Julen i familiens skoed

Siden juledag har vi haft vores David paa besoeg. Som altid har han budt paa alt fra smil til frustration, men hovedsageligt glaede. Vi laerer saa meget af at have ham i vores hjem og er saa glade for vi tog beslutningen for mange aar siden at goere en indsats for at give ham lidt normalt familieliv. 

Jeg spoerger altid efter personalet hvor han bor og ogsaa efter de andre beboere, i et forsoeg paa at forstaa lidt om hvad der foregaar i hans hovede og hans hverdag. David kan godt lide den slags samtaler, for de er ikke saa "svaere" og vi kan komme igennem mange saetninger foer ordsalaten begynder at stroemme. Man laerer jo moenstret med tiden. :)

En af vores samtaler i denne uge var omkring de andre beboere. Vi snakkede om hvem der bor i hvilken lejlighed og hvor laenge de har boet der. Det viser sig at to af de andre mandlige beboere, som er paa ca. den samme alder, er kommet fra den samme institution som David, da det nuvaerende bosted blev aabent. Det havde vi ikke fundet ud af foer. Den ene af maendene lider af nyresvigt og gaar derfor i dialyse. "Det er fordi han er syg; vaesken i hans nyrer virker ikke" forklarede David og det er jo ikke helt forkert. "I don't want him to die, because I like him" kom der saa pludselig. Saadan noget snak hoerer man ikke normalt fra David, som ikke har saerligt naere baand til andre end os. Bemaerkningen er en af de bemaerkninger der bliver skrevet ned, saa vi husker den naar David skal have sit halvaarlige besoeg af sin psykiater. 

I dag var Davids ferie ovre og vi afleverede ham hvor han bor. Vi skal lige have snakket lidt med personalet om kammeratens sygdom, med en lidt lusket, men velmenende bagtanke. David naegter at faa taget blod, fordi han er bange for naale, men mon ikke vi kan finde en vinkel for at vise ham hvor vigtigt det er - jeg tror det. :)

Uldfri zone

Engang var jeg en meget flittig strikker. Der gik naeppe en dag uden strikketoejet var fremme. Strikketoejet er et godt redskab mod stress, plejer jeg at praedike, saa selvfoelgelig har jeg intet haft paa pindene over det sidste aarstid, hvor der da af og til er sneget sig en liiiiille bitte smule stress ind. Hvem lytter til ens egne gode raad?

Denne weekend har vi vores David paa besoeg, saa her er stressfri zone. 

Efter vi havde spist morgenmad i morges gik min elskede ud for at klippe plaenen, mens David og jeg blev siddende ved bordet og snakkede. Det er lidt alternativt at foere en laengere samtale med en schizofren, da man kommer omkring mange usammenhaengende emner paa ganske kort tid, men jeg er en taalmodig sjael og lader ordsalat vaere ordsalat og proever paa at faa lidt sammenhaeng ud af det. 

"Du er altsaa ret cool" sagde David pludselig og jeg blev helt paf. "Hvorfor synes du jeg er cool", spurgte jeg og saa svarede han "fordi vi sidder her og foerer en samtale". Det glaeder os bare saa meget at vi har chancen for at give han lidt normalitet i hans liv. Alle boernene kom og spiste med os og David var i den syvende himmel. Bebsen er gammel nok til at kalde ham Uncle David og han straaler som en sol, naar hun goer det. Spunken bliver dikket og prikket til og af og til faar han ogsaa lov at sidde lidt paa det store menneskes knae, men ikke for laenge, for han spraeller for meget til Davids temperament; han er bange for at tabe ham. :)

Da boernene var taget hjem og David havde sagt godnat satte jeg mig ned med strikketoejet. Nu skulle det vaere og denne gang er det et projekt der skal goeres faerdig inden der er gaaet flere maaneder og aar! 

I dag er det et aar siden vi solgte det gamle hus og det var are det helt rigtige at goere. Vi er bare saa glade for vores nye hjem, som er noget mindre end det gamle, men her er stadig sagtens plads til os allesammen.