Ikke helt efter planen

For ualmindeligt lang tid siden begyndte jeg paa at strikke en cardigan til migselv. Garnet hedder Lucca og er noget jeg reddede mig i Duddines Vaevestue paa Fur. Opskriften skulle vaere en "February Lady Sweater" a la Elizabeth Zimmermanns og dem findes der rigtig mange variationer af. Jeg synes specielt godt om den paa linket her og jeg er ogsaa ret sikker paa at jeg startede paa samme maskeantal som den i opskriften, men lige praecis det med at foelge en opskrift har aldrig vaeret der hvor jeg har haengt mig alt for meget i detaljerne. 

Jeg tror maaske mine vilde ideer er hvad der har faaet projektet til at tage saa hulens lang tid, for hvis nu jeg bare fulgte opskriften, saa var det jo bare et spoergsmaal om at strikke og laese. Nu jeg selv ville til at bestemme skulle jeg pludselig ogsaa baade taenke og regne og ehmmm... der gik jeg saa i staa!

Langt om laenge har jeg igen fundet den roede traad og i eftermiddags fik jeg kroppen strikket faerdig, saa nu skal der bare et par aermer til. Monstro ikke det lykkes? Jeg tror det - og har allerede en ide til andre fiksfakserier jeg skal have afproevet, maaske paa en lidt mindre model - for eksempel en model "Bebs", inden jeg gaar igang med endnu et umuligt projekt!

Jeg har lige tjekket paa Ravelry - jeg startede i maj 2009!

Sjov med garn

 I mandags var jeg saa heldig at have lejlighed til at deltage i en lille haekleworkshop hos Duddine paa Fur. Underviseren var ingen ringere end min yndlingssoester Irene af hyperbolsk haekleberoemmelse!

Havde det nu vaeret den foerste gang jeg skulle finde frem til Duddines hyggelige stald, saa kunne hun bare have sagt jeg skulle dreje ved majstraeet. :) Det var saa ikke noedvendigt, efter som jeg slet ikke kan holde mig fra hendes skoenne forretning!

Undervisningen var i "hyperbolsk haekling". Det lyder maaske ikke lige umiddelbart som noget bekendt, men det bliver det ikke mindre spaendende af. Hyperbolsk haekling er matematik paa hoejt plan - her tales for eksempel om fibonacci tal, som ikke lige umiddelbart var noget jeg kendte noget til, men det goer jeg nu - og for det ikke skal vaere loegn, saa kom jeg lynhurtigt efter at haekle matematikken...

Irenes involvering med hyperbolsk haekling blev saaet nogle aar tilbage og da hun havde knaekket den hyperbolske kode blev hun primus motor i at udvikle den irske del af et hyperbolsk haeklet coralrev. For det ikke skal vaere loegn, saa er en del af hendes haeklerier nu del af det verdensomrejsende coralrev, som blandt andet var udstillet i the Smithsonian i Washington DC i et halvt aars tid. Ja, jeg er altsaa mere end bare lidt stolt - og min salighed om ikke ogsaa jeg kan haekle. :) Det er simpelthen vildt spaendende og jeg kan allerede taenke paa saa mange fede kanter man kan lave med hyperbolsk haekling. Der er virkelig tale om nytaenkning paa haekleomraadet!

Da vi var faerdige med haeklekurset gik vi paa udflugt i den store og fede forretning, som er en Aladdins hule af garn, knapper, tilbehoer - og hoenseringe! Jeg havde lyst til at koebe et ton, saadan bare af sentimentale hensyn, men jeg styrede mig - da jeg har skrammel nok og jeg har jo lige som et hus der skal pakkes...

Duddine har en vis overtalelsesevne og inden vi gik fra hendes hule var vi blevet udstyret med garn til at strikke lidt paa hendes brandbil! Ja, du laeste rigtigt - der skal strikkes en brandbil. Brandbilen bliver strikket i genbrugsgarn lavet af smeltede sodavandsflasker. Det er sgi da genialt!

Jeg naaede ogsaa at faa et par bundter sokkegarn og en enkelt strikkepind med. Ja, EN strikkepind, nemlig den mest mikroskopiske rundpind jeg nogensinde har set. Den er vidst beregnet til at strikke stroemper paa, men nu var der lige en opskrift i Hendes Verden, paa en djaevlehue, som snildt kunne strikkes paa rundpind. Pinden er liiige paa det mindste for mig, da jeg har nogle ordentlige naever og for lange fingre til saadan en lille pind, men proeves - det skal det altsaa bare, for jeg elsker at lege med garn!