Fra Havana til Trinidad

Det er vidst paa tide vi tager et kapitel mere i Cubaturen. Denne gang er det ikke med verdens bedste billeder, i det de er taget fra bagsaedet af en Geely uden sprinklervaedske, paa Cubas slagne landevej. Saa er du advaret!

Soendag morgen gik vi op og hentede vores udemaerkede Geelyvogn fra udlejeren, koerte hjem til vores vaert og hentede vores kufferter og saa staevnede vi mod Trinidad, medbringende vaertens vejkort, som viste sig at vaere vaeldig godt, saa snart man laerte at bruge det...

Der er ikke meget trafik paa Cubas motorvej (ja, motorvej er ental paa Cuba!), det med en ordentlig midterrabat er heller ikke noget de gaar saa haardt op i, for de goer det saa besvaerligt naar man skal vende, men der er til gengaeld baner nok. Tre styks i hver retning og dem har man generelt for sig selv, naar altsaa alle hestene, cyklerne og fodgaengerne er gaaet hjem!

Det var lige det med kortet. Det er ikke nogen snild sag at finde fra ringvejen og ud paa motorvejen, for det med afskiltning er heller ikke noget de gaar saa haardt op i paa Cuba, men var vi koert den rigtige vej den foerste gang, saa havde vi jo heller ikke moed denne familie, som havde saa meget lyst til at tage paa soendagstur at de laante et par hjul fra naboen, for ud og koere, det skulle de bare! Ja, det var i hvert fald den konklusion vi naaede frem til, gennem latterkramperne!

Nu overdriver jeg faktisk lige rigeligt, naar det kommer til skiltemanglen, for der staar da skilte over alt. De viser vejen frem til en REVOLUTIONSK fortid, som ogsaa er nutid paa Cuba. Det er lige godt fantastisk hvor mange af den slags skilte der staar alle steder, naar der saa at sige ingen vejskilte er. Det er sgi da ikke paa grund af mangel paa skiltemalere!

Vi koerte ned ad Autopistaen indtil vi naaede til Australien (jep!) og drejede saa til hoejre mod Svinebugten, eller "Grissebassebugten" som den blev omdoebt paa turen! Turen ned til bugten gaar gennem en kaempe nationalpark, som er et vaadomraade med et fantastisk dyreliv. Vi havde spurgt vores vaert foer vi koerte om der var nogen slanger paa Cuba. "Nej", svarede han og fortsatte: "Vi har ingen farlige dyr paa Cuba - kun krokodiller!" Den gentog vi mange gange, ikke mindst da vi koerte igennem krokodilleomraadet, dog uden at se saa meget som en lille oegle!

Grissebassebugten er et fascinerende sted. Som mange andre steder paa Cuba ligner stranden til forveksling lava, men det er tilsyneladende den landlige del af de koralrev der gav de invaderende tropper problemer lige der, da de proevede paa at lave en omvendt REVOLUCION! Taenk sig saadan et smukt og fredfyldt sted var saa omstridt!

Vi stoppede og fik noget meget let at spise og en hurtig drink og fortsatte saa paa vores tur gennem naturparken. Vi var ikke helt i stand til at beregne hvor lang tid det ville tage os at naa frem og vi ville helst vaere fremme mens det stadig var rimeligt lyst, da det ikke er alle hestene og cyklerne der er lige veloplyste paa motorvejen!

Jeg har altid synes at gribbe var saa ukristeligt klamme, men har laert at saette pris paa dem i varme lande, da de hurtigt fjerner et hoermende aadsel, inden stanken bliver alt for ram. Vi koerte forbi et sted hvor et stoerre dyr var doed og mindst tredieve grippe flokkedes rundt om aadslet. Vi haabede paa at Geelyen fik us ud i civilisationen igen, for vi havde ikke moedt en sjael i mindst 20-30 km!

"Der loeb en krabbe over vejen" udbroed min elskede pludselig og saa skal jeg ikke sige andet end vi naermest var omringet. Hundredevis af landkrabber proevede ihaerdigt at krydse vejen. Vi stoppede og tog et par billeder og koerte saa lige saa forsigtigt, for at undgaa at koere over dem. Efter en 10-15 km maa jeg dog indroemme chauffutten begyndte at tage det lidt mere afslappet om der kom et knas eller to. Havde han ikke gjort det, saa tror jeg ikke vi var naaet til Trinidad endnu! Jeg kan stadig hoere for mig den sjove klik-lyd naar krabberne loeb paa kloeerne over vejen.

Pludselig begyndte der at vaere lidt stoerre liv paa vejen og vi var enige om at vi maatte vaere ved at vaere fremme ved civilisationen. 

Til trods for det var omkring 40 km siden vi havde set et vejskilt, kunne vi endelig konstatere at vi koerte i den rigtige retning, da vi fandt et kommuneskilt. Vi forlod Matanzas og koerte ind i Cienfuegos-regionen. 

Jeg tror aldrig vi fandt ud af hvad byen hed (maaske Horquitas?), men vi kunne da konstatere at det var en by der var lidt stoerre end hvad vi paa engelsk kalder "a one-horse town" (en en-hestes by!). Jeg tror dog roligt vi kunne binde an paa at det var en one-car town, i hvert fald saa laenge vi var der!

Turen gik videre gennem en raekke smaabyer, fulgt af Cienfuegos, som er en af de stoerre byer, som ogsaa saa meget dejlig ud og skulle vaere ret spaendende, men som vi ikke fik tid til at udforske naermere, da vi jo som tidligere naevnt gerne ville naa frem foer det blev alt for moerkt. 

Vi havde lovet vores vaert i Trinidad at ringe, naar vi naaede til Cienfuegos, saa vi kunne give besked om hvornaar vi gerne ville have maden faerdig. "Vi er fremme klokken otte" paastod jeg og taenkte ved mig selv at det i hoej grad ville komme an paa hvordan vejen saa ud og hvor god afskiltningen ville vaere. Well, jeg havde ikke haft noedvendig at bekymre mig, for der er vidst bare den ene vej fra Cienfuegos til Trinidad og vi droenede bare afsted og PRAECIS klokken otte holdt vi udenfor Casa Felix y Mercedes. Saadan - spoerg lige om vi var stolte af vores indsats!

Uden mad og drikke - dur Cuba ikke!

Man kan godt se paa koekkenforholdene i Cuba at der ikke findes nogen Ikea. De to private koekkener vi havde lejlighed til at besoege var i rigtig paene og velholdte hjem, med paent moeblement osv og helt klart 50'er koekkener! Sjovt nok er badevaerelserne noget mere moderne og ligner til forveksling et hvert engelsk badevaerelse. Naah, men det her skulle handle om mad og drikke og det plejer vi lige godt ikke at blande badevaerelset ind i!

Vi snakkede lidt om, inden vi rejste, hvad i alverden Cubansk mad er for en fisk. Der var ikke rigtig nogen af os der havde nogen fornemmelse for det, men vi gik ud fra at det ville minde om andet Vestindisk mad og isaer Jamaicansk, da de to oeer kun er adskildt af knap 150 km vand. Paa Jamaica faar man ikke tit frisk frugtjuice paa barer og restauranter, men man kan koebe alverdens giftigtfarvede sodavand med alskens E-numre i. Drikkevarerne forventede vi ville vaere enten rombaserede eller oel.

Vi fik ret i det med rommen og en af de foerste aftener forsoegte vi os med en "Hemingway", som efter sigende var Ernest Hemingways yndlingsdrink. Den var liiige soed nok til os, men smagte da meget godt, da den Cubanske rom virkelig er raffineret og faktisk ogsaa smager helt godt uden anden indblanding! Jeg tror faktisk den er en form for mojito, men hvad ved jeg om cocktails!

Paa Cuba faar man oceaner af frisk frugt og frisklavet frugt juice. Paa dette billede er det ananas i forgrunden, guava (det ligner altsaa cervelatpoelse!), papaya og en ordentlig baljefuld guavajuice, lavet lige foer vi satte os til morgenbordet. Jeg har aldrig vaeret den store eksotiske frugthaj, men i Caribbien smager eksotisk frugt som det skal - FRISKT!

Cristal er navnet paa Cubas pilsner oel, den moerke version hedder Buccanero og saadan er det bare paa Cuba. Der er ikke ti forskellige slags oel at vaelge fra. Man kan faa pilsner eller bitter oel og saa har jeg lige opdaget to andre fra en anden del af oeen! Oellet smager fortraeffeligt og er helt klart at foretraekke over det vin man kan faa, En af vores vaerter forklarede, da hun blev bedt om at anbefale en slags vin frem for den anden "Jeg kender ikke noget til vin, jeg er Cubaner!" :)

Jeg er meget modig, naar det kommer til mad og har endnu ikke faaet noget serveret som jeg ikke mindst ville smage paa. Naar vi rejser spiser jeg altid alt det specielle og lokale og er endnu ikke doed af sult, til trods for nogle tvivlsomme "maaltider" indtaget i Oesteuropa i 80'erne! Paa Cuba kan man altsaa godt komme til at savne noget ikke-Cubansk mad, for variationen i det man faar serveret er meget, meget lille. Vi snuppede en enkelt frokost paa Parque Central hotellet i Havana, hvor de havde saadan nogle paene toiletter, med baade toiletsaeder, papir og vand til haandvask!

Jeg kan varmt anbefale at spise hos vaerterne, hvis man bor privat, for der har vi rigtig god erfaring med den Cubanske mad, som bestaar af ris, boenner og stegt koed af en eller anden art, som oftest svinekoed. 

Vi fandt let undskyldninger for at saette os med en mojito (hmmm... jeg synes da jeg fik den lange slags) sidst paa eftermiddagen, eller foer dinner, for den er bare saa laeskende og laekker og joesses, som var der varmt! Det er virkelig sigende saa mange drinks billeder der er fra denne tur og relativt faa madbilleder, som da ellers plejer at vaere mere min stil.

Det eneste billede jeg har fra Castropol, som var en saerdeles udemaerket restaurant vores vaert anbefalede i Havana, er billedet ovenover. Konklusionen? Maden paa Cuba er ikke noget at skrive hjem om, men deres mojitoer er bare fantastiske!

Nu skal vi altsaa snart en tur ud i landevejsbillederne, for der er bare mange!

Havana paa hjul

Havana er ikke en by med mange biler, faktisk er der ufatteligt faa i forhold til byens stoerrelse og indbyggertal, som ligger paa omkring 2 millioner mennesker. Det er selvfoelgelig ikke uden grund at der ikke er mange biler, for det foerste er det et fattigt land og for det andet skal man have tilladelse fra regeringen for at faa lov til at koebe en bil!

Jeg troede, foer jeg rejste til Cuba, at det med de gamle Amerikanske biler var en skroene og at der maaske var nogle faa. Hvor fejl kan man tage - der var saa at sige ikke andet! Jeg vil skyde paa at taet ved halvdelen var over 30 aar gamle og rigtig mange op til 60 aar gamle! Bilerne paa kollagen oven for har jeg taget paa den foerste dag vi var der og det indenfor en radius af 2km fra hvor vi boede!

Et tilfaeldigt bybillede viser Ladaer som er mindst 20 aar gamle som de nyeste biler i gadebilledet og det er et helt reelt billede af Havanas bymidte. Har man en interesse for gamle biler, saa er Havana simpelthen stedet! Rigtig mange af de gamle Amerikanerbiler har en Ladamotor under koelerhjelmen, da en 20-aar gammel Lada motor trods alt er bedre end en 50-aar gammel Amerikaner!

Som noget helt nyt og en service til udlejningsindustrien (laes: statens biludlejning til turister...) saa vel som udlaendinge, der bor paa Cuba importeres der nogle faa Kinesiske biler ved navnet Geely. Geely bilerne, eller i hvert fald dem de importerer til Cuba er meget billigt lavet og har en eller anden Toyota symaskinemotor lagt under motorhjelmen, men ikke desto mindre tror jeg paa de er lidt af et statussymbol. Man ser ikke mange af dem, men de eksisterer!

Heste er rigtig meget brugt - ogsaa i Havana, hvor de dog mest er brugt til at farte turister rundt paa byrundtur. Mange af hestene ser lige saa gamle og slidte ud som bilerne og vognene lige saa, men der findes dog mindst en velnaeret hest i Havana, vi har selv set den! Jeg kan naesten ikke vente til at vise lidt af hvad vi saa, da vi begav os uden for Havana, hvor vi tilbragte de foerste 3-4 dage, inden vi blev modige og lejede en Geely!

Rod og orden

Da vi ankom hjem havde vi gud hjaelpe mig vejarbejde uden for vores hus IGEN og nu er der endnu engang et kaempe hul i vejen. Jeg tror det er tredje gang i aar og hidser mig op igen igen, for sikken et spild af penge!

Paa Cuba saa vi ingen vejarbejde; ikke fordi der ikke var behov for det, men ehmmm... alle pengene var nok blevet brugt her paa vejen, saa der ingen kunne blive til dem!

Det var ogsaa blevet efteraar mens vi var vaek. Det ser saa flot og ordentligt ud og lover om jul og vinter lige om straks. Jeg kan lige saa godt indroemme jeg glaeder mig til at tage vinterfrakken paa. Der er altsaa noget hyggeligt ved at gaa i en dejlig lun frakke. Saadan en tror jeg slet ikke man kan koebe paa Cuba, for hvorfor i alverden skulle man dog kunne det, der er 30 grader hver dag, aaret rundt!

Foerstehaandsindtryk

Velankommet til Havana fik vi vekslet nogle penge og hyret en taxa. Jeg havde laest at taxaen skulle koste mellem $25 og $30 (ja, de bruger vitterligt dollartegnet, men i folkemunde kaldes pengene CUC!) alt efter hvor i Havana man skulle hen. Vi fik at vide paa forhaand at taxaen kostede $25 (£18) - og det holdt stik.

Vi havde bestilt vores overnatning hjemmefra, men havde vaeret lidt spaendte paa hvad vi ville finde, da vi skulle bo privat. Paa Cuba kan folk soege om at faa lov til at leje deres lejlighed ud til turister, boligerne kaldes "Casas Particulares" og ejerne betaler et fast maanedligt beloeb til regeringen for dette privilegie og kan saa tjene penge paa at have folk som os boende. Vi havde fundet Casa Federico gennem Casa Particular websiden og havde ikke haft nogen grund til bekymring, for stedet var stort, rent og laa helt fantastisk; lige ved Prado, som er hovedgaden i Havana!

Vi havde bestilt aftensmad os vores vaert, Federico, og det kom vi ikke til at fortryde! Federico er en rigtig god kok og han havde forberedt en stor middag af traditionel cubansk festmad, som bestaar af stegt svinekoed med ris, avokado, agurk, kaal, ristede plantain bananer og en suppelignende sovs, lavet med kidney boenner. Det tegnede godt!

Da vi smagte kaffen var vi helt klare over at vi var landet et rigtig godt sted. Joesses, som den mand kunne lave kaffe. Vi fik en hurtig sludder, men der gik nu ikke ret laenge inden vi fortrak til vaerelserne, for joesses, som var vi traette!

Vi havde to vaerelser, side om side. Max fire personer, fordelt paa to vaerelser er hvad man kan faa tilladelse til at leje ud/til. Mellem de to vaerelser laa der et stort og dejligt badevaerelse og i begge vaerelser var der masser af opbevaringsmuligheder for toej og ting, et pengeskab og den uundvaerlige air condition. Der er hot, hot, hot i Havana!

Jeg vaagnede klokken fire om morgenen, mens det endnu var baelgmoerkt og laa vaagen i en halvtimes tid, indtil kokken paa taget overfor begyndte sit morgenkald KYKKELIKYYYYYY! Efter en times tid faldt jeg hen igen og sov videre til ved ottetiden. Dette moenster viste sig at gentage sig hver morgen gennem hele ferien, med eller uden kokkemorgenvaekning og helt aerligt, det var lidt hyggeligt.

Da Federico fandt ud af at han havde danske besoegende grinede han og sagde at vi ville foele os hjemme. Den danske ambassade ligger fire vinduer vaek fra lejligheden! Vi saa nu aldrig andre end os selv der saa specielt danske ud, men flaget var da oppe i loebet af ugen og man maa gaa ud fra at en eller anden passer kontoret. Spoejst at ud af alle de steder vi kunne have boet, saa endte vi lige der!

Foerste formiddag fik vi til at gaa med en hurtig rundtur i den gamle by, som ligger lige ud til vandet. Paa den modsatte bred ligger der et lille gult hus, oppe paa en bakke. I haven staar der en gigantisk ikonfigur. Huset var Che Gueveras, men som langt de fleste af de "officielle" bygninger i Havana, saa er det nu et museum, som vi dog ikke kiggede naermere paa.

Der er INGEN behov for at gaa paa museum i Havana eller resten af Cuba, for den sags skyld, da det er som at gaa i et udendoersmuseum naar man gaar gennem gaderne. Saa meget af tiden foelte jeg det som om jeg gik rundt paa et film set. Ja, ikke at jeg nogensinde har vaeret saadan et sted, men det foeles i hvert fald ikke som om det er et rigtigt sted, hvor folk virkelig bor!

Nogle af de officielle bygninger er i en fin fin stand og staar stolte og forvirrer med deres mange forskellige stilarter, mens de oldnordiske biler og lastbiler suser afsted i en kaempestor osende udstoedningssky! Jeg tror jeg saa en kommentar der sagde noget om at det ville vaere godt om man boede et sted hvor man reparerede biler. Tro mig, det er IKKE nogen god ide at beholde bilerne saa laenge. Jeg har ALDRIG nogensinde set saa faa biler forurene saa meget. Min elskede spurgte mig om der stod noget i min bibel (Lonely Planet - jordens bedste guidebog!) om hvor man kunne finde en bilsynshal, men det gjorde der ikke! Skulle bilsynsreglementet komme til Cuba, saa skulle de vidst have importeret 9 millioner cykler mere, saa de havde en hver, for der ville nok maximum vaere ti biler tilbage paa hele oeen!

Jeg kan slet ikke holde op med at taenke paa den maerkvaerdige oe. Hver gang jeg kommer i tanker om noget proever jeg paa at naa en eller anden form for konklusion ved for eksempel at sammenligne med andre steder jeg har vaeret og jo mere jeg taenker og spekulerer, jo mere indser jeg at sandsynligheden for at jeg nogensinde naar til nogen konklusion er meget lille! Cuba er unik - helt unik og der er ingen tvivl om der kommer flere billeder og fortaellinger over den naeste tid.

Det startede egentlig meget godt...

Vores tur startede foer vi overhovedet var klar til at tage afsted. Jeg fik en text og en email fra Air France, som kunne fortaelle de havde lavet om paa vores afgangstidspunkt. Vi skulle med en flyver en time tidligere end planlagt, saa klokken ualmindelig tidligt, faktisk lige midt om natten, stod vi op og koerte til Heathrow airport, for at begive os til Paris, hvor anden etape af turen skulle gaa fra. Vi var der tidligt og blev sat paa en flyver en time tidligere endnu. Den blev forsinket, saa vi endte paa en flyver der gik en time senere end den der gik to timer foer. Der var strejke i Paris!

Pariserstrejken var en god ting, for paa en eller anden mystisk vis endte vi nemlig med ordene "Pont Superieur" paa vores boarding cards - Pont Superieur (jeg er for lad til at tjekke stavningen!) er oeverste etage paa en 747-400; altsaa en lille opgradering til Business Class. :)

Forplejningen kunne vi ikke klage paa og det lille fakt at vi havde tre saeder pr to personer var der heller ingen brok over. Da vi floej over den Lysegroenne vinkede vi selvfoelgelig som en besat. Jeg er sikker paa jeg saa et par haender der floej i luften og vinkede igen!

I loebet af bare en 9-10 timer havde vi krydset Atlanten, floejet ned over Canada og USA (der var ingen spor af raketter over Cape Canaveral!) og var landet i Havana vaeldige lufthavn... Zzzz aah, nej, nu blev jeg for traet til at fortaelle videre. Vi maa tage et kapitel mere en anden dag!

Hvor skal jeg begynde?

Saa er vi hjemme igen, med oejne, oerer, naese og mund FULDE af det forunderlige Cuba. Joesses, som har vi alle faaet en paa opleveren!

En hurtig gennemgang af de hundredevis af biler viser en tur der var saa spaekket med oplevelser, at jeg snart ikke ved hvor jeg skal begynde! 

Jeg har vaeret paa nippet til at vride halsen af led indtil flere gange i de sidste ti dage, for at vaere helt sikker paa jeg fik det hele med! En ting ved jeg med sikkerhed og det er at jeg IKKE starter her, for nu vil jeg op og finde min seng!

Oh, lige en ting inden sengetid - en lille fejring af "la Revolution", for den har vi godt nok taersket langhalm i, da vi var paa besoeg i fortiden. Advarsel - der kommer mere, MEGET mere!

For foerste gang nogensinde!

Min elskede foreslog at vi pakkede i aften. Det gjorde vi saa. Det er ALDRIG sket foer, vi skal foerst rejse torsdag! Normalt foregaar pakningen aftenen foer afrejse. :)

Det eneste vi mangler at faa styr paa er at koebe nogle penge, men det foregaar tilsyneladende naar man er arriveret i det nye land. Ih, som vi glaeder os. Gad vide om Cuba er lige saa klar til os so vi er til Cuba?

At vaccinere eller ej?

Min elskede havde skaffet en aftale i laegehuset i dag, saa vi kunne faa foretaget vores vaccinationer, inden vores forestaaende tur til Cuba... (uhhh... proev lige og spoerg om vi glaeder os?) Vi fik hele baduljen for nogle aar siden, da vi ogsaa var paa en lidt mere eksotisk tur end vores saedvanlige Danmarksture. Af samme aarsag skulle der kun et enkelt lille stik til i dag.

Vores doktors ventevaerelse er ikke noget at raabe hurra for og de andre lokaler er saamaend heller ikke mere end man kunne forvente af en inner city praksis, men vi er faktisk helt tilfredse med det lille lokale laegehus. Paa vaeggen er der et ocean af plakater og pjecer (stavning?) om saa at sige alt hvad man kunne komme til at fejle. I UK har man en pjece for alt. Jeg laeste Duncan Bannatynes autobiografi og han har bygget et kaempe firma op ved at goere alt som er beskrevet i de officielle pjecer om dette og hint. Det er sgi da imponerende!

Jeg er vandt til alle plakaterne og pjecerne, men en enkelt plakat fangede dog min opmaerksomhed - nemlig denne her, som handler om hvad man kan goere hvis man er afhaengig af kokain eller andre stoffer. Det er simpelthen uhyggeligt hvor mange mennesker der er afhaengige af det skidt! Kokain er nu saa almindeligt og billigt at alle og enhver kan faa fat i det og har raad til at koebe det! Plakaten er fra en organisation ved navnet "Cocaine Anonymous UK", som er den kokainafhaengiges svar paa Alcoholics Anonymous. Jeg kan bare ikke holde ud at taenke paa alle de naive stakler der faar sig rodet ud i saadan noget skidt!

Der er mange der vaelger ikke hverken at faa deres boern vaccineret mod boernesygdommene eller selv at blive vaccineret inden de rejser ud i verden, men vi tager det hele med og soerger for at faa de boosterindsproejtninger der faar vaccinen til at vare laengere. I en stor, rodet og beskidt by som London kan man aldrig vide hvad man kan komme i beroering med.

Som sagt kunne vi noejes med et enkelt stik, nemlig en tyfusvaccine. Jeg laeste lidt om vaccinen i aftes, da jeg synes jeg burde vide hvad det var jeg skulle have stukket i min arm og jeg maa indroemme jeg blev noget overrasket! Jeg anede simpelthen ikke at tyfus var en form for salmonellaforgiftning. Man bliver klog af at rejse!

Lidt taettere paa sommerferien...

Der var et lille aerinde der skulle loebes i dag. Jeg havde ringet op til den Cubanske ambassade i fredags og havde faaet besked om at komme til High Holborn foer klokken 14.30 i dag, saa ved ettiden, da jeg endelig blev klar til at komme ud fra kontoret gik jeg ned for at finde et transportmiddel.

Jeg har endnu ikke faaet mig skrevet op til cykeludlejningen, saa jeg snuppede bussen i stedet og i loebet af nul komma ingenting stod jeg i High Holborn og kiggede efter ambassadebygningen. Jeg fandt den, men der var lukket. Aabningstid fra 09.30 til 12.30!

Informationen jeg havde faaet over telefonen var ikke helt korrekt, men udenfor ambassadebygningen moedte jeg to soede personale som gav mig alle de detaljer jeg skulle bruge, naar jeg dukker op igen i morgen for at faa turist visaerne til vores tur om godt et par uger. "Vi ses i morgen" smilede de begge og saa kunne jeg da umuligt blive sur over den fejlagtige telefonbesked.

Uha, som jeg glaeder mig!

Det skal nok lykkes!

Vi har i aarevis droemt om at rejse til Cuba og nu tror jeg sgi det lykkes; vi har i hvert fald guideboeger nok! Vi har en del ideer til hvor vi vil hen og hvad vi skal se, flyvebilletterne er foreloebigt reserverede, saa finder vi nok en bil og nogle hoteller inden laenge. Gode raad, vink og vejledninger modtages med kyshaand. :)