Dengang vi var i Istanbul...

Det er vidst paa tide jeg begynder at faa styr paa nogen af alle de billeder jeg fik taget mens vi var i Istanbul - og jeg lover dig det var mange!


Vi rejste hjemmefra klokken midt om natten (det betyder klokken var mindre end 06.00!). En af vores venner hentede os og koerte os til Terminal 2 i Heathrow, hvor vi skulle flyve med Swiss Air til Zurich og videre til Istanbul. Vi havde ikke specielt oensket at flyve via Zurich, men det var vel derfor billetterne var saa billige... Himlen var saa utrolig flot, som morgenroeden viste sig. Vi naermest hang ud af vinduer og doere og tog billeder - og var en pestilens for vores omgivelser. Pludselig var vi i Svejts og foerste del af turen var ordnet. Vi var lynhurtigt enige om at Svejts staar ret hoejt paa oenskesedlen for et sted vi kunne taenke os at kigge lidt naermere paa. Jeg sendte en hurtig textbesked til min veninde Inger, som bor der - og beklagede at vi ikke kunne naa ind og faa en kop kaffe, for svejtserne planlaegger saa praecist at vi kun havde omkring 45 minutter fra vi landede, til vi rejste igen.

De har et meget spaendende faenomen i lufthavnen, som aabenbart frekventeres af mange kameler, som ryger som en skorsten...

Vi snuppede en flaske Heidivand med i tasken og saa begav vi os op i de hoejere himmellag igen.

Der var masser af sne og bjerge at kigge paa og masser af smaa landsbyer der snor sig gennem dalene. Det er saa sjovt, naar man kan sidde og foelge med i folks liv fra 10kms hoejde. Jeg kigger tit op paa flyvemaskinerne og taenker paa om folk mon sidder og spekulerer i hvem der bor hvor - for det goer jeg altid selv, naar jeg flyver.

Strikketoejet blev fundet frem og inden vi naaede at taenke os om var vi landet i Istanbuls Ataturk lufthavn. Vi var enige om at tage med det offentlige ind til hotellet, for vi havde et godt kort med og kunne se at vi blot skulle skifte sporvogn en enkelt gang under vejs.
Det er helt vildt billigt at rejse med sporvogn i Istanbul. Man betaler bare YTL1.60 per tur og det er noget i regionen af 70p! Systemer virker upaaklageligt og inden laenge stod vi paa Sultanahmet sporvognsstation og kiggede paa kortet.

Folk stroemmede til og var saa behjaelpelige og viste os naeste helt til doeren af vores hotel. Vi foelte os saa velkomne fra det oejeblik vi satte fod i lufthavnen og var naermest overvaeldede over den fantastiske gaestfrihed vi moedte alle steder. Hotel Historia er ikke et hotel med stjerner, men et "special hotel" i Ottomansk stil. Hotellet er klinisk rent, sengene er gode, badevaerelset i orden og morgenmaden perfekt til mig. Personalet er saa soede og behjaelpsomme som man kunne oenske sig og jeg har kun en lille bitte kritik og det er at vaerelset godt maatte have vaeret en m2 stoerre, for saa ville der have vaeret plads til at staa ved begge siderne af sengen... Anyhow, vi klager ikke, vi betalte naesten ingenting for at bo der og vi blev passet og plejet i alle ender og kanter.
Udsigten fra vores vaerelse var over gaardhaven og naboens ehmmm... spaendende tag. Joesses, hvor har vi laert at hvis vi skal have noget bygget, saa skal vi sgutte have en haandvaerker der uddannet i Tyrkiet. Der er rigtig meget de er gode til i Tyrkiet, men at bygge og vedligeholde deres bygninger er de naesten lige saa gode til som i Spanien! De klasker nogt tilfaeldigt op og saa klistrer de det ind i puds, saa ingen kan se at de ikke ved hvad forbandt betyder!

Efter vi havde faaet pakket ud gik vi i baren og noed et glas tyrkisk oel (endnu en ting de er gode til i Tyrkiet - at lave oel!) mens vi kiggede lidt i guidebogen og tjekkede kortet for at se hvor vi i virkeligheden var landet. Vi kunne allerede maerke at det ville blive en spaendende weekend, for vi havde allerede faaet saa mange forskellige indtryk at vi boblede for at gaa ud og opleve.

Vi valgte en tilfaeldig gade og gik ned ad den. Vi kiggede os om i omraadet og lurede paa hvor vi monstro skulle spise til aften. Der var saa fantastisk mange muligheder og vi var bare skrupsultne, skoent klokken ikke var ret mange. Naar man flyver via Zurich faar man bare en lille klapsammen pizza undervejs, saa vi havde ikke spist ret meget hele dagen. Desuden var vi smadrede til atomer. :)

Vi fandt en hyggelig lille bitte restaurant, som saa ud som om den var blevet mast ind mellem to bygninger. I det hele taget saa stedet lidt tilfaeldigt ud, men vi var modige og blev beloennet med en skoen middag. Det var saa moerkt paa restauranten at billeder var en by i Rusland, med mindre man badede dem i blitzlys og det er altsaa synd at goere! Anyhow, et lille billede af deres fede lysekrone kunne jeg ikke dy mig for, saa den tager vi lige med her.

Efter vi havde spist var det blevet moerkt og koldt. Vi gik den lange vej hjem, bare for at kigge lidt paa omraadet og blev snart inviteret ind i en forretning (Aytek rugs), hvor personalet insisterede paa at vise os deres gaestfrihed ved at servere aeblete og ikke saelge os noget. Tyrkerne bruger meget milde salgsmetoder, men alligevel skal man vaere staerk nok til at sige nej! Det viste sig at vi slet ikke havde nogen brug for at sig nej til noget som helst, for gaet hvem arbejdede i butikken? Ingen ringere end Hodja fra Pjort!

Ok, saa han er blevet lidt tyndere i toppen, men han er stadigvaek lige saa fraek og soed som den skoenne knaegt jeg laeste om i 70erne. Vi faldt simpelthen for ham med det samme og han blev en tro foelgesvend og en stor hjaelp i de dage vi var der. Vi gaar allerede i tanker om en rejse sammen med ham og hans familie, men det vender vi tilbage til en anden dag.

Vi gik hjem om Sultanahmet moskeen, som ogsaa er kendt som den blaa moske, men den fortaeller jeg mere om en anden dag, for nu er det snart lunch - og jeg skal et sted hen hvor jeg aldrig har vaeret foer. Watch this space...