Lige ved og naesten...

Som af og til er tilfaeldet, begyndte dagen i dag midt om natten (laes: foer klokken 7!) og i stedet for de saedvanlige 10-12 km til kontoret var vejen 650km eller saadan noget lignende. Alle der har skreget af grin over filmen "Planes, Trains and Automobiles" har lidt af en ide om hvordan min dag er gaaet.

Foerst koerte min elskede mig til toget til Gatwick Airport. Toget koerte til tiden og alt aandede fred og idyl. Sydterminalen er under ombygning og paa grund af "omkoersel" var jeg naer endt paa det forkerte fly - i hvert fald opdagede jeg pludselig at til trods for jeg var blevet sendt til afgangshallen, saa var det altsaa i den forkerte terminal! 

Oh well, jeg hoppede paa det lille interne tog og steg snart ud i Nordterminalen, som bare er blevet saa flot og bestemt ikke bliver grimmere af at der foregaar en utrolig smuk solopgang udenfor.

Min kollega ventede paa mig i afgangshallen (den rigtige...) og tog foeringen ud til gaten. Hun rejser den rute mindst en gang i maaneden, saa jeg gik bare med, indtil vi naaede det samme sted hen for tredje gang og saa skulle vi pludselig skynde os ud til flyveren.

Flyveturen var smuk som bare pokker. Vi floej en helt anden rute end vi plejer, nemlig soenden om London og tilbage mod vest og op mod Irland, inden vi landede i det sydoestlige Skotland, naermere bestemt Edinburgh.

Der var saft suseme koldt i Edinburgh. Da vi landede ved 10-tiden var der stadig minus fire grader. Sidste vinter havde vi for foerste gang i nok over 20 aar et par minusgrader i loebet af dagen i London, saa minus fire er helt uhoert for os i dagtimerne.

Dagen var lang som bare pokker, men ogsaa rigtig produktiv og hele besvaeret med den lidt knudrede tur vaerd.

Da solen var gaaet ned over Donaldson's college hoppede vi i en taxa tilbage til lufthavnen, hvor vi var ankommet i ret god tid, saa vi satte os i baren og snuppede et glas vin. Vi undrede os meget over at vores gate ikke blev annonceret og pludselig stod der "gate closing" paa skaermen. Vi samlede vores skrammel sammen og skyndte os til gaten - som var lukket... GULP!

Til trods for jeg elsker Skotland, saa havde jeg altsaa ikke meget lyst til at sidde i Edinburgh lufthavn indtil vi forhaabentlig kunne komme med det naeste fly. Der var en af gate personalet, som have medlidenhed med os og gik ud og tog sig en snak med piloten, som heldigvis var nok saa venlig som ham der gav skideballen, da vi naaede til flyet. "Stod det til mig var I blevet her, men piloten besluttede sig for at tage jer med"! Vi takkede og gik med boejede hoveder ned gennem HELE flyet, for selvfoelgelig var der ingen pladser taet ved indgangen. Vi turde ikke kigge paa hinanden inden vi var godt og vel i luften og sidemanden var faldet i soevn og saa doede vi altsaa af grin - af lettelse! Kun en gang er jeg kommet for sent til et fly og den rekord er jeg egentlig ganske stolt af, taget i betragtning af hvor meget jeg af og til flyver. Rekorden holder endnu!

Det lykkes, med hjaelp fra mor og far

De fleste foraeldre kender vidst til at koere taxakoersel for deres boern. Det er ikke noget vi nogensinde har haft det store behov for, efter som vi jo altid har boet i en stor by, hvor der altid er transport at finde. Det sker dog at der er bud efter fars taxa og i dag var en af de dage.

Vores Louise, og en veninde havde faaet en afbudsrejse til Ibiza, saa vi skulle et lille smut til Gatwick for at aflevere det kaere barn. Veninden skulle staa for billetterne og et kvarter foer vi skulle koere fandt vi ud af at hun ikke havde faaet printet boarding pas... Hun anede ikke hvad vi snakkede om. Bestillingen blev lynhurtigt emailet over til mig, saa vi kunne faa boarding passene printet ud.

Louises blodtryk var godt oppe at ringe en overgang, men som altid fik jeg hende snakket ned paa jorden og min elskede fik hende selvfoelgelig frem til tiden og minsandten om ikke ogsaa veninden dukkede op foer det blev alt for kritisk. Saa vidt jeg har hoert undgik veninden ogsaa at blive haandkvaerket inden afrejse, saa nu haaber vi de begge er ankommet til Ibiza i god behold.

Vi har tit snakket om at flytte alle mulige steder hen, men jo aeldre boernene bliver, jo mere synes jeg naesten de har behov for at have os taet paa. Desuden kunne vi da slet ikke undvaere dem i laengere tid af gangen. 

Himmelbjerget Box Hill

Vi var saa svineheldige at faa endnu en dag med 18 graders foraarssol og bedst som vi sad og noed vores formiddagskaffe sagde min elskede pludselig "lad os koere en tur til Box Hill". Han ved godt han ikke skal sige den slags to gange for at jeg slaa til, saa vi skyndte os at blive faerdige med det der skulle goeres og foerst paa eftermiddagen havde vi sat snuden mod Box Hill. Der var faktisk ingen af os der anede hvor det laa, men heldigvis er baade internettet og landkortet opfundet, saa det tog ikke laenge at planlaegge turen. Det viste sig Box Hill ligger i Surrey (ikke Kent, som jeg troede!), bare 25 mil her fra (omkring 40km).

I loebet af ingenting stod vi og noed denne fantastiske udsigt! Taenk sig at vi aldrig havde vaeret der foer, til trods for vi begge ELSKER en god udsigt og vi er rimelig flittige til at tage paa udflugt. hvor vi stod var over 200m over havets overflade, saa vi omdoebte det lynhurtigt til Himmelbjerget... :)
Ved de flotteste udsigtspunkter er der vist hvad man ser og hvor, som f.eks. her, hvor man skal kigge 8 miles hen, for at se Gatwick. Det hoejeste tal jeg saa paa stenen var vidst omkring 25 mil og det kan man da kalde udsigt!

Vi blev staaende lidt, men maatte flytte os, saa andre ogsaa kunne komme til. Vi var nemlig ikke de eneste der havde faaet den gode ide at tage til Box Hill. Der var utallige mennesker i naesten ingen toej. Jeg begriber ikke de ikke laerer det, det er helt 100% sikkert at halvdelen bliver syge, for skoent det var laekkert og varmt, saa er vi altsaa stadig i April!

Der er mange forskellige gaature paa stierne i skovene omkring bakken og vi startede ud paa den groenne sti; en sti skulle vi jo vaelge!

Den groenne sti foerte os til den mest specielle grav jeg nogensinde har set og med min fortid som kirkegaardsgartnerassistent og min passion for kirkegaarde har jeg da lidt erfaring at traekke paa. Paa stenen staar der skrevet: "Major Peter Labelliere, 75 aar, en eksentrisk indbygger i Dorking blev begravet her med hovedet nedad. 11 Juli 1800". Eksentrisk daekker det helt aerligt ikke, hvis du spoerger mig. Hvem hulen kunne finde paa at oenske at blive begravet staaende paa hovedet, isaer naar udsigten fra stedet hvor han er begravet er saa flot som den er!

Min elskede ville tage et billede af mig og udsigten, men var meget nervoes for om jeg skulle falde ned. "Bare rolig" sagde jeg og mens han vendte ryggen til, skyndte jeg mig at kravle op i et trae. Han var paa nippet til at faa et hjertetilfaelde. Der var langt ned bag traeet og min elskede er ikke glad for hoejder! Han glemmer vidst af og til at hans kone voksede op paa landet og var en habil abekat i et trae indtil en vis alder. :)

Uanset hvordan man vender og drejer sig i omraadet bliver der ved med at dukke flotte udsigter op. Vi snakkede om at til trods for der ville vaere endnu paenere saa snart der begynder at komme lidt blade paa traeerne, saa er det nu man faar den flotteste udsigt.

Oppe ved toppen af bakken ligger resterne af et gammelt fort fra omkring 1890, hvor man var bange for invasion fra fastlandsEuropa. Det var nu ikke noget vi kiggede naermere paa, men nu ved vi da hvor det ligger, hvis lysten skulle melde sig.

Skoven paa Box Hill er ejet og bliver vedligeholdt af the National Trust (den engelske naturfredningsforening), som er en fantastisk organisation, som vi stoetter med den stoerste glaede. Hesten, som er en arbejdshest af typen fra Ardennerne, havde hjulpet til med udtyndningen af laerketraeerne. Det var tilfaeldigt at det lige var i dag vi var der, men vi kunne se paa folkene at arbejdshestene var et rigtigt tilloebsstykke. De er altsaa ogsaa bare imponerende. Jeg maatte lige hen og roere ved mulen paa det smukke dyr. Den havde stadig sin vinterfrakke paa og svedte bravt, men alligevel skulle jeg have fingrene i den. Jeg elsker duften af hest.

Vi snuppede lige et kig mere ud over vidderne inden vi fandt tilbage til bilen igen for at begynde at finde hjemover. Vi var begge enige om at det bestemt ikke var sidste gang vi var paa Box Hill!

Turen ned fra Box Hill boer koeres via "the Zig Zag Road", som er lige praecis det - en zig zag vej! Bakken er stejl og paa en eller anden maade skal man jo ned, saa vejen er akkurat som navnet betegner den. Man foeler virkelig som om man er paa bjergkoersel, til trods for bakkens egentlig ringe hoejde. Oh well, for en dansker er den altsaa ikke nogen bakke, men et bjerg!

Vi koerte videre op mod Epsom, hvor Epsom Downs race track har hjemme. Der var ikke en sjael at se der i dag, da alle heste og hestefolk var i Aintree for at deltage i the Grand National, som er et aarligt hestevaeddeloeb som hele landet deltager i, ja altsaa lige ud over os der tager paa udflugt andetsteds.

Omraadet hvor hestevaeddeloebsbanen ligger hedder Epsom Downs. Det er et meget naturskoent omraade og ogsaa byen Epsom er meget koen og hyggelig. Byen ligger i StorLondon, men omkring 30 km fra centrum af London. Fra toppen af Epsom Downs har man en fantastisk udsigt nord mod London. Jeg kan lige forestille mig udsigten der om aftenen, naar lyset er taendt og himlen er moerk. Det skal vi vidst lige have kigget paa en aften.