Paa visit fra det ydre rum?

I forbindelse med 100aars jubilaet af starten af foerste verdens krig, foregaar der en hel del forskelligt rundt omkring i London for at markere jubilaet. En af de ting er en kunst installation ved Houses of Parliament over den sidste uge. 

I aften koerte vi en tur op for at kigge paa kunsten, Spectra, som er lavet af Ryoji Ikeda, som er en japansk lys og lydkunstner. Det var sidste chance, da lyset bliver slukket i morgen tidlig og saa rejser installationen videre til naeste sted.

Nogle meget kraftige paerer lyser op fra 49 halvanden meter hoeje soejler. Alle lysene peger en lille smule ind mod midten, saa naar de moedes, guderne maa vide hvor mange meter oppe, ser det ud som om det er en lampe foroven, der lyser ned mod jorden.

Installationen 'noejes' ikke bare med lys, der er lyd paa ogsaa. Lyden er selvfoelgelig science fiction filmens UFO lyd. Jeg ventede virkelig bare paa en lille flyvende tallerken skulle lande og de smaa, groenne marsmaend dappe ud af en lille luge, med lys i. :)

Vi har haft noget vaerre stormvejr med lyn, torden og styrtregn i dag, men i aften stod maanen saa skarp som vi laenge har set den - fuld og rund og en 'supermaane' oven i koebet.

Det var et tilfaelde at det var lige i aften vi kom afsted efter lysene og man kan da ikke sige andet end vi var heldige med de billeder vi fik med hjem, i fotografiapparatet saavel som paa nethinden.

Mit forsoeg paa at faa hele lyssoejlen med paa et billede foregik via 'panorama'. Det skal jeg vidst lige oeve mig lidt paa - og helst efter jeg er helt mobil i halsen igen... ;)

Da vi kom hjem og kiggede over paa nabohuset gik det op for os at vi kunne vaere blevet hjemme for at se lyset - det er den blaa soejle der gaar ned ved naboens skorsten. :)

Aftenens godnatbillede

Aftenens godnatbillede kommer fra Leicester, hvor vi stoedte paa denne kunst i aftensolen.

Et lille ferieminde

Faldt lige i feriebilledalbummet og glaedes over at jeg paa turen til Skotland havde heldet med mig og gaettede rigtigt igen. Lige siden Anthony Gormley's 'Angel of the North' blev strammet op for 15 aar siden har jeg droemt om at se den live. Sommerferieturen til Skotland gav mig chancen.

Jeg vidste at skulpturen stod i naerheden af motorvejen, ved Gateshead, men havde ikke lige haft lejlighed til at finde den paa kortet inden vi tog afsted. Pludselig stod der store brune skilte ved motorvejsafkoerslen og jeg skreg BINGO!

Heldigvis havde vi en god chauffoer, som adloed ordrer og koerte af motorvejen, da jeg bad ham om det. Alle i bilen kiggede paa mig og undrede sig over hvad i alverden jeg nu havde gang i. De blev ikke skuffede!

Statuen er 20 meter hoej og har et vingefang paa 54 meter, ca. det samme som en stor flyvemaskine. Jeg ELSKER den slags kunst, der bare staar der fordi den kan!

I dag har jeg malet et hjerte

Jeg opdagede denne maerkvaerdige opstabling uden for vores politistation i dag og kunne ikke dy mig for at kigge lidt naermere. Det viste sig endnu engang at vaere fordelagtigt at tage en interesse i naersamfundet, for jeg var stublet over et lille stykke naersamfundskunst!

Kunsten bestaar af tre store blokke lavet ud af flamingo, som er betrukket med gips. Kunstneren hedder Michael Connell og han er en spoejs fyr, som laver al sin kunst ud af genbrugsmaterialer. Nogen Picasso bliver han maaske aldrig, men jeg elsker hans sans for former og farver - og det at han arbejder med genbrug.

Kunsten i dette tilfaelde bestaar af tre store blokke, som skal males faerdig af en combination af Michael og resten af forbipasserende lokale borgere. 'Du skal bare snuppe en pensel og noget maling' sagde en ung dame til mig og det tog mig ikke laenge at gribe en pensel og stod saa og funderede over om jeg skulle male groent eller roedt.

Den ene blok var blevet temmelig gul, saa jeg snuppede en lille boette knaldhamrendes postkasseroed maling og en tilfaeldig pensel og gik saa lidt rundt om blokken, for at se hvad jeg kunne faa lyst til at male.

Jeg var ikke den eneste der havde faaet fat i en boette roed maling, saa jeg overvejede lidt om jeg maske skulle snuppe den groenne alligevel. Jeg holdt mig til roed, saa nu er det spaendende at se om nogen kan gaette hvilken del jeg malede. 

He he - selvfoelgelig, den del der ikke foelger normen med firkanter og streger. Nej, jeg malede et hjerte, for det var lige praecis det kunstvaerket manglede - et hjerte.

Tid til kunst

Weekenden boed, for en enkelt gangs skyld, paa en Danmarkstur. Til trods for vores fremskredne alder havde vi vaeret heldige nok at blive inviteret til 18-aars foedselsdag i Graasten. Saadan en invitation kan vi da ikke sige nej tak til, isaer naar flyvebilletterne er saa billige som de er. 

Paa udturen havde vi nogle timers ventetid i Vejle; ventetid som gav mulighed for at spise en god lunch i Arresten, mens vi snakkede og grinede saa resten af gaesterne maa have undret sig over hvad der foregik. :)

Min veninde arbejder for Vejle museerne og gav os den geniale ide at bruge resten af eftermiddagen paa et besoeg paa Vejle Kunstmuseum. Jeg maa indroemme jeg ikke anede de havde et kunstmuseum i Vejle, men det blev visittet bestemt ikke vaerre af.

Museet har en meget flot permanent udstilling, med kunst fra baade lokale og andre kunstnere. Der var indtil flere billeder der meget gerne maatte bo hjemme hos mig. 

Ud over den permanente udstilling var der ogsaa to rejsende udstillinger. En af dem hedder "Laterna Magica", som byder paa kunst fra tre Faeroeske kunstnere. Der var mange forskellige stilarter og vi brugte rigtig lang tid paa bare at sidde stille og nyde de smukke billeder. Mit oenske om en dag at gaeste Faeroeerne blev i hoej grad forstaerket med den udstilling.

En anden rejsende udstilling havde til huse i to forbundne lokaler. Udstillingen hedder "Fragile" og er lavet af Maria Rubinke. Fragile bestaar af en samling porcelaen, som ikke er noget jeg ville have forventet at se paa et kunstmuseum, men da jeg er meget begejstret for porcelaen tog vi ogsaa lige den udstilling med.

De hvide porcelaensfiguriner er utroligt smukke; meget fine med smaa, delikate detaljer. Ved foerste oejekast ser man den sarte, hvide porcelaen, men efter kort tid faar man oeje paa den roede detalje. Den roede detalje, som normalt daekker over noget overraskende - saa som et hul i hovedet!

Balancen mellem det yndige og det makabre er fantastisk. Min elskede synes maaske nogle af figurinerne var liiige makabre nok, men det er lige min stil. Ikke noget jeg kunne taenke mig at have staaende, men som jeg meget gerne vil studere paa et kunstmuseum.

Vi fandt en brochure som forklarede lidt om de forskellige vaerker og som ogsaa fortalte lidt om kunstneren. Den unge dame midt i 20erne - hendes kunst har en sjael som jeg slet ikke ville forvente fra saa ungt et menneske. Jeg er chokeret og dybt imponeret!

Pendler bliver jeg altsaa aldrig!

Firmaet jeg arbejder i har et kontor i Bournemouth, hvor jeg havde et aerinde i dag. Bournemouth ligger omkring 110 miles sydvest for London (ca 180 km). Der gaar tog fra Waterloo station direkte til Bournemouth, saa det er ikke svaert at komme frem, men det tager sin tid.

Jeg elsker at koere langt med toget, men taenk sig der er folk der tager den tur hver dag; bor i Bournemouth og pendler til London. Jeg begriber simpelthen ikke hvordan de goer det. Uanset hvor taet paa stationerne de bor og arbejder, saa skal de bruge minimum fire timer hver dag paa transport - for at komme paa arbejde!

Turen er ellers rigtig flot og fra man naar til Southampton bliver den saadan for alvor flot. Naar man naar saa langt som Southampton faar man lige en flig af havet og udsigt til den store industrihavn, som altid er spaendede og saa gaar turen ned gennem "The New Forest", som i mine oejne er et af de smukkeste omraader i hele Storbritannien!

Jeg var meget fristet til at hoppe af toget i Brockenhurst, hvor der er kaempe cykeludlejningsforretning og saa ellers svinge mig i sadlen og cykle ud i det aabne landskab. Fristelsen forblev en fristelse og jeg drog videre til Bournemouth, hvor der stod et skrivebord og ventede paa mig.

Vejret var helt fantastisk, saa da tiden naermede sig for at bevaege mig tilbage til togstationen takkede jeg nej til en taxa og gik i stedet ud i det fine vejr, med en rimelig ide om hvor jeg kunne finde stationen. Bournemouth er en meget bakket by og jeg genkendte snart haven her, som for faa uger siden stod under knap to meter vand, efter et ordentligt regnskyld.

Paa den engelske sydvestkyst kan man godt foele sig hensat to mere sydlige himmelstroeg, naar man ser paa vegetationen. Det er Gulfstroemmens (den hedder noget andet her, men jeg kan ikke huske hvad det er!) indflydelse der goer at klimaet er saa mildt at palmerne overlever vinteren her.

Arkitekturen i Bournemouth er utroligt varieret. Det kan godt se lidt rodet ud, men jeg synes det er fedt, for det er sgi da kedeligt naar det hele er saa ens.

Lige ved siden af stationen er der en stor rundkoersel med et underjordisk gangsystem. Jeg fik oeje paa denne plade paa vaeggen og fattede pludselig forbindelsen mellem alle de skoenne vaegmalerier og underlige graffitiagtige ting paa vaeggene.

Jeg havde ikke tid til at studere billederne naermere, da jeg ikke var helt sikker paa hvor langt der var til stationen, men jg forelskede mig ret meget i denne vaeg, da den er et rigtig godt billede af Bournemouth.

Togstationen ser saa lille og beskeden ud udefra, men det er faktisk en stor flot station og saa har den den mest charmerende raekke taxaer taenkelig. Taxaerne er af alle mulige og umulige slags, men alle er de sproejtet i en yderst genkendelig farve, som tilsyneladende er farven paa "transport" i Bournemouth, for busserne ser akkurat lige saadan ud.

Jeg kunne sagtens have taget laenger undervejs, for der var naesten 20 minutter til toget gik, da jeg naaede frem. Nu ved jeg det til naeste gang og jeg tror ikke der gaar saa laenge inden jeg maa afsted igen. Jeg glaeder mig allerede, uanset at jeg er ret smadret efter en lang dag. Taenk sig at folk pendler saa langt hver dag!

Tilbage i nabolaget

Saa er vi for alvor flyttet ind i det nye kontor og jeg havde med vilje ikke booket noget som helst i min middagspause i dag, da jeg ville tage lejligheden til at gaa paa min helt egen lille lunch time vandring - uden indblanding fra andre!

Turen gik ind gennem the Barbican centre, hvor jeg, som altid, droemte mig til at bo i en af de fede lejligheder i mit yndligskomplex i hele London! Jeg maa se at sanse at faa koebt en lotteriseddel, saa jeg kan komme i naerheden af at koebe mig ind der. Gad vide om man overhovedet kan leje saadan en lejlighed for penge? Oh well, det koster ikke noget at gaa igennem og jeg kan goere det naesten hver dag, hvis det er det jeg vil!

Jeg gik videre op til Whitecross Street Market, hvor gadekunsten er blevet til en kaempe udstilling med billeder saa vel som installationer - ud over det hele!

Hvordan kan man andet end at elske saaan en mur? Den er sgi da skaeg!

Uanset hvor jeg kiggede hen fik jeg oeje paa nyt - og tit paa begge sider af hjoernet!

Nogle ting er mere specielle end koenne...

Mens andre er traditionelle i al deres utraditionelhed (nyt og saerdeles brugbart ord!)

Flere steder er der adskillige stykker kunst paa hver vaeg og som du maaske kan se til hoejre i billedet for neden (en lille hvid kasse), er der et lille skilt for hvert stykke kunst, hvor der staar navn, titel osv.

Toejet paa toejsnoren var ikke helt i proportioner, men det blev de jo ikke kedelige af. BHen var godt nok den stoerste jeg har set til dato!

Logoet paa den roede plakat her er fra skattefar og den afdeling der hentydes til er "The Department for Work and Pensions". :)

For saa lige at saette prikken over i'et, saa fik jeg naturligvis min yndlings lunch fra markedet. Er der noget at sige til at jeg er glad for mit nye kontor?

Et smukt projekt

I gaar deltog jeg i et smukt projekt. Der laa en bog, hvor man skulle skrive navnet paa en doed person, som havde praeget ens personlighed og som man gerne ville moede igen. Saa skulle man skrive ens eget navn, navnet paa personen og hvem de var i forhold til en selv. Disse informationer bliver saa skrevet paa et blomsterblad - til evigt minde.

Jeg ville oenske jeg kunne fortaelle vedkommende at det var deres navn jeg valgte.

Looking for Banksy

Vi havde en del vi skulle naa i denne weekend og til trods for den var 50% laengere end normale weekender, takket vaere vores laenge ventede bank holiday, var vi lige ved at loebe toer for tid og slet ikke naa til Waterloo for at kigge paa graffiti!

Anyhow, efter vi havde faaet alt det vi skulle have gjort gjort, satte vi os i kareten og koerte til Waterloo omraadet, hvor vi var heldige nok at have en parkeringsplads til at vente paa os.
Vi stoppede hurtigt i "The Cut" og fik en sandwich og en drink, inden vi gik i koeen for at faa adgang til Leake Street, hvor den store og levende udstilling skulle staa.

Det viste sig at vaere en vis ide at fylde maven inden, for koeen var lang og droej, men heldigvis var vejrguderne med os og skoent det var varmt var det ikke vaerre end det var lige praecis behageligt.

Da vi endelig blev lukket igennem vidste vi naesten ikke hvilken retning vi skulle rette oejnene i, da der simpelthen var saa meget at kigge paa. Joesses, hvor er der meget talent rundt omkring i Europa - og rigtig mange af de talentfulde "udstillede" i dag.

Udstillingen var levende og man skulle bare lige registrere for at faa lov at udfolde sig paa det store laerred. Jeg havde ladet spritmakkeren ligge hjemme, saa vi gik lige forbi.

Vi saa adskillige kunstnere i arbejde og beundrede de mange kunstvaerker der allerede var paa vaeggene da vi ankom.
Nogle var bedre end andre, men alle havde en besked de gerne ville viderebringe. Foer vi gik ind sagde jeg til Lloyd at ham "Lost" manden havde haft travlt, for han var bare over alt og jeg snuppede et billede af ham der stencillede endnu en "lost plakat" op. Jeg synes han var sjov, men kunne ikke helt regne ham ud.

Leake Street er en gade der gaar under Waterloo Station og smart nok var det arrangeret saadan at man gik ind i den ene ende og skulle ud i den anden. Vi maatte staa i koe i en times tid, inden vi kunne komme ind, men saa var der frit slag i lige saa lang tid som vi ville have.

Det var lidt sjovt at se "Live East Die Young" graffitien, som vi lige havde fotograferet i Old Street for et par uger siden.

"Udstillingen" (jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal kalde det!) var fantastisk godt arrangeret og vi tog det stille og roligt mens vi gik igennem, saa vi kunne naa at se saa meget som muligt.

En af mine yndlings i hele udstillingen var denne her. Pudset er banket af muren i flere forskellige lag, for at give dybden paa farverne. Det var virkelig et kunstvaerk - og tiltrak ogsaa mange lange kameralinser!





Min absolutte yndlings var denne her, som er af Banksy. Hans graffiti siger altid saa utroligt meget og denne her opsummerer hele udstillingen i et billede! Billedet har rumsteret i mit hovede siden jeg saa det!

my other stencil is a banksy... :)

Vi tog ca en times tid til at gaa igennem hele gaden, men jeg kunne sagtens have brugt mange timer derinde. Vi havde dog en dinner aftale vi skulle naa, saa vi blev noedt til at beherske os. Jeg var bare saa glad for vi var kommet afsted at jeg sagtens kunne leve med bare at have en time der.

Da vi kom ud i den anden ende blev jeg interviewet af et film crew, som ville hoere folks reaktion paa udstillingen. "Kender du billedet bag dig?", spurgte intervieweren og pegede paa en "Lost" stencil. Jeg svarede at jeg synes han lignede en "Blues Brother". "Do you know who the artist is?" spurgte han og fortsatte at "It's Mr Brainwash"... Nu sidder jeg saa her og undrer mig. Har jeg lige taget et billede af Banksy, eller Mr Brainwash? Er det den samme person? Har jeg taget et billede af en helt tilfaeldig person, som bare er lidt lost? Jeg foeler som om jeg lige har deltaget i en episode af "SKUM"!