Birmingham”. Jeg aner ikke hvor han havde vaeret henne, men vi har vel vaeret der paa samme tid. Verden er saa stor, saa stor...

Min elskede kaempede sig ud i vores datters bil, som har forhjulstraek, cykelhjul og GEAR og fandt til Croydon for at hente os. Han fik instrukser om at tage en saek sand og en skovl i bagagerummet og tage noget varmt toej paa. Han fik brug for det hele. Tre gange var han ude med skovlen, men endelig ringede han og bad os komme ud med vores habengut. Da vi gik de 5-600 meter ned til bilen gik jeg og snakkede med min sis-in-law og pludselig var der en der kaldte paa mig. Det var min kollega, som havde genkendt min stemme (resten saa ud som alt andet paa vejen – HVID!) og lige ville informere os om at der altsaa var ingen tog. Hvor sjovt, jeg havde helt glemt han boede i det omraade og havde bestemt ikke forventet at moede nogen der. Naah, han blev sendt hjem og vi satte os til rette i kareten. Snart ringede telefonen og det viste sig at vores aeldste datter var ved at gaa hjem fra Purley (lige syd for Croydon)! Vi vendte selvfoelgelig om og kunne endelig snegle os hjem. JOESSES, hvor var jeg traet. Det var efterhaanden 24 timer siden vi var staaet op. Vi smed os paa langs fra klokken 10.30 til 14.30 og vaeltede saa ud af sengen, saa vi kan sove i nat. Det tror jeg heller ikke bliver noget problem. Jeg er stadig helt varm i kinderne efter al den sne! Hold fast, hvor har vi bare haft en skoen og en begivenhedsrig weekend. Min sis-in-law fyldte i oevrigt 60 i gaar og hun havde en rigtig god foedselsdag, til trods for vi endte med at bruge den sidste halvdel af den paa en stoerre jordomrejse. Det sner endnu, men i morgen skal jeg altsaa paa kontoret, uanset hvad - ok, naesten uanset hvad. :) Skulle det ske at jeg ikke kan komme paa arbejde kan jeg altid give mig til at makke videre med at uploade mine billeder paa Flickr, for joesses, hvor er der bare mange at saette i system. Nu vil jeg gaa op faa mig en velfortjent NATTESOEVN!