I det store hele er min elskede og jeg egentlig ganske enige om hvor skabet skal staa og hvis der er noget den ene braender specielt for, saa faar vedkommende som regel ret.
For en uges tid siden sendte vi alle vores interne doere til terpentinbad (eller hvad hulen nu de dypper dem i) for at faa 80 aars maling taget af uden at skulle bruge alt for meget knofedt paa sagen. Doerfirmaet ringede i morges for at spoerge om vi kunne tage imod doerene i dag og det kunne vi.
Elleve interne doere og en ny fordoer staar nu ca lige saa rene som da de foerst blev skabt. De skal toerre i et par uger, inden man kan begynde at slibe og male paa dem og saa faldt samtalen naturligvis paa hvad der skulle goeres ved dem.
Det viste sig at vi var helt enige om at de invendige doere skal vaere hvide, men fordoeren. Jeg sagde "knaldroed" i munden paa min elskede, som sagde "groen". Hmmm... den skulle lige drejes. Vi kunne begge godt blive enige om blaa, men saa var der jo ingen der var saadan helt tilfreds med resultatet og det er alligevel lidt pjattet, naar vi plejer at lade hinanden faa ret.
"Jeg skal lige vise dig en butik" sagde min elskede og saa susede vi til Penge (ja, det hedder omraadet altsaa!) for at besoege The London Door Company. I butikken sad en ung mand og spillede ukulele. Han kan lige skimtes i billedet. :) Vi fik en laengere lekture om doere, stilarter, farver og hvad ved jeg. Vi befamlede doere til den store guldmedalje, beundrede beslag og glas og saa ytrede min elskede "du skal lige se denne her, den er bare saa flot". Doeren var knaldroed! :)
