Alternativ sightseeing

Dagen var reserveret til en udflugt i dag, en udflugt som jeg har brygget paa i lang tid, men som vi aldrig lige havde faaet planlagt; i dag skulle det vaere, saa vi satte destinationen i vejviseren og kursen mod syd/oest.

Vi snuppede det foerste stykke vej ad motorvejene, for lige at komme afsted, men snart var vi inde paa de lidt mere snoerklede veje, som vi holder saa meget af. "12th century church" stod der paa et skilt, som pegede ned mod Ivychurch, en lille stenkirke fra det 12. aarhundrede. Den snupper vi lige en tur ned om ved lejlighed, men ikke denne gang, for det var noget helt andet vi havde i kikkerten.

Snart aabnede Romney Marsh sig foran os og jorden var flad saa langt som vi kunne se. Omraadet er et kaempe natur og fuglereservat i det syd/oestlige hjoerne af England. Der er et rigt planteliv af den lave slags, der kan gro helt nede ved det salte hav. Jeg forelskede mig lynhurtigt i denne gule valmueart, men var dog ikke fristet til at plukke den, for den var godt nok noget stikkende!

Vi koerte ud langs den Engelske kanal, hvor en af vores mest fantastiske organisationer har hjemme, nemlig RNLI redningsbaadene. Naar man, som mig, er foedt og opvokset ved vandet laerer man virkelig at saette pris paa saadan en organisation. Det blev heller ikke RNLI der fik os paa besoeg denne gang.

Vi koerte videre langs den maerkvaerdige kyst med alle dens udtjente fiskerbaade, ved kystbyen Dungeness. Vejret var ikke optimalt for en dag ved kysten mente min elskede, men jeg mener nu altid det er strandvejr - ogsaa naar det sner!

Vegetationen er meget speciel paa Dungeness halvoeen. Denne kaallignende tingest ligner en mellemting mellem noget der burde gro i en koekkenhave og noget der har hjemme paa havets bund!

Der er mange tegn paa at der engang var aktiv fiskeri fra stranden - altsaa den slags som folk levede af. Det tror jeg ikke der er saa mange der goer nu om stunder, men jeg kan da finde tegn paa mindst en familie, som stadig tjener til foeden fra havet.

Fyrtaarnet i Dungeness ligger paa det sydligste punkt i Kent. Det er et vigtigt fyrtaarn (eller "lyshus" som min elskede kalder det. :) ) da der ligger en kaempe sand/grusbanke i vandet omkring Dungeness. Der blev bygget et nyt fyrtaarn i 1961, i stedet for det gamle dieseldrevne taarn fra 1904.

Det gamle taarn er nu i privat eje og for £3.50 kan man gaa de 269 trin til toppen og se ud over. Saadan en chance kan vi jo ikke gaa forbi, saa vi begav os op og op og op og op...

De mange trin var hele besvaeret vaerd. Ude paa horisonten kunne vi se en vejrfront med en ordentlig regnbyge bevaege sig over mod os. Vi havde en regnjakke med, saa det var ikke det helt store problem, men det ville da have vaeret federe om solen stod hoejt paa himlen.

Ved foden af fyrtaarnet ligger den en togstation, hvor fra man kan snuppe et damptog til Hythe. Vi noejedes med at nyde udsigten fra toppen, hvor fra man mod nord kunne se en lang del af togstraekningen.

Naah ja, og saa var der jo lige den lille detalje, som vi egentlig var kommet for at kigge paa, for at faa vores nysgerrighed stillet... Jep - et atomkraftvaerk! Jeg ved godt det er noget pjat, men jeg maa indroemme jeg fandt bygningen skraemmende. Jeg afskyr at vi har atomkraftvaerk og glaeder mig over at de allesammen snart bliver for gamle og lukket! Mit naive haab er at der ikke bliver bygget flere, men den fantasi kan jeg vidst godt skyde en hvid pil efter!

Da jeg stod og kiggede paa alle de kaempe elmaster, der foerer vaek fra vaerket fik jeg oeje paa nogle hvide pinde i baggrunden; en vindmoellefarm. Dungeness vaerket lukker om en 5-7 aar, fik vi at vide og der bliver ikke bygget et nyt - til stor aergelse for de lokale der arbejder der. Det er en af de eneste arbejdspladser i miles omkreds og uanset hvor gerne jeg vil af med det skidt, saa er det jo ikke mig der staar for at miste mit arbejde, eller for den sags skyld staar med det problem at mine boern bliver noedt til at flytte vaek, for at faa en laereplads og et job!

Den roede gloed der kom inde fra fabrikken gav mig en maerkelig og ret skraemmende foelelse i maven. Jeg er simpelthen hundeangst for atomkraft og den angst er sgi da ikke blevet mindre efter Fukushima episoden tidligere paa aaret. Gulp!

Vores foerste English Heritage tur

"Let's go for a walk along the river today" sagde Lloyd i morges og fluks gik min fantasi i sving. Jeg syntes en udflugt var en rigtig god ide (hvornaar goer jeg ikke det?), men havde lyst til at tage et sted hen hvor vi ikke har vaeret foer.

Efter mindst et par sekunders overvejelse foreslog jeg at vi skulle udnytte vores medlemskab af "English Heritage" (som lige skulle betales up to date foerst...) og tage til Leeds Castle i Kent. Jeg vidste det er en English Heritage site og har haft lyst til at tage der ud i aarevis.

Vi blev saa gladeligt overraskede, da vi naaede frem. Indgangsbilletten er £15 - og med 10% medlemsrabat blev det til £13.50 per snude. Det lyder maaske af meget, men saadan koster de fleste sevaerdigheder her. Dog er der en lille forskel paa Leeds Castle, for naar foerst du har betalt, saa er dine billetter gyldige i et helt aar! Det er da vild god service, synes jeg. Der er saa meget at se og det er virkelig en dejlig dag ud, og isaer hvis man har smaa boern, som kun kan tage den slags i smaa doser, synes jeg det er fedt man saa ikke skal spilde en stoerre formue paa at komme ind og saa slet ikke kan naa at se en tiendedel af stedet.

Slottet er ikke kaempe stort, men det sidder i 500 acres (efter sigende omkring 200 hectar) parkland og der er masser af fede gaature paa stedet. "Are those rhubarbs" spurgte Lloyd og selvfoelgelig grinede jeg og sagde "don't be silly", men ehmmm... de ER gigantiske rabarber. Der skal vidst en del til at spise en rabarberkage lavet af bare en enkelt!

Vi gik lidt rundt i parken og fandt frem til slottet, som er en blanding i stil, da den er bygget om og til siden det 12. aarhundrede. Faktisk er slottet et af de aeldste slotte i England og den er naevnt helt tilbage i det 9. aarhundrede i "the Domesday book". Den mur her er fra omkring det 12-13. aarhundrede, saa ikke helt nybygget.

Inden i slottet besoegte vi baade gamle og nyere dele og alle dele var lige charmerende, i hver deres stil. Jeg var isaer betaget af den "nyere" del, hvor stuerne stod som da de var beboede - og vi blandt andet fik en af damernes paaklaedningskamre at se. Tjek lige de sko!

Paa et tidspunkt var jeg ved at tage et billede og jeg kunne ikke forstaa hvorfor midten af billedet var saa taaget. Hmmm... mon ikke der var en lille prinsesse pilfinger der havde haft fingrene paa linsen i gaar og havde efterladt et stort fedt fingeraftryk lige i midten. LOL - mange af mine billeder ser virkelig ud som der spoeger paa slottet!

I parken omkring slottet er der en fantastisk masse fugle. Mange af dem er fantastisk flotte og en enkelt slags er en art gaas, der naesten var uddoed, men som er blevet avlet paa Leeds Castle og derved bevaret.

Jeg er rigtig glad for vores billetter, som jeg tror vi faar en del glaede ud af. Vi snakker allerede om hvor flot det ville vaere at tage der ud om en maanedstid, naar loevet skifter farve paa traeerne. Monstro vi kan finde en weekend med saadan noget fantastisk vejr som vi har haft i dag? Naeppe, men mindre kan sandelig ogsaa goere det, for i dag har altsaa vaeret helt fantastisk!

Dagens mand i skysovs

Til trods for jeg har vaeret i det skoenneste kvindelige selskab hele dagen synes jeg vores dag har vaeret praeget af en del maend, der har fundet ind i fotografiapparat.

Foerst var der den hovedloese mand paa the Sarf Bank.

Siden en hanmaage paa stranden langs the Sarf Bank. Ja, det vil sige jeg er ikke helt 100% sikker paa den var af hankoen, men jeg havde ikke lige tid til at faa testet dens DNA (nej, for en brugbar test...), for at se om den var af han eller hunkoen...

Denne flotte fyr moedte vi paa the Tate Modern. Det er jo paa det naermeste ren og skaer porno, altsaa saadan paa tegneseriesk.

Paa St Pancras station rendte vi ind i Sir John Betjeman og nogle af hans poetiske ord paa gulvet.

Maendene paa vores vej var dog bare en hurtig distraktion fra alle de vigtige ting vi skulle have diskuteret undervejs. Joesses, som man snakker godt, naar man gaar og vi gaar en del; det er blevet til 20 km. paa de sidste to dage!

En samtale med Oscar Wilde

Vi snakker...
Vi strikker...

Og saa faar vi ogsaa lige lidt sightseeing med.

Joesses, som vi hygger os!

Man skal ikke altid koere lige hjem

Min allerkaereste veninde, som jeg har kendt siden kort tid efter jeg flyttede til London flytter til Danmark. De skal koere i morgen tidligt, saa i dag var der sat et par timer til side, saa vi kunne se hinanden.


Vi havde aftalt at gaa paa "the White Bear" og spise lunch, saa vi havde tid sammen, hvor vi ikke skulle staa i koekkenet det meste af tiden, men vores planer aendrede sig med dagen og det taetteste vi kom paa the White Bear var at koere forbi den.

Paa grund af de aendrede planer fik vi lejlighed til at koere en lille omvej paa vejen fra hid til did og to saa chancen for at komme et smut ned omkring "St Mary the Virgin kirken" i Farleigh Hall. Jeg fandt en lille artikel om kirken, som simpelthen er saa smuk og nuttet - og saa er den oldgammel.

Der er ikke plads til mange paa kirkegaarden, men det er der vidst heller ikke behov for, da den faste congregation er paa omkring 25 personer. Vi moedte kirkebetjenten, som var saa aergerlig over vi ikke var kommet lidt foer, da de serverer "tea and cake" til tilfaeldigt forbipasserende i sommermaanederne.
Kirken er, efter sigende, bygget i 1062, men vaabenhuset blev tilfoejet i "nyere" tid, nemlig omkring det 17. aarhundrede, mener jeg han sagde. Der er godt nok ikke plads til de helt store armbevaegelser derinde.
De soede smaa kors er lavet af lokale kvinder og man kan samle en op gratis, som et lille minde om kirken. Vi snuppede en enkelt, da man da altid kan bruge et bogmaerke. Mine venner og kolleger faar spat af at jeg altid laver aeseloerer i al ting, men jeg synes da det er saa praktisk. De falder f.eks. ikke ud...
Der er mange smaa sjove detaljer i kirken, som i hoej grad viser som den har udviklet sig over aarene. Denne kirkeboesse er i hvert fald ikke fra hverken i dag eller i gaar, men jeg synes simpelthen den er saa soed og var saa irriteret over jeg lige havde lagt min eneste moent i "the tea fund caddy".

Nederst i hoejre hjoerne kan man se en "Virgin and Child" figurine paa en lille hylde. Kirken har mange katolske levn - f.eks. navnet, men det er altsaa en ganske almindelig "Church of England" kirke. Jeg spurgte kirkebetjenten om den var "High Church" (saadan lidt indre missions agtigt), men han bedyrede paa det kraftigste at den bare var ganske normal og Church of England.

Knaelepuderne er garanteret broderet af kvinderne i landsbyen og er alle forskellige. Jeg lagde maerke til de mange psalmeboeger der laa for hver person, men naaede ikke lige at faa dem studeret naermere. Jeg er ellers nysgerrig efter at se hvad de skal med saa mange boeger.

Doebefonten er en lille soed sag, som er muret ind i vaeggen. Stoerrelsen er lige tilpas til kirkens rum, men det maa godt nok vaere noget besvaerligt at faa barnet taet nok paa vaeggen!

Kirken er saa lille bitte at der kun er blevet plads til to vinduer bag alteret, skoent man traditionelt har tre. De har saa sat et lille bitte billede af "Virgin and Child" op mellem vinduerne og jeg gad vide om de skal udgoere den tredje del. Aller foerst troede jeg bare det var et lille stykke kunst og paa afstand ligner det et billede af en TROLD!

Som sagt kommer der fast op til 25 personer til en almindelig kirkegang, men der er godt nok heller ikke plads til de bringer ret mange med sig, for jeg vil skyde paa der er siddeplads til mindre end 100 personer - vidst naermere 75. :)

Vi var blevet helt vaek i al den historie vi havde omkring os og havde helt glemt tiden, indtil maendene ringede for at hoere hvor i alverden vi blev af! "Ehmmm... vi er inde og se en kirke" loed der spagt og saa hoppede vi paa hesten og skyndte os tilbage til der hvor vi skulle vaere. Vi fik slet ingen skaeld ud, skoent alle var helt vildt sultne, men jeg tror godt de vidste vi lige skulle have lidt tid sammen til bare at vaere os, inden vil skal bo i hvert sit land!

Post nr 1,000 - med fotosafari

WOW - i foelge blogger er dette min post nr. 1,000! Jeg kan se paa besoegstaelleren at jeg har rundet 25,000 besoeg og jeg sidder her og maaber. Jeg laeser mange forskellige blogge, danske saavel som andre nationaliteter, og begriber ikke at nogen gider foelge med i mine ligegyldigheder, men haaber da ikke I alle kommer her af ren medlidenhedsskyld. :)
Tak for alle jeres besoeg og kommentarer, jeg saetter pris paa hver og en.


I gaar tog jeg en hurtig runde i haven med mit elskede fotografiapparat. Montbresiaerne er i udspring, men en enkelt havde aabenbart sprunget for hurtigt og var snublet i springet. De var nogle af de foerste blomster i vores have som jeg virkelig lagde maerke til og glaede mig til ville blive vores!
Parakitterne har vaeret i aeblerne og nu har myrerne gud hjaelpe mig ogsaa faaet smag for dem. Vi blev enige om at lade det afgnaskede aeble sidde paa traeet - i haab om at fugle og myrer spiser det faerdigt, foer de gaar i gang med de naeste.
I oevrigt kan jeg se at al ting er et par uger bag ude, for sidste aar ved denne tid plukkede jeg 100 blommer og indtil videre kan jeg kun se to der er naesten modne.

Vi sad ude og noed vores frokost i gaar. Det havde vaeret overskyet hele morgenen, men pludselig broed solen igennem og varmede som en griselampe. Da vi satte os til bords fik Lloyd oeje paa denne lille groenne faetter, som sad lige ved hans tallerken. Den ville hverken helt eller halvt flytte sig, saa jeg pustede til den og saa skred den.

Efter vi havde spist skulle vi ud og handle. Vi gad ikke rigtigt, men vi traengte til det, saa vi koerte afsted. Jeg bad Lloyd om at koere til Bromley foerst, da jeg lige skulle have betalt et par checks ind i banken og skulle have fat i et kort til min kaere veninde, som flytter til Danmark (BUHUUUUUUUUUU) i morgen. Fra Bromley var det meningen vi skulle koere direkte til "the Great Sava Centre in the sky" (ja, saadan kalder jeg altsaa altid vores supermarket; kan ikke lige huske hvorfor), men min elskede havde faaet en ide. "There's somewhere I want to show you" sagde han og inden jeg fik mig set omkring var vi ude paa M25-motorvejen, destination Gatwick!
Stedet han ville vise mig havde han opdaget ved et tilfaelde en dag han var ude paa en af hans utallige lufthavnsture og sad i en trafikprop. Han besluttede sig for at dreje af og se om han kunne finde en anden vej hjem og endte i Netherne village, som er en, tilsyneladende, ny landsby bygget et af de smukkeste steder taenkeligt. Jeg begriber ikke hvordan der er blevet givet tilladelse til at bygge der, men der var godt nok dejligt.

Vi koerte ned ad bakken fra byen og stoppede, saa jeg kunne staa ud af bilen og tage kornbilleder. Jeg elsker simpelthen synet af en tilsaaet mark. Det er saa dejligt livsgivende og saa giver det nogle fantastisk flotte billeder. :)

Der er en del kastanjetraeer langs vejen og markerne og alle bladene ser efteraarsbrune ud paa dem. Jeg forstaar det ikke helt, men gaar ud fra der maa vaere sygdom i dem, for de er bestemt ikke blevet braendt af solen i aar!

Vi blev ved med at koere ad de mindste og de mest kringlede veje og pludselig fandt vi Farthing Downs, som jeg opdagede er ejet af the Corporation of the City of London, som ogsaa ejer den bygning jeg arbejder i. The Corporation ejer rigtig mange store groenne arealer og goer et kaempe stykke arbejde for at holde dem groenne og ikke lade dem blive bebygget.

Naar man staar paa toppen af Farthing Downs foeles det lidt som om man staar paa toppen af verden. Man kan se helt fantastisk langt vaek og der er saa smukt saa smukt. Det eneste man lige skal tage hoejde for er alle de kolorte der ligger rundt omkring. Vi saa ikke koeerne, men aabenbart gaar der koeer deroppe.

Jeg saa et par roede vinger suse forbi mig og straks var jeg paa jagt med linsen, for at se hvad i alverden det var for en faetter og skoent jeg saa den taet paa maa jeg indroemme jeg ikke er taettere paa at vide hvad det er for en, men flot er den da.

Farthing Downs, lige som alle de andre Corporation-ejede groenne arealer, er rigtig godt skiltet og der er lagt adskillige forskellige ruter ud, som er lette at foelge. Jeg tror vi skal et smut derop en dag med et par timer i lommen, saa vi kan proeve nogle af ruterne.

Skyerne susede hen over himmelen og lyset skiftede konstant mens vi var der. Det er lige saadan noget vejr jeg godt kan lide, for der er hverken for varmt eller for koldt og saa giver det saadan nogle dramatiske billeder.

Jeg skulle lige have et enkelt billede mere foer vi skulle koere videre og saa fandt jeg en tidsel med en hummelbi, som jeg synes var en meget passende afslutning paa turen. Hummelbien viste sig at vaere lidt speciel, for den havde en roed roev! (Der kommer flere billeder paa Flickr). Jeg gad vide om det er et kriterie for krybene paa Farthing Downs at de skal have noget roedt paa sig for at maa bo der? :)

Turen hjemad gik den lange vej rundt, ned gennem en ualmindelig skoen skov, hvor vejen kun var bred nok til en enkelt bil og der var lavet "hold ind til siden pladser" saa folk kunne passere hinanden. Saadan et sted bliver man simpelthen noedt til at koere og nyde, saa det gjorde vi.

Vi kom til en lille lysning, hvor jeg blev noedt til at stige ud endnu engang for at traene pegefingerens fleksibilitet.

Der stod nemlig en stor og laekker rugmark (joesses, jeg kommer pludselig i tvivl - det er da rug?) med en skoen blaa og hvid himmel over sig. Som allerede tidligere naevnt saa er det altsaa noget af det smukkeste jeg kan se og faar mig altid til at taenke paa Jeppe Aakjaer. Han havde saa mange skoenne observationer omkring hoesten.

Endelig naaede vi til Caterham og satte snuden i hjemlig retning. Vi fik handlet og kort tid efter vi var kommet hjem og var ved at saette noget hurtigt mad paa bordet ringede det paa doeren. Der stod min svoger og kone med en flaske Disaronno, en kasse honey mangoes og et lykoenskningskort i haanden og gratulerede med bryllupsdagen. Vi skyndte os at aabne en flaske vin og naaede knap at saette glasset til munden inden en af vores venner stod og trykkede paa doerklokken ogsaa!

Vi satte os lige i koekkenet mens vi spiste og i loebet af nul komma fem var aftenen gaaet og vi havde sat paa den haarde koekkenbaenk hele aftenen! Jeg elsker at vaere impulsiv og man kan da ikke sige andet end i gaar virkelig var en perfekt dag i den sammenhaeng!