Fest i gaden

Hjemturen i aften gik ned om Mansion House, som de fleste aftener. Mansion House er the City of London's officielle borgmesterbolig og i aften var der tilsyneladende gilde i den store sal!

Der var linet op med hestegarde og nogle oldgamle soldater i det fineste puds udenfor. Alle var i galla uniform og gaesterne der ankom havde kostumer og parykker paa fra det 17. aarhundrede (tror jeg det var).

Jeg stod og kiggede paa i et lille stykke tid - sammen med en del andre. Jeg elsker simpelthen at fortovet er offentligt og folk gladeligt gaar bag om hestene, for at naa ned til det tog de skal med hver aften.

Mansion House ligger lige midt i the City og i the City bor der ikke folk, der arbejder folk og det arbejdende folk skal hjem, naar de skal hjem

Borgmesteren og hans frue kom ud og hilste paa alle de gamle uniformerede gutter og klappede hestene kaerligt paa mulen. Begge var de i de flotteste gamle kostumer og begge smilede de fra oere til oere.

Den nuvaerende Lord Mayor naermer sig enden paa sin termin og om to maaneder kan han give stafetten videre til den naeste i koeen, som bliver praesenteret for the City i November. Borgmesteren for the City of London er kun borgmester i et aar, men sikken et aar. De er typisk i udlandet mindst 200 dage i det aar og kan sagtens naa op paa besoeg i over 20 forskellige lande i den periode. Det er garanteret spaendende, men for hulen, hvor maa det ogsaa vaere haardt!

I aften er en af den aftener man kan forestille sig borgmesteren og fruen virkelig kan nyde. Det er sgi da svaert at vaere alt for alvorlig, mens man er majet ud i saadan et kostume. Jeg under dem det vel. De arbejder haardt og er typisk pisket noedt til at udfoere op til omkring fem forskellige offentlige funktioner i loebet af bare en dag.

Det stod tre Japanske maend ved siden af mig. De tog billeder til den store guldmedalje (min svoger kalder mig den Japanske turist...) og morede sig kosteligt over den fornemme parade. Jeg ville saadan oenske jeg kunne snakke med dem og forklare dem lidt om hvad det var de saa.

Om ikke andet, saa fik de garanteret nogle skoenne billeder med sig hjem fra deres London tur!

Bling i £10,000 klassen!

Jeg var inviteret til en aarlig begivenhed i Mansion House i aften. Mansion House danner ramme om the Lord Mayor of the City of Londons London residens. Bygningen har jeg vist billeder fra foer og lysekronerne har garanteret ogsaa vaeret paa bloggen flere gange.

Det jeg egentlig ville fortaelle var fra drinks receptionen efter den egentlige hoejtidelighed. Bedst som vi stod der og snakkede kom the Lord Mayor og introducerede sigselv. Ja, hvorfor skulle han egentlig ikke ogsaa det, men det gjorde han altsaa. 

Vi takkede naturligvis for den fine gaestfrihed og han svarede "Ja, vi kan jo lige saa godt invitere, for ellers er det jo bare mig og min kone der rasler rundt i dette store hus". He he, skaeg fyr, maa man sige. Han havde godt set vi oejede hans flotte medallion op og pludselig udbroed han: "You like my medallion, ten grand worth of BLING!" (hvad synes I om min medallion, ti tusinde punds bling!). LOL, ja, jeg doede sgu lige af grin. Det er godt nok den foerste Lord Mayor jeg har hoert snakke saadan om hans flotte juvel. :)

Michael Bear, hedder juvelmanden; jeg tror vi har vaeret ret heldige med ham. Spoejs, det er han i hvert fald!

Fint koerende

The Lord Mayor's show skal staa loerdag den 13. November. Showet er en aarlig begivenhed og dagen hvor den nye borgmester for the City of London bliver sat ind. I aar skal Michael Bear overtagen tjansen fra Nick Anstee, som garanteret traenger til en god lang ferie, efter sit aar som Lord Mayor! Det er nemt at tro det er en loppetjans, men hvis man kigger lidt paa det program de laegger for dage, saa er der ingen tvivl om det er haardt arbejde. Haardt arbejde i flotte og spaendende omgivelser, men haardt arbejde foerst og fremmest!

Da jeg gik forbi the Guildhall i aften opdagede jeg pludselig at the State Coach stod fremme til beskuelse. Normalt staar den i the Museum of London, som er lige om hjoernet, men i anledning af det forestaaende show er den stillet frem til parade, i gadeplan.

Kareten er ca 250 aar gammel og helt vildt flot, altsaa saadan paa den "prangende uden at vaere elegant"e maade.  Tjek lige billederne paa siden. Bare et af dem er jo et kunstvaerk i sig selv. Taenk sig alle de penge der er blevet brugt paa at lave saadan en vogn, i en tid hvor hungersnoed var hverdagskost!

Jeg synes simpelthen det er genialt at udstille vognen paa den maade. Den er ikke gemt langt vaek i et stoevet museum, man kan komme helt taet paa og alligevel staar den der toert og sikkert indtil den skal i brug.

Selv hestene er udstillet! I hvert fald er deres pladser markeret med en buk og paa ryggen af hver buk staar der navnet og racen paa den hest der skal gaa lige der. Hestene er en historie for sig og i aar faar de en ny kusk, som er den samme mand som leverer hestene. Gad vide om jeg monstro kan lokke min elskede med paa en lille City udflugt den loerdag, eller om jeg skal staa op foer en vis mand faar sko paa, paa onsdag, naar de proevekoerer turen klokken alt for tidligt om morgenen? Vi faar se!

Saa blomstrede er tæpperne

Aftenens invitation gik til Mansion House, hvor the Lord Mayor havde inviteret til drinks paa de stormoenstrede og storblomstrede taepper, som jeg vidst har naevnt foer.

Aarsagen til invitationen var en tak til de der staar for at faa firmaernes stemmer noteret og faar slaebt dem med stemmeret ned til stemmeurnerne. I verdensfirmaets tilfaelde er det mig og jeg fik to invitationer, saa jeg kunne tage en med. Jeg havde ellers inviteret min elskede, som brokker sig over han aldrig er inviteret med til alle de fine ting jeg gaar til, men da han endelig fik en invitation sagde han nej! Han syntes jeg skulle tage en kollega med, saa det gjorde jeg.

Vinen var god og den nye Lord Mayor holdt en rigtig paen takketale - og var desuden rigtig sjov. Ham er jeg spaendt paa at hoere mere fra over hans aar som Lord Mayor.

Aftenens invitation

GULP - aftenens invitation er sgi da for om 3 minutter! Vi skal vidst til at kridte skoene - og saa mere om det senere. :)

Fornemt selskab til morgenmaden

I morges var jeg inviteret til et "morgenmadsmoede" (kan man sige det paa dansk? - breakfast meeting altsaa) paa Mansion House, hvilket man da ikke siger nej tak til, hvis man har bare et enkelt udforskergen i sig - vel? Morgenmad var nu saa meget sagt, men vi fik da en god kop kaffe og en pain au chocolat.

Jeg har hjulpet med at teste noget software over sommeren og det var i det oejemed jeg var inviteret med til launchen af samme. Launchen blev holdt i et af de tilstoedende lokaler paa anden sal i et rum med nogle helt fantastiske gipsstoebninger baade i loftet og oppe under balkonen.

Jeg kunne ikke saa godt komme til at tage nogle ordentlige billeder, men lidt blev det da til. Jeg gaar ud fra at rummet hedder "the blue room", det var i hvert fald meget blaat!
Der var vidst ogsaa naesten blaat blod i aarerne paa nogle af speakerne. Borgmesteren var der, og det havde jeg sandelig da ogsaa regnet med, efter som det var i hans stuer vi skulle moede... :) Han taler utroligt godt og var meget komplementaer med hensyn til the software (fedt) - og saa introducerede han lige den naeste gaest... Jeg var lige ved at falde af stolen! Stephen Green er Group Chairman af HSBC banken, som er en af vores aller stoerste banker. Jeg havde da aldrig i mine livsskabte dage forestillet mig han havde tid til at komme og slubre kaffe med os lige midt i den stoerste oekonomiske krise the City har set i mange aar. Det synes jeg godt nok var flot!

Det synes jeg saa til gengaeld ikke taeppet i salen var. Joesses, hvor er saadan en Axminster sjaeldent koen, men den passer saadan set godt til alle gipsstoebningerne og jeg er sikker paa den er noeje udtaenkt og valgt af en eller anden dyr designer!

Paa vejen ind havde jeg lagt maerke til denne lille udstilling i vindueskarmen paa trapperne. "Life is just a bowl of cherries" (et lille ordsprog der betyder at livet er godt - maaske underforstaaet at livet er soedt som et kirsebaer) stod der paa det lille kort og saa stod der et ocean af smaa skaale til udstilling. De var rigtig koenne og jeg elsker at der er saadan nogle smaa personlige ting saadan et sted.

Klokken blev over ni og jeg smuttede ned ad trapperne som en anden Cinderella, ifoert mine flade gaasko, vel at maerke, da jeg havde glemt i aftes at tage mine arbejdssko med hjem, saa jeg kunne tage dem paa fra morgenen af. Oh well, de fleste af deltagerne kender mig og resten er saamaend nok ogsaa ligeglade med om jeg har noget mystifistisk fodtoej paa! En spaendende morgen var det i hvert fald - uanset fodtoejet!