I Danmark ligger der hus ved hus

Da jeg var barn lavede min bedstemor mig en pude, som jeg fik i foedselsdagsgave. Jeg var vild med den pude, som var broderet i fine smaa korssting og foroven paa puden stod der "I Danmark ligger der hus ved hus". Puden boede paa min seng i hele min barndom. Den var nok ikke designet til at blive brugt i en barneseng, men jeg var saa glad for den og sled den naermest op. Stoffet blev helt tyndslidt og puden var ikke laengere udstillingsvaerdig!

Til min foedselsdag i aar fik jeg en meget flad pakke fra mine foraeldre. Jeg kunne slet ikke regne ud hvad det var, foer jeg fik den aabnet og fluks kom alle minderne tilbage. Mor havde kopieret designet og syet det op paa et nyt stykke stof. Denne gang skal der ikke laves pude af stoffet, men jeg vil have den i ramme til evigt minde om den skoenneste pude nogensinde.

Jeg proevede lige om jeg kunne finde et link til designet og fandt i stedet ud af at billedet er baseret paa en gammel sang, som jeg har kopieret her fra:

Digtet hører til Søderbergs "Gadens Digte".

I Danmark ligger der hus ved hus
Tekst: Edvard Søderberg, 1900
Melodi: Charles Kjerulf

I Danmark ligger der hus ved hus,
vel tusind små huse i rad,
med røde tage og skorstensrøg,
der dufter af middagsmad.
Vel tusind små haver med blomsterbed,
hvor levkøjer og asters gror -
med kirketårne bag bakkehæld,
og små bitte sejl over fjord,
- med kirketårne bag bakkehæld,
og små bitte sejl over fjord.

I Danmark løber der sti ved sti
og mødes ved alfarvej.
Der lærken synger, og droslen slår,
og gøgen kukker i maj.
I Danmark suser den grønne skov
og skinner den klare sol,
den skinner på herskabets liberi
og på luvslidt fattigmandskjol',
- den skinner på herskabets liberi
og på luvslidt fattigmandskjol'.

I Danmark ligger der hus ved hus,
vel tusind små huse på rad,
med røde tåge og skorstensrøg,
der dufter af middagsmad.
Jeg elsker alle de tage på rad
og alle de kålgårde små,
den susende skov og den blanke fjord
og solen, som skinner derpå,
- den susende skov og den blanke fjord
og solen, som skinner derpå.

Jeg elsker folket, de tusind små,
som i Danmark bygger og bor, -
fattigmandsrønne ved alfarvej
og fiskerbåden i fjord.
De tusinde små, der stredes i strid
og vinder kun fod for fod,
spe over dem, der vil folket til livs
og kue og knægte dets mod,
- spe over dem, der vil folket til livs
og kue og knægte dets mod.

Jeg kan sidde og kigge paa broderiet i timevis og huske alle de forestillinger jeg gjorde mig, naar jeg saa paa de fine huse. Jeg har altid oensket mig huset i oeverste hoejre hjoerne. Jeg tror sgi ogsaa det skal vaere de farver, hvis jeg nogensinde faar saadan et hus!