Vi gik ned gennem den lille park ved St Botolph kirken ved Bishopsgate og videre over gaden til en lille Greasy Spoon vi havde set et par gange, naar vi gaar forbi.
Cafeen viste sig at vaere en Ponti's, saa ikke en af de saedvanlige smaa luskede steder. Well, det var baade smaat og lusket, men ikke saadan paa den saedvanlige maade, men under lidt mere ordentlige forhold. Maden var skuffende, for at sige det mildt. Jeg fik en bagt kartoffel, som smagte af koeleskab! :( Oev, jeg hader mad der skuffer.
Vi tog en troestetur tilbage gennem parken, hvor jeg simpelthen blev noedt til at stoppe og fotografere dette smukke trae.Jeg havde aftalt med Lloyd at han skulle hente mig, saa vi kunne gaa i gym over for mit kontor. Det blev en 15 baner kortere tur end de 100 baner (1,600 meter) jeg havde planlagt, da det viser sig stedet lukker klokken otte om Fredagen. Oh well, intet er saa skidt at det ikke er godt for noget og efter som vi var saa taet paa Hoxton omraadet besluttede vi os for at spise Vietnamesisk.
Lloyd mente ikke det kunne svare sig at staa i koe paa Song Que Cafe og fik mig overtalt til at gaa paa Hanoi Cafe i stedet. Det faar han ikke lov til igen, for det bliver ikke et sted vi kommer til at frequentere!
Jeg fik krabbekloer, som jeg kunne have koebt bedre i "Iceland" og en skaal "rare beef pho", som var den slappeste balje pho jeg nogensinde har klappet oejne paa. Oev, hvor skuffende. Ikke engang oellen var god. Den var alt for fuld af gas og jeg foelte som om jeg havde faaet trommesyge da vi gik der fra. Naeste gang er vi enige om at gaa paa Song Que!
P.S. - bare rolig, vi overlever nok en enkelt dag med ringe mad. :)
