Jeg besluttede mig for ahemmm... to aar siden at jeg ville laere at haekle bedstemorfirkanter eller hvad nu de haeklede firkanter hedder. Jeg koebte noget bomulds/bambusgarn, fiskede en haeklenaal frem af gemmerne og gav mig igang. Da jeg havde haeklet seks store firkanter mente jeg jeg havde styr paa den del af processen og gav mig til at regne ud hvordan de skulle haekles sammen.
Der var ingen mangel paa muligheder og til trods for jeg ville have gjort det anderledes, hvis jeg vidste da hvad jeg ved nu, saa er jeg egentlig meget tilfreds med resultatet indtil videre. Nu skal jeg lige til at eksperimentere med en afsluttende kant rundt om, saa maa det vaere nok for denne gang. Jeg har nemlig en del andre projekter, der traenger til at blive gjort faerdige, saa jeg kan komme igang med noget nyt.
En ting har jeg laert af denne process og det er jeg foretraekker at haekle i et stykke, frem for en masse lapper der skal haekles sammen. Jeg haeklede et lille barnevognstaeppe til en lille faetterdatter for nogle aar siden og det er helt sikkert den maade jeg kan lide at haekle paa. Alt det pjat med ender der enten skal haekles med ind eller sys vaek efter endt haekling er en pestilens. Det goer mig sjovt nok ikke noget naar jeg strikker, men der er det ogsaa nemmere at faa enderne syet vaek, saa det ikke kan ses.
Nu tager jeg lige de sidste par (lange!) runder til en omgang fjernsynskigning. "The Incredibles" er nemlig paa banen og jeg er altsaa temmelig forelsket i Mr Incredible og hans kone Elastica. :)
