11 oktober 2018

Sommetider faar jeg lyst...

Det er 100 aar og en sommer siden jeg sidst skrev paa bloggen og det er slet ikke lysten der mangler, men noget har aendret sig.

Efter min elskede soester, Irene, doede, gik det op for mig at min blog var skrevet til hende. I teorien kunne jeg selvfoelgelig stadig skrive til hende, men det har jeg ikke helt vaeret klar til. Maaske bliver jeg det lige pludselig.


Den anden dag gik jeg en hurtig tur i det fantastiske efteraarsvejr, som naermest er sommerligt. I dag har vi haft 25 graders varme! Turen gik ned gennem Whitehall Place, som er en sidegade til Whitehall, regeringsgaden. Bygningerne er saa smukke og bliver ikke grimmere af at blive badet i efteraarets gule lys.


Om faa uger er det tid at mindes 100-aaret for slutningen af foerste verdenskrig. Der er rigtig mange minder og statuer for 'the Great War' rundt omkring i byen og denne her er en af mine yndlings - uanset hvor lidt jeg holder af militaer og krig! Jeg synes den er flot og saa elsker jeg at det ikke bare er en af de oeverstbefalende, der er blevet mindet. Statuen er dedikeret til Storbritanniens tank regiment, som aabenbart er det aeldste tankregiment i verden! Saa blev jeg saa klog.



Jeg vil se om jeg kan faa gang i mine lunchtimevandringer igen. Sulet ville have godt af det - og saamaend nok sindet ogsaa. 

8 kommentarer:

Eva sagde ...

Tina nu mindede du lige mig om de gode, gamle blogtider, - hvor jeg nød dine lunchtime-vandringer. Vi kender jo ikke hinanden, og jeg vidste ikke, du havde mistet din søster, - det gør mig ondt.
Jeg blogger ikke selv mere, men følger stadig lidt med på mine "gamle" blogs. Det var hyggeligt lige at høre et pip fra London.

Karin sagde ...

Der er så mange der ikke kommer forbi deres blog, det er af forskellige årsager.
Jeg læser med på de blog jeg fulgte, og skriver selv af og til. Jeg holder meget af denne form for "langsomhed" "Fyldighed" Fremfor IG, FB, Twitter, for mig tæller ordene.
Jeg forstår dig godt, der skal være plads til at bearbejde dit tab, især når det var for hende du skrev om dine dejlige vandringer i middagspausen, eller til og fra jobbet. Din by rummer så meget, at vi ikke bliver mættet :-) - Det samme når du er i det nordvestjyske.

Annes indfald sagde ...

Trist at læse årsagen til blog stilheden. Kondolerer.
Håber du får lyst til at trave igen.. det er godt for både krop og sjæl... som Søren Kierkegaard skrev.
Jeg får heller ikke skrevet så ofte mere.. der skal jo være noget at beskrive.. Men jeg holder af at kunne sætte flere ord på end Facebooke og IG lægger op til.
Det er i det hele taget mere stille i blogland.. håber flere vender tilbage...

Lene sagde ...

Kære Tina, Det sker at jeg sender en kærlig tanke til din søster Irene. Især når jeg tænker tilbage til den gang hvor jeg lærte blogverdenen at kende og en skønne dag opdagede at Tina i London og Irene i Irland var søstre. I to nød jeg at følge og jeg forstår godt at bloggene blev jeres måde at fortælle hinanden om jeres liv.
Jeg elskede dine lunchvandringer. Du er så god til spotte de sjove, finurlige steder.
Knus og varme tanker til dig.

Deborah sagde ...

Oh, jeg håber sådan, du får lysten igen. Jeg savner dine lunchtime vandringer og ikke mindst bloggeriet i det hele taget, fra dig. Og så husk, du jo stadig er velkommen hos mig uanset. Rigtig god weekend.

Ellen sagde ...

Det er hyggeligt at se noget fra din hånd igen - jeg holdt også meget af dine londonfortællinger, så du skal være så velkommen tilbage :-)

Bettys blog sagde ...

Hvor hyggeligt, du er tilbage. Jeg fulgte også din og din søsters blog engang og kan godt forstå, du mistede inspirationen, da din søster døde. Det har været dejligt at læse dine beretninger fra dit liv i London - og dine børnebørns :-)
Jeg håber, vi hører mere fra dig.

Tina - omme i London sagde ...

Eva - tak for de soede ord; maaske du ogsaa laeste med hos Irene: http://yarnclasses.com? Det er over fire aar siden hun doede, men bloggen staar der endnu. Vi faar se om jeg kommer igang igen - jeg tror det faktisk. :)

Karin - jeg kan ogsaa godt lide langsomheden (godt ord!), men holder ogsaa meget af Instagram, hvor jeg kan poste et billede helt uden yderligere forklaring. Begge formater passer mig egentlig meget godt. Mht tabet, saa har det taget mig rigtig laenge at finde mig til rette i migselv. Jeg skulle laere den nye 'mig' at kende og paa en eller anden maade ogsaa at staa paa egne ben, uden Irenes varme haand paa ryggen. Sorg er en sej kammerat, men heldigvis synes jeg efterhaanden jeg er ved at have laert at saette pris paa mit nye og selvstaendige jeg. :)

Anne - tak skal du have. Som du kan se ovenfor, saa er det efterhaanden laenge siden Irene doede, men det bliver det ikke mindre traels af.

Lene - tusinde tak, det var soedt sagt. Jeg bruger faktisk ikke min computer saa meget laengere, hvilket ogsaa goer jeg er mindre aktiv i blogland. Maaske det pludselig tager en drejning. :)

Deborah - tusinde tak, det saetter jeg pris paa. :)

Ellen - tak tak, jeg skal se hvad jeg kan goere. :)

Betty - tak skal du have. Jeg haaber ogsaa selv jeg 'er tilbage' igen. Og mht boerneboernene, saa har jeg hele TRE at prale af nu. De bliver saa store; Bebsen er snart 9, Spunken 6.5 og Lidenlort 1.5!