Det skal nok lykkes!

Vi har i aarevis droemt om at rejse til Cuba og nu tror jeg sgi det lykkes; vi har i hvert fald guideboeger nok! Vi har en del ideer til hvor vi vil hen og hvad vi skal se, flyvebilletterne er foreloebigt reserverede, saa finder vi nok en bil og nogle hoteller inden laenge. Gode raad, vink og vejledninger modtages med kyshaand. :)

Man bliver saa klog af at rejse!

Noget af det foerste min elskede laerte at sige paa dansk var "Jeg vil gerne have en vinduesplads, tak". Faktisk tror jeg det var det allerfoerste han laerte og han har brugt det tit lige siden. Vi sidder saa vidt muligt altid ved vinduet naar vi flyver. Det er lige meget om den ene eller den anden sidder der, for jeg kan sagtens laene over og tage billeder ud af vinduet. :) I dag var det mig der endte ved vinduet og til trods for jeg sad og laeste, saa havde jeg alligevel det ene oeje ude for at se hvad der foregik under os. Jeg kiggede egentlig hovedsageligt for at se om der var sne, men jeg fik oeje paa noget mindst lige saa interessant - nemlig en meget firkantet oe, inde mit i det nordlige Holland. Jeg snuppede lige et billede, saa jeg kunne gaa hjem og kigge paa Google Maps.

Efter kort tids soegen fandt jeg stedet paa kortet, og snart var jeg landet paa en del Hollandsksprogede websider, som jeg fik mig stavet igennem, saa jeg kunne finde lidt information paa engelsk ogsaa. Stad van de Zon (Solbyen) hedder stedet, skal blive en CO2 neutral by. Det viser sig det er en del af et EU projekt, og der saa sandelig ogsaa deltagelse i England i Kirklees og i Tyskland i Am Koldenfeld (er det ikke et lidt misvisende navn?).

Jeg synes det er vildt spaendende og haaber paa at kunne komme afsted med at besoege et af projekterne en dag. Maaske man skulle overveje at faa installeret et par solpaneler paa soendersiden af huset. Hmmm.. jeg ved kommunen giver tilskud til det lige nu. Det er da vaerd at overveje. Gad vide om der er en vaagen laeser der har erfaring med det?

Og saa afsted...

Helt aerligt, det er sgi da smart!

Saa er vi tjekket ind - og vi skal ikke engang flyve foer i morgen eftermiddag. Jeg kan falde i svime over hvor smart internettet er igen og igen. Taenk sig alt det boevl man plejede at have, naar man skulle rejse nogen steder hen. Billetter skulle hentes og bringes og printes og inspiceres og hvad ved jeg. Nu booker vi online, printer vores egne boarding cards og checker ind 24 timer foer vi skal flyve. Nu vil jeg lige saa stille begynde at glaede mig. :)

Aarets foedselsdagside

I naeste uge fylder min elskede aar. Han oensker sig ikke specielt noget i foedselsdagsgave og der er altsaa graenser for hvor meget toej man kan koebe til et menneske uden det bliver kedeligt, saa i aar besluttede jeg mig for at give ham en af mine egne yndlingsgaver, nemlig en weekendtur og denne gang til Bruxelles, hvor nogle af vores gode venner lever. Ahemmm... det er vidst en lille bitte smule en gave til mig, men ehmmm... Lloyd er da ogsaa inviteret med. :)

Jeg fik den geniale ide at fortaelle ham det paa forhaand, for jeg synes ogsaa han skulle have lov at glaede sig lidt. "Hvor skal vi bo" spurgte han og saa skyndte jeg mig at vise ham billedet ovenfor af hotel "Thon", som bare ser doedsygt ud udefra, men faktisk er meget paent indeni. Jeg havde nemlig foerst faaet en pris paa Eurostar billetter og bed and breakfast paa Thon, hos rejsebureauet, men saa fik jeg en ide. Gennem vores bankkonto har vi en rejseanordning, som paastaar at de kan forbedre prisen paa dine rejser. Jeg mener vi bestilte igennem dem da vi var i Tyrkiet, saa jeg besluttede mig for at give dem et lille opkald...

Det fortroed jeg ikke... ikke bare slog de prisen ned, de smed gud hjaelpe mig ogsaa lige et femstjernet hotel, fra det 19. aarhundrede, med oven i koebet, nemlig the Metropole. Det viste sig vi havde en del Airmiles tilgode og nogle af dem fik saa ben at gaa paa. Hotellet minder mig om "The Addams family" og Lloyd aner intet. Han tror vi skal bo paa et almindeligt sjaelloest hotel, uden luksus. Han ved godt at naar det er mig der bestiller, saa er luksussen i oplevelserne, ikke i hotellet. Well, denne gang tager han fejl. Vi flyver med British Airways fra den nye terminal 5 i Heathrow (nu haaber jeg sgutte de faar vores nye kufferter vaek!) om to uger og bliver fra Fredag til Mandag.

Der er selvfoelgelig en aarsag til vi ikke skal rejse foer en uge efter foedselsdagen, for vi skal liiige have lidt julehygge med ogsaa. Saa vidt jeg kan se paa kortet lander vi lige midt i julemarkedet, som vi har droemt om at besoege i aarevis. Det ved den unge mand heller ingenting om. Han er nemlig saa vandt til at alt det med at rejse staar jeg for og jeg skal nok soerge for at vi har al den information vi skal bruge, saa laenge han soerger for at alt er soerget for hjemme, saa vi kan tage afsted.

FEDT - der er bare fjorten dage til og saa kan vi gaa ind i julemaaneden med maner. Mit billedferingsapparat er ladt - og parat til eventyr. JUBIII!

En snegl paa vejen...

Jeg moedte denne lille forsigtige sag, da jeg var paa vej paa arbejde i morges og jeg taenkte helt automatisk paa de rejsende folk, som maa vaeret godt paa vej gennem Tyskland nu med al deres habengut "paa ryggen". Det er vidst paa tide med en update pr. text.

Dengang vi var i Istanbul...

Det er vidst paa tide jeg begynder at faa styr paa nogen af alle de billeder jeg fik taget mens vi var i Istanbul - og jeg lover dig det var mange!


Vi rejste hjemmefra klokken midt om natten (det betyder klokken var mindre end 06.00!). En af vores venner hentede os og koerte os til Terminal 2 i Heathrow, hvor vi skulle flyve med Swiss Air til Zurich og videre til Istanbul. Vi havde ikke specielt oensket at flyve via Zurich, men det var vel derfor billetterne var saa billige... Himlen var saa utrolig flot, som morgenroeden viste sig. Vi naermest hang ud af vinduer og doere og tog billeder - og var en pestilens for vores omgivelser. Pludselig var vi i Svejts og foerste del af turen var ordnet. Vi var lynhurtigt enige om at Svejts staar ret hoejt paa oenskesedlen for et sted vi kunne taenke os at kigge lidt naermere paa. Jeg sendte en hurtig textbesked til min veninde Inger, som bor der - og beklagede at vi ikke kunne naa ind og faa en kop kaffe, for svejtserne planlaegger saa praecist at vi kun havde omkring 45 minutter fra vi landede, til vi rejste igen.

De har et meget spaendende faenomen i lufthavnen, som aabenbart frekventeres af mange kameler, som ryger som en skorsten...

Vi snuppede en flaske Heidivand med i tasken og saa begav vi os op i de hoejere himmellag igen.

Der var masser af sne og bjerge at kigge paa og masser af smaa landsbyer der snor sig gennem dalene. Det er saa sjovt, naar man kan sidde og foelge med i folks liv fra 10kms hoejde. Jeg kigger tit op paa flyvemaskinerne og taenker paa om folk mon sidder og spekulerer i hvem der bor hvor - for det goer jeg altid selv, naar jeg flyver.

Strikketoejet blev fundet frem og inden vi naaede at taenke os om var vi landet i Istanbuls Ataturk lufthavn. Vi var enige om at tage med det offentlige ind til hotellet, for vi havde et godt kort med og kunne se at vi blot skulle skifte sporvogn en enkelt gang under vejs.
Det er helt vildt billigt at rejse med sporvogn i Istanbul. Man betaler bare YTL1.60 per tur og det er noget i regionen af 70p! Systemer virker upaaklageligt og inden laenge stod vi paa Sultanahmet sporvognsstation og kiggede paa kortet.

Folk stroemmede til og var saa behjaelpelige og viste os naeste helt til doeren af vores hotel. Vi foelte os saa velkomne fra det oejeblik vi satte fod i lufthavnen og var naermest overvaeldede over den fantastiske gaestfrihed vi moedte alle steder. Hotel Historia er ikke et hotel med stjerner, men et "special hotel" i Ottomansk stil. Hotellet er klinisk rent, sengene er gode, badevaerelset i orden og morgenmaden perfekt til mig. Personalet er saa soede og behjaelpsomme som man kunne oenske sig og jeg har kun en lille bitte kritik og det er at vaerelset godt maatte have vaeret en m2 stoerre, for saa ville der have vaeret plads til at staa ved begge siderne af sengen... Anyhow, vi klager ikke, vi betalte naesten ingenting for at bo der og vi blev passet og plejet i alle ender og kanter.
Udsigten fra vores vaerelse var over gaardhaven og naboens ehmmm... spaendende tag. Joesses, hvor har vi laert at hvis vi skal have noget bygget, saa skal vi sgutte have en haandvaerker der uddannet i Tyrkiet. Der er rigtig meget de er gode til i Tyrkiet, men at bygge og vedligeholde deres bygninger er de naesten lige saa gode til som i Spanien! De klasker nogt tilfaeldigt op og saa klistrer de det ind i puds, saa ingen kan se at de ikke ved hvad forbandt betyder!

Efter vi havde faaet pakket ud gik vi i baren og noed et glas tyrkisk oel (endnu en ting de er gode til i Tyrkiet - at lave oel!) mens vi kiggede lidt i guidebogen og tjekkede kortet for at se hvor vi i virkeligheden var landet. Vi kunne allerede maerke at det ville blive en spaendende weekend, for vi havde allerede faaet saa mange forskellige indtryk at vi boblede for at gaa ud og opleve.

Vi valgte en tilfaeldig gade og gik ned ad den. Vi kiggede os om i omraadet og lurede paa hvor vi monstro skulle spise til aften. Der var saa fantastisk mange muligheder og vi var bare skrupsultne, skoent klokken ikke var ret mange. Naar man flyver via Zurich faar man bare en lille klapsammen pizza undervejs, saa vi havde ikke spist ret meget hele dagen. Desuden var vi smadrede til atomer. :)

Vi fandt en hyggelig lille bitte restaurant, som saa ud som om den var blevet mast ind mellem to bygninger. I det hele taget saa stedet lidt tilfaeldigt ud, men vi var modige og blev beloennet med en skoen middag. Det var saa moerkt paa restauranten at billeder var en by i Rusland, med mindre man badede dem i blitzlys og det er altsaa synd at goere! Anyhow, et lille billede af deres fede lysekrone kunne jeg ikke dy mig for, saa den tager vi lige med her.

Efter vi havde spist var det blevet moerkt og koldt. Vi gik den lange vej hjem, bare for at kigge lidt paa omraadet og blev snart inviteret ind i en forretning (Aytek rugs), hvor personalet insisterede paa at vise os deres gaestfrihed ved at servere aeblete og ikke saelge os noget. Tyrkerne bruger meget milde salgsmetoder, men alligevel skal man vaere staerk nok til at sige nej! Det viste sig at vi slet ikke havde nogen brug for at sig nej til noget som helst, for gaet hvem arbejdede i butikken? Ingen ringere end Hodja fra Pjort!

Ok, saa han er blevet lidt tyndere i toppen, men han er stadigvaek lige saa fraek og soed som den skoenne knaegt jeg laeste om i 70erne. Vi faldt simpelthen for ham med det samme og han blev en tro foelgesvend og en stor hjaelp i de dage vi var der. Vi gaar allerede i tanker om en rejse sammen med ham og hans familie, men det vender vi tilbage til en anden dag.

Vi gik hjem om Sultanahmet moskeen, som ogsaa er kendt som den blaa moske, men den fortaeller jeg mere om en anden dag, for nu er det snart lunch - og jeg skal et sted hen hvor jeg aldrig har vaeret foer. Watch this space...