Flammeloeberen fra Fur

Da jeg saa de olympiske flag haenge i traeerne paa Cheapside i dag, da jeg var ude til lunch, kom jeg i tanker om at det var i dag den paralympiske flamme skulle komme igennem the City. Jeg skyndte mig tilbage til kontoret og fandt ud af at flammen var temmelig forsinket - saa forsinket at jeg kunne naa at se den! :)

Lidt over tre kunne jeg stille mig sammen med alle de andre der var gaaet ud i regnen for at se flammen og vente paa den ankom og det gjorde den. Formatet var stort set det sammen som til den oprindelige flammefaerd, med den lille undtagelse at skoent kun en havde flammen taendt, saa gik flammebaererne i samlet flok, ca. 5 ad gangen.

Vi havde en lille forsmag paa efteraaret i dag, med regn og lidt koeligere temperaturer, men det blaeste folk hoejt og flot paa og rigtig mange var dukket op for at se flammen.

Selve faklen var denne gang soelvfarvet, men ellers magen til den der blev brugt for nogle uger siden. Dragterne, som fakkelbaererne bar, var ogsaa en smule anderledes, med smaa friske farvepust  paa skuldre og bag knae.

Da jeg opdagede hvor sent faklen var paa den, gik det pludselig op for mig at jeg sagtens kunne naa at fange den igen i the Docklands, paa vejen hjem fra arbejde. Jeg satte mig for at hvis vejret klarede op, ville jeg se om jeg kunne snuppe et par billeder der.

Jeg arbejdede i the Docklands i naesten 10 aar, saa da jeg saa ruten, kunne jeg godt regne ud hvor jeg skulle begive mig hen, for at faa det bedste udsyn. Jeg regnede rigtigt - saadan virkelig for alvor rigtigt!

Det lykkedes mig nemlig at faa mig strammet an lige praecis der hvor flammen skulle overdrages fra en baerer til en anden. Flammebaererne var bare saa paerestolte og morede sig lidt over hvem skulle have flammen foerst. 

Til trods for de mange fakler, var der naturligvis helt styr paa hvem der overrakte til hvem. Den blonde kvinde gav sin flamme til den roedhaarede og saa var feltet paa vej igen. Jeg snakkede med en af de frivillige, som fortalte mig at de havde sendt en "stikling" af flammen over til det olympiske stadion, da de var nervoese for at risikere at den ikke naaede frem til tiden.

Jeg kunne nu godt lige vaere smuttet til Stratford med saadan en fakkel, hvis det skulle vaere, men det var der nu ingen der bad mig om. I stedet fik jeg endnu engang lov til at holde faklen, inden jeg gik hjem og satte mig til at se aabningsceremonien - og sikken en!

Nu mangler vi bare de famoese ord: "Let the games begin" og saa kan vi glaede os til endnu et par uger med ufattelige bedrifter paa sportsbanen.

Anden sidste dag med flammen...

Der kom en email rundt til alle fra vores personalekontor den anden dag, hvor der blev givet detaljer om hvornaar den Olympiske flamme ville komme igennem the City. Det havde jeg sgi da ikke skaenket en tanke, men jeg er da altid frisk paa en lille udflugt - isaer i arbejdstiden... saa selvfoelgelig maatte jeg ud endnu engang og kigge paa.

Ved the Museum of London er der en del gangbroer, som udgoer et fortov i foerstesals hoejde. Jeg smuttede op i hoejderne med en haandfuld kolleger, da vi antog at der var stoerre sandsynlighed for vi kunne se der fra. Vi var ikke de eneste der havde faaet emailen!

Vi ankom lige praecis for sent til at se flammen ankomme til museet, men kunne se paa folkene nedenunder at de nok havde en rimelig udsigt. :)

 Flammen var en tur inde i museet - dog ikke i en fakkel, men i en lille lanterne. Paa billedet ovenover kan man se en af sikkerhedsfolkene (midt i billedet til venstre)bringe lanternen ud, saa den naeste fakkel kan blive taendt.

Denne gang blev det Peter McHugh De Clare,  der loeftede faklen og stolt rendte op ad St Martin le Grand, med den saedvanlige garde omkring sig. Koedranden hujede og klappede og noed det lille aandehul fra kontoret.

Lidt senere paa dagen havde jeg et moede et par gader vaek fra kontoret. Paa tilbageturen moedte jeg disse to udenfor the Guildhall. jeg fandt ikke lige ud af hvem de var, men da jeg spurgte den unge mand om han var stolt, var jeg bange for han skulle knaekke ryggen, saa rank blev den. :)

Aaah og billedet med faklen snupper vi lige igen. Haand paa faklen; den er min! Min elskedes reaktion, da jeg sendte billedet til ham: "You're UNbelievable". :) Jep - jeg fik lov at holde den og lovede naturligvis at jeg ikke ville rende vaek med den, hvis ejeren gav slip. "Jeg er en 100 meters sprinter" paastod han grinende. :)

Mit livs flamme

Saa er de Olympiske lege for mig skudt igang og pludselig er der bare faa dage til den store aabningsceremoni. Flammen rejste gennem vores High Street i morges, lige ved gaa paa arbejde tid, saa selvfoelgelig var jeg paa pletten. :)

Jeg var ikke helt sikker paa hvad jeg kunne forvente, saa jeg gik ned og strammede mig an ved vejkanten og ventede paa at "noget" ville ske. Jeg ventede ikke laenge, inden der pludselig loed sambarytmer og sponsorernes lastbiler dukkede op, til stor fanfare.

Nu om stunder forventes der en hel del mere af de Olympiske lege end bare sport. Der skal mange penge til at stramme saadan en affaere an og sponsorer som Samsung og Coca Cola goer hvad de kan for at man skal indse at andre maerker bare ikke dur til noget som helst. Jeg gad vide hvor meget de faar ud af saadan en reklame og om man overhovedet kan regne saadan noget ud.

Lloyds TSB er en af vores store banker; en af dem som naermest gik bankerot og nu er en stor procentdel af banken ejet af staten. For faa dage siden var der nyheder om at the Co-operative Bank har koebt en 5-600 af bankens filialer.  Jeg gad vide om nyhederne er ansvarlige for at banken maatte koere i denne gamle svend, i stedet for en af de ultramoderne som de andre sponsorer koerte i. :)

Endelig fik jeg oeje paa den lovede flamme og saa kom den gamle cirkushest op i mig. Jeg blev sgi da helt roerstroemsk og det kom helt bag paa mig at jeg skulle staa der og flaebe. Da jeg var barn og faktisk helt op til jeg var midt i tyverne, var jeg en ivrig atlet. Jeg dyrkede alt fra svoemning til haandbold, gymnastik og selvfoelgelig atletik. De er da umuligt ikke at lade sig rive med.

Flammen er blevet baaret af 8,000 forskellige mennesker landet over og har vaeret inden for 1 times rejse fra naesten alle hjem i hele landet, med undtagelse af nogle af de yderste af de Skotske oeer. En af mine kolleger i Edinburgh var blevet nomineret til at loebe en straekning, da flammen var i Skotland, saa vi foelte jo lidt som om vi allesammen havde vaeret med. :) Her er det Valerie Schilling der overfoerer flammen fra hendes torch til Van Truongs, som saa loeb smaa 500m, foer han gav flammen videre til Claire Hildreth.

Der er gaaet et kaempe stykke arbejde i at planlaegge denne kaempe event. Alt er timet og tilrettelagt til den mindste detalje og tidslinjen bliver overholdt til det sidste sekund. Hver aften i de sidste to maaneder har vi set endnu et lille stykke af flammens rejse og nu mangler den bare fire dage mere, foer den naar til den store aabningsceremoni.

Naar loeberne var faerdige med deres del af turen blev de samlet op af en af de officielle busser, til stor hujen og klappen af alle de andre loebere. Der var simpelthen en stemning af en anden verden.

Uden for vores lokale motionscenter blev der afholdt morgengymnastik til hoeje sambarytmer, i dagens anledning. Jeg har virkelig aldrig set saa mange folk ude paa gaden foer og anede slet ikke vi kunne stramme saadan en stemning an!

Jeg kunne ikke blive ved med at foelge med flammen og maatte vende om og begive mig mod kontoret. Turen gik ind om det lokale marked, som var i festtoejet i dagens anledning. Alle bodejerne havde knaldgule bluser paa, med "Lewisham Market" skrevet paa brystet.

Selv peberfrugterne var stadset ud i dagens anledning og saa sgi da ret festlige ud. For hulen hvor skulle man have saadan en flamme til at rejse gennem gaderne hver dag.

Paa loerdag begynder gaestebuddet. Der har vaeret rift om gaestevaerelset, men jeg tror vi har faaet logistikken til at du, det er nemlig ikke kun Olympiadearrangoererne der kan planlaegge, det kan fruen i huset ogsaa!