Den paene vej hjem

Da jeg steg ombord paa flyveren i Edinburgh den anden dag, kom jeg i tanker om hvor jeg skulle flyve hen. Flyvemaskinen var nemlig en lille 80-saeders, som er et standard fly til London City Airport. Paa udturen havde vi vaeret med en 100 saeders, som nok er det stoerste fly der flyver der fra.

Jeg elsker at flyve og proever saa vidt muligt at faa en vinduesplads, saa jeg kan have mit billedferingsapparat parat, naar der sker noget spaendende nedenunder os. Efterhaanden har jeg en hel del vingebilleder i albummet og der kommer helt sikkert flere til.

Jeg har saa tit taenkt paa at jeg burde have et godt, detaljeret landkort med naar vi flyver nogen steder hen, som jeg ikke kender ret godt, for det kan irritere mig graenseloest, naar jeg ikke kan regne ud hvilken vej vi flyver. Denne oe kunne jeg nu godt regne ud var the Isle of Man, men jeg maa indroemme det sommetider kniber med geografien!

Naar man flyver til City Airport faar man den helt store bytur, da indflyvningen er noget stejl og man bliver noedt til at komme ind over floden, for at kunne lande. Jeg hang som saedvanligt ud af vinduer og doere, for at se om jeg kunne se hvor vi var og pludselig kunne jeg se vi floej over hvor vi bor. Jeg vinkede naturligvis og monstro ikke min elskede vinkede igen?

Det stoerste buk paa Themsen er det stykke der gaar rundt om Canary Wharf omraadet, saa det er ikke svaert at orientere sig, naar foerst man faar oeje paa det. Bag det store buk kan man ane lufthavnen i baggrunden, med en lille havn paa hver side af landingsbanen.

I dagene efter den 11. September 2001 synes jeg det saa meget drabeligt ud, naar flyverne floej ind til City. Fra det kontor jeg arbejdede paa dengang kiggede vi lige over paa Canary Wharf og hver gang en flyvemaskine kom ind i billedet holdt vi vejret en lille smule, indtil vi var sikre paa den floej over bygningerne!

Kaptajnen var i godt humoer og gav os loebende kommentarer om hvad det var vi floej over. Det synes jeg er saa hyggeligt, for det er da et tegn paa en mand der nyder sit arbejde. Han havde ikke mange passagerer med, men i hvert fald mindst en af dem vaerdsatte hans indsats - og den paene flyvetur. :)

Lige ved og naesten...

Som af og til er tilfaeldet, begyndte dagen i dag midt om natten (laes: foer klokken 7!) og i stedet for de saedvanlige 10-12 km til kontoret var vejen 650km eller saadan noget lignende. Alle der har skreget af grin over filmen "Planes, Trains and Automobiles" har lidt af en ide om hvordan min dag er gaaet.

Foerst koerte min elskede mig til toget til Gatwick Airport. Toget koerte til tiden og alt aandede fred og idyl. Sydterminalen er under ombygning og paa grund af "omkoersel" var jeg naer endt paa det forkerte fly - i hvert fald opdagede jeg pludselig at til trods for jeg var blevet sendt til afgangshallen, saa var det altsaa i den forkerte terminal! 

Oh well, jeg hoppede paa det lille interne tog og steg snart ud i Nordterminalen, som bare er blevet saa flot og bestemt ikke bliver grimmere af at der foregaar en utrolig smuk solopgang udenfor.

Min kollega ventede paa mig i afgangshallen (den rigtige...) og tog foeringen ud til gaten. Hun rejser den rute mindst en gang i maaneden, saa jeg gik bare med, indtil vi naaede det samme sted hen for tredje gang og saa skulle vi pludselig skynde os ud til flyveren.

Flyveturen var smuk som bare pokker. Vi floej en helt anden rute end vi plejer, nemlig soenden om London og tilbage mod vest og op mod Irland, inden vi landede i det sydoestlige Skotland, naermere bestemt Edinburgh.

Der var saft suseme koldt i Edinburgh. Da vi landede ved 10-tiden var der stadig minus fire grader. Sidste vinter havde vi for foerste gang i nok over 20 aar et par minusgrader i loebet af dagen i London, saa minus fire er helt uhoert for os i dagtimerne.

Dagen var lang som bare pokker, men ogsaa rigtig produktiv og hele besvaeret med den lidt knudrede tur vaerd.

Da solen var gaaet ned over Donaldson's college hoppede vi i en taxa tilbage til lufthavnen, hvor vi var ankommet i ret god tid, saa vi satte os i baren og snuppede et glas vin. Vi undrede os meget over at vores gate ikke blev annonceret og pludselig stod der "gate closing" paa skaermen. Vi samlede vores skrammel sammen og skyndte os til gaten - som var lukket... GULP!

Til trods for jeg elsker Skotland, saa havde jeg altsaa ikke meget lyst til at sidde i Edinburgh lufthavn indtil vi forhaabentlig kunne komme med det naeste fly. Der var en af gate personalet, som have medlidenhed med os og gik ud og tog sig en snak med piloten, som heldigvis var nok saa venlig som ham der gav skideballen, da vi naaede til flyet. "Stod det til mig var I blevet her, men piloten besluttede sig for at tage jer med"! Vi takkede og gik med boejede hoveder ned gennem HELE flyet, for selvfoelgelig var der ingen pladser taet ved indgangen. Vi turde ikke kigge paa hinanden inden vi var godt og vel i luften og sidemanden var faldet i soevn og saa doede vi altsaa af grin - af lettelse! Kun en gang er jeg kommet for sent til et fly og den rekord er jeg egentlig ganske stolt af, taget i betragtning af hvor meget jeg af og til flyver. Rekorden holder endnu!

Turen gik til Edinburgh

Jeg havde aerinde paa vores kontor i Edinburgh i gaar. Jeg burde komme der noget tiere, men har simpelthen ikke haft tid i det sidste aars tid. Det raadede jeg bod paa i gaar og efter sigende skal der klemmes endnu et visit ind inden aaret er omme. Jeg glaeder mig allerede!

Efter en lang dag, som startede med 45 minutters forsinkelse paa flyveren (sgu!), havde jeg lige en times tid til raadighed inden jeg maatte vende snuden tilbage mod lufthavnen. Saadan en time kan man ikke lade gaa til spilde, naar man er mig - og det er jeg jo, saa jeg skyndte mig at gaa oest paa, naermere bestemt mod midtbyen. I loebet af kort tid blev jeg moedt med dette skoenne syn af eventyrslottet paa bjerget. Jeg husker endnu, som var det i gaar, da jeg for foerste gang saa det syn.

Mens jeg gik ned gennem Princess Street Gardens gik jeg sgi da og blev helt nostalgisk. Da jeg i tidernes morgen var au pair i Glasgow kom min soede moar og soester paa visit i efteraarsferien. De skulle naturligvis slaebes med til Edinburgh, saa det ogsaa kunne se slottet og alt det andet spaendende jeg allerede havde fundet der. Ih, som var jeg stolt, da jeg fandt frem til den fish 'n chips shop der solgte fish 'n chips i avispapir, saa de to kunne proeve den aegte vare. Maaltidet blev indtaget i Princess Street Gardens - naesten paa dato for 26 aar siden. For hulen, hvor var det bare en skoen uge!

Himlen er altid meget dramatisk i Edinburgh, paa grund af kombinationen af bjergene i nord, havet i oest og den lille detalje at de har en hel del "vejr" i Skotland. Jeg var au pair i praecis et aar og i hele det aar regnede mindst en lille bitte smule hver evig eneste dag - lige undtagen den uge hvor moar og Irene var paa besoeg - og saa den uge hvor min au pair mor fik solstik! Ja, det kan lade sig goere i Skotland. :)

Edinburgh var virkelig kommet i efteraarstoejet i forhold til London. Jeg vil skyde paa de er en 2-3 uger foran os. Det virker helt utroligt, men det er selvfoelgelig godt 400 mil (omkring 650km) nord for os (paa samme ehmmm... breddegrad??? som Koebenhavn) - 55 grader nord. :)

Der er mange trapper i Edinburgh - rigtig mange trapper. Jeg noedes med at bestige et par stykker af dem, da jeg virkelig kun havde tid til at fraese gennem byen, mens jeg knipsede til hoejre og til venstre og fantaserede mig til et laengere ophold i naermeste fremtid. Maaske min elskede kunne loesrive sig fra husbygning i December maaned og komme med op, saa vi kunne snuppe en weekend i den smukke by?

Ved toppen af det sidste trappetrin - og saa lige lidt laengere oppe til hoejre ligger ekserserpladsen foran the Castle. Den ser ikke saa imponerende ud fra denne vinkel, men naar den er fyldt med saeder og the Edinburgh Tattoo er i fuld sving, saa er den lige praecis det - imponerende. Jeg kunne godt taenke mig at oplevet Tattooet igen engang, for det er bare saa speciel en oplevelse, selv for en militaernaegter som mig.

Billedet her er taget mod vest/syd vest (som den vaagne laeser maaske har gaettet, da de spottede solnedgangen...) For nok godt 20 aar siden boede jeg faktisk lige deromme bag slottet i en 5-6 uger, da jeg var blevet sendt til Skotland med firmaet, for at hjaelpe med at aabne et nyt hotel. Det er en helt anden historie, men for hulen hvor vi havde det sjovt!

Jeg gik (laes: rendte!) ned ad the Royal Mile, for at komme tilbage ned til Waverley Station, hvorfra der gaar en lufthavnsbus. De er igang med at bygge en sporvogn, som blandt andet skal gaa fra midtbyen ud til lufthavnen, men det projekt er virkelig et langtidsprojekt og meget lidt populaert med indbyggerene; ikke fordi de ikke vi have en sporvogn, men fordi det simpelthen har taget en evighed at faa noget som helst gjort.

Jeg naaede lige at sende et blik ned til hotellet, som da det blev bygget var en "Scandic Crown", men nu tilsyneladende er en Radisson SAS. Maaske de kunne finde et billigt vaerelse til et par farende svende, naar en dag vi vender snuden mod nord.

Jeg var lige paa nippet til at blive haengende for laenge, og gemte mit besoeg hos Lickety Splits, som har danske lakridser... til naeste tur til norden. Jeg har lovet at give varsel inden jeg kommer igen og har saa til gengaeld faaet lovning paa der er lakridser paa lager. Det lyder ikke saa ringe. Gad vide om man kan faa skotskternede lakridser? Man kan i hvert fald faa alt muligt andet i diverse tern. Se f.eks. den sexede lille kjole til hoejre i vinduet. Den er sgi da fed!

Aftenens godnatbillede

Aftenens godnatbillede forestiller en nordlig himmel mod oest ved solnedgang. Historien foelger i morgen, for i dag har vaeret lang nok allerede.

En tidlig start!

Klokken 04.25 i morges bippede min telefon og NEJ, det var ikke nogen fejl, det var fordi det var paa tide jeg stod op! Jeg er over hele hovedet ikke programmeret til at staa saa tideligt op, men der var et moede der ikke kunne vente og der var lidt langt at gaa!

Vi har en del kontorer rundt omkring i landet og allesammen forventer de et lille visit mindst en gang om aaret. I dag var det Edinburghs tur til at faa besoeg fra London og min kollega og jeg havde lavet en aftale i en kaffebar i Heathrows terminal 5 - for at naa en flyver klokken 06.50. :(

Jeg flyver normalt ikke fra Heathrow, hvis jeg kan undgaa det, for det er jordens mindst praktiske lufthavn for us at flyve fra. Heathrow og Gatwick ligger begge knap 25 miles (knap 40 km) vaek, men turen til Heathrow er gennem byen, mens turen til Gatwick hovedsageligt er via hoved og motorveje. Det goer en stor forskel paa den tid det tager at komme frem og tilbage. Heldigvis har jeg jordens bedste mand, som gladeligt staar op midt om natten for at koere sin frue til lufthavnen til tiden; ogsaa naar hun skal til Heathrow!

Da vi ankom i Edinburgh gik det pludselig op for mig at jeg ikke anede hvor jeg var! Til trods for jeg har vaeret i Edinburgh rigtig meget og faktisk engang var der i en 6-8 uger i straek, saa har jeg aldrig floejet der til foer. Jeg har altid floejet til Glasgow og taget toget eller bussen paa tvaers, eller har taget toget direkte fra London til Edinburgh. Det var lidt en underlig fornemmelse, naar jeg gik og troede jeg kendte byen. Oh well, nu ved jeg det til en anden god gang. Lufthavnen ligger lige vest for centrum.

Vores taxa chauffoer koerte som doed og djaevel og satte os af uden for denne flotte bygning, som har huset Donaldson's College, et institut for doeve, i 150 aar indtil instituttet flyttede i moderne bygninger og solgte den oprindelige bygning til lejligheder! Det er et utroligt flot sted og der er ingen tvivl om at der bliver rift om de boliger. Der er en fed udsigt op over the Lowlands og ogsaa til the Castle. Alle steder i Edinburgh har man udsigt, da der er meget bakket. Det er saa smuk en by, men desvaerre havde jeg ikke tid at bruge der denne gang.

Jeg ville bare ikke faa lavet en pind, hvis jeg arbejdede paa det kontor, jeg ville haenge ude paa balkonen og tage billeder i stedet for at sidde og kukkelure inde paa kontoret. Gad vide om ikke jeg burde vaere blevet post, de er vidst nogen af de eneste der faar penge for at gaa og gaa, gaderne tynde. :)

Naah, jeg fik ordnet det jeg skulle have ordnet og snart begyndte alle at panikke om vi kunne naa vores flyver hjem igen. Det var der godt nok mange der skulle involveres i og alle havde de en mening om hvor laenge det ville tage at koere i lufthavnen... :)

Jeg havde oprindeligt haabet paa vi kunne have arrangeret dagens moede i morgen i stedet, for saa ville jeg vaere blevet deroppe i et par dage, da min moster og familie er paa folkedansetur til Irland, Nordirland og Skotland og det ville da vaere fedt om vi lige kunne naa at se dem ogsaa, naar de kommer til Edinburgh loerdag. Det lykkedes saa desvarre ikke. :(

Turen fra Edinburgh til Heathrow tager lige saa lang tid som turen fra Stansted til Esbjerg og jeg naaede lige at faa 20 minutter paa oejet paa hjemturen. Joesses, som var jeg bare traet! Min elskede havde lovet at hente mig, men blev lidt forsinket, saa jeg snuppede et par billeder i den flotte nye terminal bygning. Jeg er vild med den, ville bare oenske den ikke laa saa hulens langt vaek!

Naah ja, ok, lige indtil jeg ser hvor lavt flyverne haenger over vejen og hvor tit de kommer. Jeg vil skyde paa at paa indflyvningsruten kommer der en kaempe larmende maskine mindst hver andet minut. Hold fast, hvor maa det vaere skraekkeligt at bo ved lufthavnen. Pludselig saetter jeg pris paa mine knap 25 mil - uanset trafikken. Naeste gang jeg skal til Edinburgh vil jeg dog overveje at rejse fra City airport, det er grangiveligt noget taettere paa!