En chat med mit trae

For en enkelt gangs skyld havde jeg tid til at gaa en lillle tur i middagspausen, saa jeg vandrede op til Finsbury Circus, for at se hvordan arbejdet paa Crossrail projektet skrider frem. 

Som den vaagne laeser vil vide lukkede de min yndlingsrestaurant i 7 aar, for at bygge Crossrail projektet. Ja, det sagde de i hvert fald, men de glemte da vidst lige at informere mig om at den skoenne lille bygning ville blive ryddet med jorden! Ja, kaelderen staar altsaa endnu, men sikkert ikke meget laengere.

Traeeerne omkring Finsbury Circus er kaempe og gamle og staar endnu. Dem faar de altsaa ikke lov til at faelde, for saa bliver jeg aktiv tree-hugger og binder mig til dem! Jeg plejer at konsultere traeet paa billedet her, naar jeg har problemer jeg skal have taenkt igennem. Jeg snuppede en lille sludder med det i dag, bare saa det ikke tror jeg har glemt det, men saa ringede min eks-kollega og lokkede med kaffe og saa blev jeg noedt til at gaa.

Dog ikke inden jeg havde lagt maerke til alle de skoenne loegblomster der pibler frem af jorden her, mens Danmark endnu engang daekkes af sne. Uanset hvor skoent det er at foraaret sniger sig op paa os, saa ville jeg slet ikke vaere traet af om vi faar sne igen her, men jeg tvivler.

I stedet glaedes jeg over krokusserne og de lille bitte blade, der begynder at dukke frem paa haekke og buske. I 1989 kan jeg huske jeg tog et billede af et Japansk kirsebaertrae i fuldt flor den 20 Februar. Det bliver ikke i aar!

Demokrati er en sjov sag

Som resten af landets befolkning fylder politik en hel del i min hverdag for tiden og nu har vi faaet en ny Prime Minister, som i de sidste tre aar har skraeppet op om at Gordon Brown ikke var folkevalgt. Han har aabenbart ikke fattet at vi ikke stemmer om hvem der skal vaere Prime Minister, men hvilket parti han skal representere.

Det engelske parlament bestaar af 650 Members of Parliament (MPs) og for at vinde slet og ret skal partiet have minimum 325+1 MPs valgt. Der var ingen partier der fik stemmer nok i aar, derfor har Conservatives og Liberal Democrats formet en koalitionsregering, saa nu er der slet ingen der har faaet det de har stemt paa - helt i demokratiets aand!

Her er mange og lange debatter om hvad demokrati er, hvordan man bedst bestemmer hvem der skal bestemme og hvordan man bedst reflekterer gennemsnitsenglaenderen i parlamentet. De konservative og Labour foretraekker det First-past-the-post system vi har nu, for ellers faar de aldrig noget der ligner et fuldstaendigt flertal. Liberal Democrats foretraekker noget der hedder the Alternative Vote (AV), for med AV ville de vinde flere pladser i Westminster.
Selv er jeg tilboejelig til i teorien at foretraekke the Single Transferable Vote, som jeg tror er det system I har i DK, men - og der er et stort MEN med det system, for man risikerer at faa folk som hende der hystaden (jeg kan pludselig ikke huske hvad hun hedder, men hende fra Glisses parti) med ind i varmen og det har jeg jo ikke lyst til. Vi har vores eget lignende parti her og de er simpelthen til at braekke sig over.

Jeg stoppede lige i to minutter ved livets trae i morges for at samle mine tanker. Der er meget at overveje i denne situation. Foerst skal jeg lige komme mig over tanken om at vi er endt med en konservativ regering, det er simpelthen skraekkeligt for et stort, rodet land som UK, hvor der er saa stor forskel paa de rige og de fattige. Siden skal jeg kigge paa hvad det betyder for den naermeste fremtid. Langtidsplanerne har vi heldigvis styr paa, men korttidsplanerne kan betyde en del mere arbejde for mig! :(

Livets trae

Naar jeg traenger til at taenke gaar jeg en tur om og kigger paa mit yndlingstrae, som jeg kalder livets trae. Ja, jeg har egentlig adskillige yndlingstraeer, men dette her er et stort platantrae, som for mig er et perfekt symbol paa livet i al almindelighed.


Platantraeer er meget haardfoere og er ideelle til storbyliv. De kan tage en masse knubs og doer ikke af at barken piller af, rent faktisk er det saadan de overlever, de skifter "ham" hele tiden. Smaa flager falder af og livet gaar videre. Til trods for livets knubs staar de der, flotte, stolte og ranke med alle arrene til fri skue for verden der gaar forbi. Det synes jeg er smukt og det giver mig saadan en dejlig foelelse af at have begge ben solidt plantet paa jorden.

Patienten er i oevrigt tilbage paa sin pind. Hun har det fint og kom med et soedt lille brev fra sin moar, der naesten takkede over, fordi jeg havde givet hendes smukke datter et knus, naar nu hun ikke selv kunne vaere der. Jeg er nu udstyret med samtlige telefonnumre for hele familien, bare hvis nu det skulle ske igen. :)