Og saa den anden vej..

Dagens lunch time vandring gik en anden vej end i gaar, bare fordi jeg kan! Jeg er fuldstaendig forgabt i mit "nye" kvarter og tilsyneladende har mine kolleger samme oplevelse af det nye kontor. Jeg kender egentlig omraadet ret godt, men derfor kan man jo godt gaa paa oplevelse.

Jeg gik et smut om i Noble Street, hvor et sjovt lille udendoers "museum" har hjemme. I romertiden blev der bygget en mur rundt om London, eller rettere: Londinium, som de kaldte det den gang. Det er det vi i dag kalder 'the City of London" eller i daglig tale, "the City". Mange steder staar der rester af muren og lige praecis i London Wall har de bevaret et stort afsnit og "udstillet" det paa stedet.

I dag var der gang i plaeneklipperen i volden og jeg maa indroemme jeg havde den stoerste lyst til at gaa ned og spoerge om ikke jeg skulle hjaelpe. Fedt job at gaa der og klippe graes - og faa penge for det!

Lige rundt om hjoernet ligger St Anne's Lutheran church, som er en af faa Lutheranske kirker jeg har set her i landet, hvor det kun er en lille minoritet af kristne som foelger den Lutheranske kirke. Kirken er rigtig flot og giver rigtig mange koncerter i loebet af aaret. Det er faktisk meget brugt i the City at have en lille kort kirkekoncert i middagsstunden, for at traekke folk til. Man kunne da finde vaerre maader at bruge en middagspause paa.

Nu jeg lige var i det kirkelig hjoerne gik jeg om til St Paul's Cathedral for at spise min frokost. Jeg foelte mig lidt som Klatremus, som jeg sad der med alle de andre dyr i Hakkebakkeskoven. Duer og staere kaemper en kamp for at komme foerst til moelle, naar nogen taber et lille stykke broed og denne her due saa meget maalbevidst ud, da den spankulerede hen mod mig. Den fandt nu snart sine vinger, daa jeg stampede i gulvet, for jeg er altsaa ikke vild med duer!

Piphans's faetter sad i baggrunden, hvor han fandt noget han tidligere havde gemt i skovbunden. Det er helt utroligt hvor fortrolige dyrene er med de andre gaester i parken, men heldigvis holder de fleste af dem da sig lidt paa afstand. Det er bare de skide duer, der partout skal lidt for taet paa. Jeg noed solen og blev siddende lidt, inden jeg maatte tilbage til min pind igen. Saadan en lille lunch time vandring er altsaa godt for sjaelen!

Dagens lunch time vandring

Jeg havde et moede i Snow Hill i dag, saa jeg drog ned ad London Wall, mod Holborn Viaduct. Jeg kan huske at en dag sidste aar (eller rettere: forrige aar!), da jeg var paa vej ned til det samme moede kom jeg om ved en masse gamle veteranbiler og busser og det gjorde jeg igen i dag.
 
Jeg havde ikke tid til at stoppe og spoerge om de var del af en parade, eller hur, men det kan da vaere jeg ser dem igen til naeste aar. Alle var fint i toejet, med fjer i hatten og hvad ved jeg. Hyggeligt!

Grunden til jeg havde saa travlt med at komme afsted var at jeg havde lovet mig selv et oejeblik i Postman’s Park, foer jeg skulle optraede paa slap line ved moedet. Jeg skulle give en praesentation og skulle lige samle mine tanker (og mine sommerfugle) inden da og der er ikke mange steder mere fredeligt end Postman’s Park.

Jeg satte mig paa en baenk og noed de smukke blomster og traeer. Min elskede ringede for at sige alle de rigtige ting for at faa sommerfuglene paa plads, man skulle tro han vidste hvor jeg var. Timingen var fantastisk!

Fra hvor jeg sad havde jeg udsyn til de flotte fliser, der markerer almindelige mennesker der er doede i en heltedaad i hverdagen. Teksterne paa fliserne er saa smukke og humane – og alle har de den samme glade og samtidig soergmodige besked om hverdagens helte, der ofrede sig selv for at redde en anden.

For nyligt blev der foejet endnu en flise til vaeggen for Leigh Pitt, der reddede en dreng fra druknedoeden. Leigh Pitt’s flise er den foerste nye der er blevet tilfoejet i 70 aar og nu er det blevet besluttet at aabne vaeggen for flere mindefliser. Da jeg stod og tog billeder kom jeg i snak med en kone fra the Watts Gallery. Watts var personen der startede mindevaeggen for mange aar siden og galleriet havde lige strammet et skilt med vaeggens historie op og var ved at pakke sammen til at gaa hjem. Skiltet maa jeg fotografere en anden dag, for jeg opdagede pludselig at jeg hellere maatte komme videre i teksten. Sommerfuglene var floejet og jeg havde travlt!
 
Jeg naaede dog lige et billede mere – af en buket fra “Mor”. Jeg gaar ud fra den var fra Leigh Pitt’s mor. Hvor maa hun vaere glad for mindeflisen. Det er sgi da et fantastisk minde over hendes elskede soens heltedaad.
Praesentationen gik over al forventning.

En lille frisk morgenvandring

Ok, frisk er maaske lettere overdrevent, men i hvert fald havde jeg lejlighed til en lille morgenvandring i morges. Jeg havde et morgenmoede i Oat Lane klokken 8, saa jeg maatte ud af fjerene lidt tidligere end normalt.

Jeg tog turen op gennem Walbrook hvor en af mine yndlingsstatuer staar og hilser paa verden. I dag havde han faaet City AM, en gratis avis af de bedre, under armen og en City AM vogn ved siden. Smart marketing!

Jeg gik videre op gennem Cheapside forbi St Mary le Bow kirken, som er en af de mange kirker bygget af Sir Christopher Wren efter storbranden i London i 1666. Kirken har en stor betydning for Londons befolkning, som for at kunne kalde sig en "true Cockney" skal man vaere foedt inden for hoerevidde af "the Bow bells", klokkerne paa St Mary le Bow kirken.

Naar man naermer sig toppen af Cheapside kommer man til St Paul's Cathedral. Kirken blev renset og pudset for et par aar siden og staar nu stor og hvid mod den blaa himmel og det groenne loev paa traeerne. Jeg kunne sagtens have brugt lang tid der med et fotografiapparat, men det skulle ikke vaere i dag, for jeg skulle videre i teksten.

Jeg naaede dog lige at goere et hurtigt holdt i Noble Street, hvor en sektion af den gamle Romerske mur (London Wall) omkring the City of London stadig staar og bevidner Londons eksistens helt tilbage til aar 200. De byggede godt nok nogle solide mure den gang!

Godt det ikke lugter

Det tror da pokker de faar de flotteste blomster i bedet uden for "All Hallows on the Wall" kirken paa London Wall - de har lige faaet leveret et helt bedfuld hestepaerer!

Det er her det sner

I gaar havde jeg lejlighed til at gaa en tur til Smithfields, som huser koedmarkedet for London. Det er et spaendende og ret farvestraalende sted, som paa mystisk vis er kommet til at indeholde et konference center, hvor jeg skulle moede op i gaar.

Mens vi sad paa raekker og hoerte efter kunne vi hoere rumlen nedenunder. Jeg troede det var toglinien som ligger taet paa, som vi kunne hoere, men en af mine sidekammerater var sikker paa det var kadavere vi kunne hoere blive koert paa skinner i koelehuset. GULP - det minder mig om den danske film om de Groenne Slagtere, eller var det "I Kina spiser de hunde?"

Det var ellers en interessant konference, men jeg blev noedt til at smutte tilbage til kontoret midt paa eftermiddagen, da jeg havde et moede jeg skulle deltage i. Paa vej tilbage til kontoret kom jeg forbi disse orange blomstrende kummer paa London Wall - lige uden for hvor en af mine venner lige har faaet job. Fedt, han starter paa tirsdag og faar en paen velkomst. :)

Efteraarsfarverne forfulgte mig ogsaa paa hjemturen, hvor jeg fik oejnene op for nogle flotte blade, da jeg gik op gennem industrikvarteret.

Hos min naesten nabo havde det sneet - med lyseroede blomster. Der er saa mange forskellige japanske kirsebaer, men den slags der sner lige nu er min yndlings og den samme slags har vi staaende i indkoerselen. Den er bare saa laekker. Der kommer nogle store, fede lyseroede blomsterkugler. Jeg tror det er den aegte slags, den slags som Will Ferguson beskriver i bogen "Hitching Rides with Buddha", hvor han foelger "Sakura Zensen" (blomsterfronten) gennem hele Japan. Laes den, hvis ikke allerede du har; den er hylemorsom!

Jeg kunne starte en lignende trend her i UK, hvor vi kunne foelge Magnoliens udspring. Den holder virkelig ved sine blomster i aar, men lige om lidt er det slut for denne gang. Heldigvis bliver blomsterne afloest af bladene, som er smukke i sig selv.

Jeg kom hjem til et tomt hus i aftes. Det sker saa at sige aldrig at jeg er alene hjemme, saa naar endelig det er tilfaeldet nyder jeg det! Jeg satte mig med strikketoejet og fik strikket et lille baby taeppe faerdigt. Jeg har en del gult garn til overs og skal lige have strikket en lille jakke, inden jeg tager paa barselsbesoeg (fedt ord!), men foerst har jeg noget andet jeg skal have gjort - for det har jeg lovet!

For et par uger siden kom min elskede og viste mig store huller i hans toefler, som jeg strikkede til ham for nogen tid siden. "You knit for everyone else, don't you think your MAND deserves a new pair of slippers?" loed der - og det kunne jeg da ikke benaegte! Nu har jeg fundet stroempegarn og pinde frem, saa jeg kan teste en opskrift som Lisa gav mig (TAK Lisa) og se hvor tykt noget garn der skal til for at faa den rigtige stoerrelse i den opskrift. Jeg gad ikke strikke en lille strikkeproeve foerst, naar jeg bare kan strikke et helt par som kan komme nogen til gode - og saa strikke et par mere i det rigtige garn i den anden omgang. Dovenskaben laenge leve - 3x hurra!