Min kollega og jeg gik ned i Barbican i dag og satte os og spiste vores medbragte mad.Mens vi sad og gumlede fik vi oeje paa en lille bitte brun aelling, der svoemmede afsted i hoej hast. Vi holdt lidt oeje med den og pludselig dukkede dens mor ogsaa op.
Foer vi fik os set om var der fire smaa brune dunbundter og saa dukkede der en mere op, men den var GUL. Skrigendes gul, ikke bare saadan lidt gullig.
Den lille gule aelling var simpelthen saa fraek og blev ved med at faa skaeld ud af sin mor, da den blev ved med at blive adskilt fra resten af gruppen. Den var da ellers rimelig let at faa oeje paa...
Jeg kunne have siddet og kigget paa dem i timevis, men ikke uden at have endt med den lille gulling i haanden. Den lignede saadan en lille gul and man har i badekarret - og den loed faktisk ogsaa lidt som en, saadan som den peb, hver gang den fik et moegfald fra sin mor. (",)
Det er sjovt hvad saadan en lille duntot kan goere ved voksne mennesker. Vi sad nok en 15-20 voksne mennesker og fulgte med i familien Andersens svoemmelektion og alle sad og smilede og deltog til den store guldmedalje.
Jeg kom saadan til at taenke paa naar vi fik nye kyllinger, da jeg var barn. Naar de er helt nyudklaekkede er de bare saa nuttede og bloede at de slet ikke er til at staa for! Vi plejede at nusse med dem indtil vi fik ordre om at saette dem ned og lade dem faa fred, men det var virkelig svaert, for de er ikke saa nuttede ret laenge!
Da vi forlod the Barbican i middags svoemmede aenderne med os lige saa langt som de kunne. Vi kunne ikke lade vaere at vinke da vi gik der fra!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar