Toget koerte med sneglefart i dag, og var det ikke fordi jeg havde gang i en god bog ville jeg vaere blevet noget irriteret over det, da det synes at vaere blevet saa meget af en vane at de ikke engang undskylder laengere!
Da vi kom ind paa London Bridge station var perronen til den ene side af toget tom - bortset fra en gruppe politifolk, nogle ambulancefolk, et par civile og en person liggende paa jorden. Ambulance folkene udfoerte hjertemassage og folkene omkring dem stod med askegraa ansigter.
Jeg bandede ikke over at komme for sent i morges, tvaert i mod tillod jeg mig at blive siddende paa toget laenge nok til at laese til enden af kapitlet og gik saa til kontoret i et adstadigt tempo.
Da jeg kom ind paa kontoret fortalte en kollega at hans 83-aarige svigerfar er doedsens og forberedte os paa at han maaske ville blive noedt til at forsvinde med kort varsel. Jeg sendte mine tanker til hans stakkels kaereste, som sidder og vaager over sin gamle far.
I samme aandedraet kom min assistent og fortalte mig at hans 50-aarige... mor har faaet en blodprop og er indlagt siden loerdag. Hun er lam i den ene side og sidder nu og bekymrer sig om hvordan i alverden hun skal passe den aeldste datter, som er svaert handikappet, sidder i en rullestol, har intet sprog og kan ingenting selv. Moderen er hendes "primary carer" (ehmmm... det ved jeg ikke lige hvordan man siger paa dansk, men det er hende der er ansvarlig for at passe og pleje hende).
Joesses - hvor bliver livet engang imellem sat i perspektiv!
5 kommentarer:
Ja, det er det, der bare sker, tina, for os mennesker... Og hvor vi bare undres hen ad vejen!!!!
Når tiden kommer til os selv/vores nærmeste, ja så klarer vi for det meste alt i ditto bedste stil ;-)
Det var en barsk dag - mest for de stakkels mennesker, det går ud over selvfølgelig. Men får én til at tænke en ekstra gang... så er et langsomt tog absolut ingenting.
Ja, det var helt aerligt lidt af en sindsoprivende morgen. Jeg gad nok vide hvad der skete med personen paa London Bridge i morges.
disse stop-op minutter er gode til at minde os om at nyde nuet, hvilket, jeg så i øvrigt synes, du gør fantastisk godt, Tina. Din blog vidner om evenen til at gribe nuet :-)
Lene - det er jeg glad for at hoere, for jeg er virkelig en stor fortaler for at leve i nuet. Alt for mange mennesker haenger i fortiden og hyler over den i stedet for at nyde at den er netop det - fortid!
Send en kommentar