Jeg havde ikke tid til at stoppe og spoerge om de var del af en parade, eller hur, men det kan da vaere jeg ser dem igen til naeste aar. Alle var fint i toejet, med fjer i hatten og hvad ved jeg. Hyggeligt!
Grunden til jeg havde saa travlt med at komme afsted var at jeg havde lovet mig selv et oejeblik i Postman’s Park, foer jeg skulle optraede paa slap line ved moedet. Jeg skulle give en praesentation og skulle lige samle mine tanker (og mine sommerfugle) inden da og der er ikke mange steder mere fredeligt end Postman’s Park.
Jeg satte mig paa en baenk og noed de smukke blomster og traeer. Min elskede ringede for at sige alle de rigtige ting for at faa sommerfuglene paa plads, man skulle tro han vidste hvor jeg var. Timingen var fantastisk!
Fra hvor jeg sad havde jeg udsyn til de flotte fliser, der markerer almindelige mennesker der er doede i en heltedaad i hverdagen. Teksterne paa fliserne er saa smukke og humane – og alle har de den samme glade og samtidig soergmodige besked om hverdagens helte, der ofrede sig selv for at redde en anden.
For nyligt blev der foejet endnu en flise til vaeggen for Leigh Pitt, der reddede en dreng fra druknedoeden. Leigh Pitt’s flise er den foerste nye der er blevet tilfoejet i 70 aar og nu er det blevet besluttet at aabne vaeggen for flere mindefliser. Da jeg stod og tog billeder kom jeg i snak med en kone fra the Watts Gallery. Watts var personen der startede mindevaeggen for mange aar siden og galleriet havde lige strammet et skilt med vaeggens historie op og var ved at pakke sammen til at gaa hjem. Skiltet maa jeg fotografere en anden dag, for jeg opdagede pludselig at jeg hellere maatte komme videre i teksten. Sommerfuglene var floejet og jeg havde travlt!
Jeg naaede dog lige et billede mere – af en buket fra “Mor”. Jeg gaar ud fra den var fra Leigh Pitt’s mor. Hvor maa hun vaere glad for mindeflisen. Det er sgi da et fantastisk minde over hendes elskede soens heltedaad.
Praesentationen gik over al forventning.
