Tony Blair fylder 10 aar som Prime Minister i dag.
Det har vaeret 10 turbulente aar og hvis ikke det havde vaeret for den forbistrede Iraq-krig, saa ville jeg kalde dem 10 gode aar, til trods for diverse problemer. Iraq-krigen har oedelagt min tillid til en ellers udemaerket PM.
Selvfoelgelig har det ikke vaeret en dans paa roser i de sidste 10 aar, men vi havde saft suseme meget der skulle ryddes op i, efter en livstid (18 aar) af aar under en skraekkelig konservativ (folkevalgt... SUK!) regering.
Jeg troede aldrig vi skulle slippe af med de konservative, da John Smith doede i 1994/5 stykker! Han lignede paa davaerende den perfekte Prime Minister, men det kan vaere han ville have vaeret elendig. Det finder vi aldrig ud af.
I 1997 var det ikke svaert for Tony Blair og hans kompaner at goere en forskel. Der var RIGELIGT at give sig til at rydde op i efter ders forgaengere.
Det bliver spaendende at se hvad der sker ved det naeste parlamentsvalg - HVOR JEG KAN STEMME, for foerste gang siden jeg fyldte 18.
Taenk sig at jeg var saa sentimental at jeg fraroevede mig selv det valg i saa mange aar!
Det bliver nok ikke svaert at regne ud hvad der vises paa samtlige tv-kanaler i aften... Naar man ser paa de forskellige billedkavalkader over de sidste 10 aar er det ikke til at forstaa at 1997 pludselig ser pre-historisk ud. Det er da ikke saa laenge siden - eller er det?
2 kommentarer:
I den irskhistoriske kontekst bliver Tony Blair en sand legende!
Thank you Mr. Prime Minister!
Det er jeg sandelig glad for at hoere. Ikke fordi jeg har noget saerligt stort behov for at nogen skal rose vores prime minister, men "praise, where praise is due!"
Send en kommentar