Fundet!

Jeg har siden jeg var en lille pige vaeret glad for at lave haandarbejde. Jeg begyndte at laere at strikke inden jeg kom i skole og da jeg var omkring 8 aar gammel fangede symaskinen min interesse. Der er ikke mange slags haandarbejde, som involverer enten garn eller stof, som ikke har vaeret igennem mine haender over aarene.

Da jeg var en stor skolepige syede jeg en hel del toej til mig selv og da boernene var smaa blev der ogsaa syet en hel del til dem. Min symaskine er ikke i lige saa god stand som den var engang og det kan ikke betale sig at reparere mere paa den, men hver gang jeg gaar forbi en stofbutik sender jeg den en taknemmelig tanke. Joesses, som den har sparet os mange penge!

I de sidste mange aar er det hovedsageligt strikketoejet der har optaget mine haender. Som saa mange andre strikkere har jeg gerne gang i adskillige projekter paa samme tid og det er ikke allesammen der bliver faerdige lige med det vuns…

Jeg har to smaa cardiganer liggende til Bebsen og Spunken, men jeg skal liiiige have koebt nogle knapper til dem, foer de kan overraekkes. I soendags ville jeg lige goere noget ved den sag, men selvfoelgelig havde min stofpusher gennem mere end 20 aar, som ogsaa er en god leverandoer i knapper, soendagslukket!

Jeg soegte lidt paa www, for at se om jeg kunne komme i tanker om andre butikker i nabolaget, som evt havde soendagsaabent OG solgte knapper. Det lykkedes ikke, men i min soegen fandt jeg pludselig noget helt andet - en garnbutik, som jeg ikke anede eksisterede!

Her gik jeg og troede at stofpusheren var den eneste i denne bydel der saelger garn! Stofpusheren har et ringe udvalg af garn, som hovedsageligt er akrylgarn og det kan jeg slet ikke have med at goere. Jeg skal knap kigge paa det, foer det kloer over det hele og mit haar bliver helt elektrisk.

Knitshop ligger bare 10 minutters gang hjemmefra og har en ganske udemaerket udvalg af naturlige fibre. Det er godt nok ikke den store garnmangel jeg lider af, men det har nu aldrig holdt mig fra at koebe garn. :)

Faerdig!

Nu faar vi saa se om jeg kan finde den opskrift jeg brugte sidste gang jeg lavede hjemmesko til min elskede. Han brokker sig hoejlydt over at de andre synger paa sidste vers. Der var ingen brok, da han skulle vaere garnholder i gaar. ;)

Taalmodighed er en dyd!

Det her tager taalmodighed - STOR taalmodighed.

Hvorfor er det altid om mandagen?

Ikke om jeg fatter det. Det er ALTID om mandagen jeg har tid, lyst og brug for at komme et smut i min yndlingsgarnforretning, Loop - og gaet lige hvornaar de har lukket? Om mandagen!
Oh well, jeg bliver noedt til at finde paa noget andet. :)

Soendag i laenestolen

Jeg tror jeg gaar og bliver lidt lad paa mine gamle dage, eller ogsaa har jeg endelig laert at saette mig ned og slappe af. Hmmm... jeg tror det er det sidste der goer sig gaeldende. Huset ligner stadigvaek jeg ved ikke hvad, da pudsearbejdet paa loft og omliggende arealer gaar i sving paa mandag. Det kan simpelthen ikke betale sig at stoeve af, for i morgen er her endnu vaerre! Det paastaas at blive bedre til naeste weekend. :)

Der har vaeret stille ude ved fuglefodderet i dag, men af og til kommer der da en lille mejse og snupper lidt. Jeg har lagt maerke til de bedst kan lide at spise i solskin!

I gaar fik jeg en dejlig pakke fra en veninde, som del af en lille gavebytteleg vi havde igang siden foer jul. Pakken faldt i MEGET god jord her, da den bestod af tre bundter Mirasol Sulka garn fra Peru. Det er lavet af 6-% Merino, 20% Alpaca og 20% Silke. Det er bare saa laekkert og jeg glaeder mig virkelig til at finde paa noget at lave af det.

I dag har virkelig staaet i garnets tegn. Jeg har siddet og makket med Ravelry, hvor jeg skulle have en masse garn ajourfoert, blandt andet dette laekre bundt, som jeg koebte da jeg var ovre hos Irene, for nyligt. Dette garn er ogsaa SydAmerikansk, det kommer nemlig fra Uruguay og hedder "Manos del Uruguay". Baade Mirasol og Manos er fra nogle spaendende projekter, der proever paa at give producenterne en ordentlig loen for et ordentligt produkt og et ordentligt produkt er det i hvert fald. Jeg er helt pjattet med begge dele.

Noget lidt mindre luksurioest er paa pindene lige nu, nemlig en troeje i 80% akryl og 20% uld. Det er noget garn jeg koebte som et eksperiment og til en hel troeje har jeg vel givet omkring 100 dkr, saa jeg overlever nok hvis det ikke bliver den fedeste troeje jeg nogensinde har ejet. Jeg skulle bare lige proeve noget. :)

Jeg kan aldrig noejes med at have gang i et projekt, saa jeg er ogsaa lige ved at haekle en halsfidus af Irenes design. Jeg er ikke sikker paa jeg har garn nok, men vi faar se, ellers maa jeg sende bud efter et bundt mere. Garnet er det samme som jeg haeklede vanter i og jeg synes det kunne vaere rart at have noget der matchede. Det kan aldrig vare inden det er tid at saette stegen i ovnen, men jeg skal lige naa et par raekker mere paa mit haekletoej inden jeg gaar i koekkenet.

Tina kan nemlig haekle

Ja hun kan - for det fik hun lige laert i loerdags, i hvert fald at foelge en opskrift. JUBIII - jeg er saa glad for mine nye vanter, som Irene har designet (sig mig lige engang frue, skal du ikke have det moenster publiseret?), men som jeg helt selv har haeklet og de passer bare paa en prik!

"Hvorfor er du saa vild med det moenster" spurgte Irene, og helt aerligt, er det noedvendigt at spoerge? Pasformen er intet mindre end perfekt og jeg er stolt som en pave.

Garnet er Aran Tweed i en laekker lilla farve med tweednistre, fra Kilcarra of Donegal. Sneen... er af egen avl i haven. :) Jeg havde saa travlt med at faa vanterne paa at jeg slet ikke har faaet dem vasket, for at goere dem lidt bloedere, men det naar jeg nok i weekenden. Lige nu gaar jeg bare og venter paa nogen skal spoerge hvor jeg har faaet de fede vanter og saa kan jeg jo nonchelant sige - aaah dem, dem haeklede jeg lige i sidste uge...

To af en slags

Jeg har laenge planlagt at faa begyndt paa at strikke stroemper igen - og endelig, paa vores Danmarkstur fik jeg startet paa et par. Jeg koebte et bundt selvstribende garn i Ulsnaescenteret (ror jeg nok det hedder) i Graasten og heldigvis havde den soede kone i butikken et moenster jeg lige kunne faa med. Det var 15 aar siden jeg sidst strikkede et par stroemper, saa jeg skulle lige huske hvordan man strikkede haelekilen.

I dag havde vi besoeg af David. Han var i godt humoer i dag og vi kan maerke han slapper mere og mere af hos os. Vi foeler efterhaanden der er ved at vaere ro paa ham igen, siden han har laert at stole paa at vi ikke vil flytte paa ham.
"After lunch, can we go for a drive?" spurgte David i dag. De sidste par gange han har vaeret her har Lloyd taget ham med ud og koere en tur og det elsker han bare, for han synes vores bil er rigtig smart og han kan godt lide at blive set i den. :) Desuden har han ikke selv en bil, saa det er ikke saa tit han kommer ud og koere. Nu er det slet ikke svaert at lokke Lloyd med til en koeretur, saa efter lunch forsvandt de to. Jeg kunne ikke forstaa de ikke var kommet hjem hen mod aften, men jeg havde saa travlt med at goere rent at jeg slet ikke havde tid at bekymre mig om dem. Det viste sig de var koert en tur til Brighton og begge to var bare skrupsultne! De to er bare saa gode sammen. Jeg elsker at de tager ud paa tur sammen - og det er da heller ikke saa ringe at faa en eftermiddag alene hjemme...


Nu har jeg faaet syet enderne vaek paa mine nye stroemper og jeg kan glaede mig til at snuppe dem paa mine kolde taer ved sengetid. Aaah, som har det vaeret en dejlig weekend. Jeg synes simpelthen jeg har naaet saa meget og samtidig har den vaeret rigtig afslappet. Nu vil jeg lige snuppe et par raekker mere paa det naeste par stroemper - og saa er det dybt godnat fra mig.

Paaskeglaedegaven der glaeder to gange

Da jeg deltog i Operation Paaskeglad i aar fik jeg noget laekkert uldgarn, som nu har faaet ben at gaa paa. Den anden aften fik jeg lagt sidste haand paa et sjal jeg har strikket paa i nogen tid og i aftes fik jeg det endelig vasket op og lagt til toerre.

Jeg har stadig ca. 70g af garnet tilbage og jeg haaber paa der kan blive enten et par sokker eller et par slippers ud af det. Jeg vil nemlig proeve at strikke stroemper fra taaen op og strikke begge sokker paa en gang. Det synes jeg simpelthen er skide smart - jeg har bare aldrig proevet det. Jeg skal nok finde et par foedder der kan vaere i sokker eller slippers og tagere plejer vi ikke at have besvaer med at finde i denne husholdning!

Welcome onboard train number 500 North

Saa gaar turen nordover igen, efter et par skoenne dage I det smukke, lune og regnfulde Oregon.

Tirsdag aften ankom jeg ved seks tiden. Vi var lidt forsinkede, men Gitte og Isabella stod taalmodigt og ventede paa mig paa stationen, som lovet og koerte mig hjem til en laekker middag og et godt glas vin.

Familien er lige flyttet fra en lejlighed ind I et skoent hus fra tresserne, men nyrenoveret og rigtig moderne. Huset er saa laekkert og saa har de bare utrolig meget plads. Det er jo ikke just noget vi generelt er plaget med I UK - tvaert imod. Engelske huse er som shoeboxes!

I gaar koerte vi Isabella I skole og saa tog vi paa udflugt. Foerst snuppede vi et ordentligt morgenmaaltid paa O'Connors I Mulnaghy (hvad var det nu det hed?) village. Det var saa hyggeligt og de lavede bare saa gode nogle pandekager. Kaffen var noget tynd, men I plentiful supply. Ved siden ad the Caf' laa der en slikbutik, som havde salmiaklakrids, saa den fik ogsaa et visit.

Northwest Wools var open for business og paa mirakuloes vis lykkedes det mig at slippe der fra med bare to smaa bundter garn. Joesses hun havde nogle skoenne ting, og saa viser det sig at vi laeser de samme strikkeblogge. Jeg maa lige have tjekket hendes webside.

Vi tog et smut til Gabriel Park (mener jeg den hed...) Og gik en tur. Naturen er saa smuk og minder mig meget om Irland. Der er lige saa meget mos paa traeerne og lige saa groent, da nedboersmaengden er ca den samme. Aabenbart regner der seks maaneder om aaret, men det er en stille silende regn, ikke som den ruskeregn vi kender fra NordEuropa.

Isabella skulle til tandlaege, saa hun blev hentet fra skolen og imens hun blev efterset tilbragte jeg lidt tid I det lokale shopping centre. Det var et rigtig paent, rent og vidst meget nyt sted og der var udsalg saa det bragede. Jeg kom derfra med en par skoenne ting, blandt andet et nyt ur til hele $13! Det er da til at betale sig fra.

Vi blev enige om at snuppe et stykke cheesecake paa the Cheesecake Factory og hold da helt fest, vi fik cheesecake! Stykkerne var kaempe - og de var gode.

Da vi kom hjem skulle vi lige slaa mave lidt, inden vi skulle ud og spise igen, man skal jo noedigt gaa sulten I seng... Jeg havde haft en lille dukke med skiudstyr med til Isabella og sad og strikkede mens hun legede med dukken. Pludselig gik det op for den unge dame at dukken ingen hue havde og saa maatte vi jo strikke en! Heldigvis havde jeg garn og pinde I tasken og inden jeg kunne faa mig set om havde Isabella hentet sin egen hue saa jeg kunne se hvordan den skulle se ud. Jeg fik strenge instrukser om at den skulle have en "busk" I toppen, saa det fik den selvfoelgelig og det blev ogsaa plads til et par snoninger, til trods for de faa masker. Aabenbart fortalte Isabella sin far senere at hun havde "kept a close eye on Tina" saa hun vidste lige hvordan det skulle goeres.

Liselotte og Ben kom og moedte os og saa koerte vi paa Mandoza's (navn?) Og spiste. Rick dukkede ogsaa op og fik maven fyldt. Det var virkelig hyggeligt og vi snakkede og snakkede og snakkede, til den store guldmedalje. Efter spisning var vi lige hurtigt med Liselotte hjemme. Jeg var saa glad for ogsaa lige at se hvor hun bor for vi har kendt hinanden I saa mange aar over internettet og jeg har hoert saa meget om hendes fantastiske hjem, hvor der altid er plads til en til. Jeg blev ikke skuffet, tvaert imod. Jeg ville saa gerne have tilbragt lidt mere tid der, men det var bare et flyvende visit denne gang. Jeg vender frygteligt tilbage, om jeg er inviteret eller ej!

I morges tog jeg afsked med Portland, da Gitte droppede mig ved stationen. Jeg har bare hygget mig saa meget og glaeder mig til en dag at kunne tage lidt laengere til at udforske omraadet. Jeg tror jeg har taget ti kilo paa siden jeg har vaeret her, men dem faar jeg vel rendt af mig igen.
Solen har skinnet paa naesten hele turen op og snart er vi I Olympia, hvor fra den smukke kystlinie straekker. Thanks langs banen hele vejen op til Tacoma. Alle undrer sig over hvorfor jeg ikke floej frem og tilbage, men saa havde jeg jo ikke set den flotte tur.

Efter sigende skal de paa helicopterrundtur I Vancouver I dag, saa de har vidst heller ikke kedet sig I mit fravaer, men hvorfor skulle de ogsaa det :)