En soed lille dreng

Vi har tilbragt de sidste par naetter oppe hos min Svigersoes og endnu engang har vi laert saa meget mere om familien, os selv og det maerkvaerdige land vi opholder os i. Vi har floejet og fartet og har daekket en del kilometer paa de snoede bjergveje der udgoer det meste af vejnetvaerket paa Jamaica. Jeg starter fra en ende af, saa faar vi se hvor vidt jeg naar i beskrivelsen.

Da vi ankom hos Svigersoes moedte vi denne lille knaegt, som fluks sendte mine tanker tilbage til det billede jeg havde opbygget i mit hovede af min elskede som barn. Det var isaer slangeboessen som fik mig paa de tanker og knaegten var saa paerestolt, da jeg forhoerte mig til den, for han havde selv lavet den. Han fortalte at han havde skudt to fugle i sidste uge – og den ene kunne man lave suppe paa! Min elskede var meget nysgerrig for at vide hvad for noget trae den var lavet af (guava er, efter sigende, det bedste) og beundrede de mangefarvede elastikker. Jeg har paa fornemmelsen at han faar en lille souvenir med hjem her fra, som er under produktion lige nu. :) Boernene har seks ugers skoleferie og min lille ven var meget begejstret, for han elsker at vaere ude sammen med sin onkel. Jeg tror jeg har en fan!

Knaegtens onkel var paa havearbejde og kom storsmilende og spurgte om vi var toerstige efter koereturen. Da vi saa hvad han havde under armen skyndte vi os at sige ja. Friskplukkede kokosnoedder af egen avl, “skraellet” paa stedet med en “cutlas” (stavning? – det er en form for machete) og serveret direkte fra skallen. Uhmmm… hvor var det bare laeskende og snart var vi parate til at tage paa udflugt igen. Jeg tror de fleste mennesker synes vi er dybt debile at vi ikke ligger paa stranden og slikker sol hele tiden, naar endelig vi er kommet til Jamaica, men vi har saa mange mennesker og steder vi gerne vil se, saa stranden slider vi ikke op. Jamaicanere synes der er langt alle steder hen, men jeg tror de tager fejl af tid og distance. Vejene er saa snoede at gennemsnitshastigheden selv paa en hovedvej ligger meget lavt. Fartrestriktionerne er som i DK 50/80, men de fleste steder er de slet ikke noedvendige, da vejen saetter sine egne begraensninger!

Svigersoes legede guide hele eftermiddagen og noed at vise frem og introducere os til alskens vidunderlige og maerkvaerdige personer. Vi startede med at koere op til hvor Granny og Svigersoes boede i sin tid og hvor min elskede og hans lillesoester boede i nogen tid indtil de blev installeret hos en onkel og tante i Spanish Town, mens deres foraeldre emigrerede til UK. Rigtig mange Vestindiske familier gjorde det samme paa den tid og ogsaa mange andre familier blev spredt for alle vinde i en aareraekke, mens de sparede sammen til at blive genforenede i det nye hjemland. Grannys hus er blevet udviddet med mange rum og nu ogsaa en foerste sal og var ikke genkendelig.

Nabohuset var lettere genkendeligt – og det burde manden i huset ogsaa vaere, da han viste sig at vaere en stedbroder til min elskede og Svigersoes. Han kunne godt huske min elskede, men det samme gjorde sig ikke gaeldende i modsat retning, men det er nok ogsaa 50 aar siden de sidst har set hinanden. Stedbroderen og hans kone tog saa paent imod, skoent vi bare kom brasende uden videre. Stedbroderen kunne selvfoelgelig fortaelle historier om da boernene var smaa og naturligvis var min elskede den soedeste og skoenneste lille knaegt. Det vidste jeg da godt, men derfor var det nu skoent at hoere alligevel.

 
Vi koerte videre for at finde det hus som min elskede mente han ville kunne genkende. Svigersoes var ikke helt 100% sikker paa hvor det var, saa vi stoppede i nabolaget og kiggede os lidt omkring. Jeg bad min elskede snakke med en gammel kone, som sad ude ved vejen. Hun havde boet i det samme hus hele sit liv og kunne sagtens huske mine svigerforaeldre og alle deres mange boern. Hun gav os navnet paa konen der bor i huset nu og bad os snakke med manden paa den anden side af vejen, da hun mente han ville kunne fortaelle os en hel masse mere. Det kunne han – han viste sig at vaere en granfaetter! Han var meget stolt over at blive interviewet paa videokamera af den hjemvendte faetter med den hvide kone… (jeg tror hele Jamaica ved at jeg er kommet til byen og jeg er altsaa noget af et traekplaster blandt alle de sorte mennesker!)

Vi snakkede laenge og fik forklaret hvem der er doed og hvornaar, hvem der er emigreret hvor hen, har faaet hvor mange boern og mange andre skoenne detaljer. Ih, som var det en sjovt!

Vi fortsatte hen ad vejen og inden laenge genkendte vi det famoese hus hvis trappe jeg har faaet beskrevet saa mange gange at jeg kunne se den for mig helt uden et billede. Konen der bor i huset vidste godt hvem der havde boet der foer og kendte alt til familien. Hun introducerede os til sin nabo, som kunne fortaelle endnu mere. Desvaerre var manden blevet blind, saa han kunne ikke genkende min elskede, men han kunne sagtens huske hvem han og familien var og hvor soede de alle var. Allesammen var de bare saa soede og samtlige personer fortalte os at vi partout maatte gaa hen paa et bestemt kontor og hilse paa min elskedes kusine. Det gjorde vi selvfoelgelig og lige som alle de andre kendte hun til hele familien og deres liv og levned. Hun kunne ogsaa fortaelle at der er en anden kusine og en faetter i nabolaget her. Jeg gad vide om vi naar at hilse paa dem ogsaa.

Efter at have vaeret paa udflugt naesten hele dagen begav vi os tilbage til Brown’s Towns stejle gader. Byen er stoerre end man foerst lige ville tro, men den er spredt ud over dale og bjergsider og jeg vil gaette paa der nok er 10,000 indbyggere. De er ikke vandt til at se besoegende og jeg overdriver virkelig ikke, naar jeg siger jeg er lidt af en turistattraktion. Jeg har dog heller ikke set andre hvide mennesker i byen ud over den kone vi moedte i kirken i forrige uge.

Technorati Tags: twishart,jamaica,brown's town

Pyha!

I dag har vaeret en lang, men rigtig god dag. Vi har finder baade den
ene og den anden og er traette og oplevelsesmaette saa det basker. Det
var godt vi lejede den bil!
G'nat!

En uge paa hjul

I bussen der transporterede os til hotellet, da vi ankom, kom vi i snak med et par som viste sig at skulle bo paa det samme hotel som os. De bor ogsaa i London. Pauli er Jamaicansk foedt, mens Sandra er Engelsk foedt til Jamaicanske foraeldre. De er et rigtig soedt par og da de hoerte at vi ville leje en bil slog de til med det samme og tilboed os at arrangere det gennem en af deres venner. Bilen skulle hentes i dag og som den stoerste selvfoelge tilboed de at koere os til Montego Bay, som ligger ca. 100 km vaek, for at ordne papirer og hente bilen. Man har da virkelig lov at vaere heldig engang imellem!

Sandra havde et par aerinder i Ochi foer vi kom afsted og saa drog vi ellers vest paa, hvor vi undervejs lige skulle stoppe hos Paulis foraeldre for at aflevere noget hos dem og saa skulle vi moede biludlejeren der ogsaa. At leje en bil paa Jamaica er virkelig et kapitel for sig. Vi har proevet, uden success, i en uge! Det er for det meste knaldhamrende dyrt og saa er det naesten umuligt at faa en ordentlig ordning mht forsikringen. Udlejeren var en familieven af P & S, saa vi var i gode haender.

Vejen til Montego Bay gaar langs en stor del af Jamaicas nordkyst. Undervejs kommer man forbi et par af de gamle aluminiumsudskibningshavne. Desvaerre er der kun en eller to tilbage der er i brug. Denne her er ved Discovery Bay, saa vidt jeg lige husker, men der skibes ikke aluminium ud laengere. Ehmmm… gad egentlig vide om raamaterialet hedder saadan paa dansk? Paa Jamaica hedder det bauxite, men som sagt kommer det ikke ud gennem denne havn laengere, den bruges til sukker fra roer.

Denne store kontainer maa vaere en opbevaringslade af en slags. Jeg kunne godt taenke mig at laere mere om eksporten, men alle dem jeg har snakket med indtil videre ved saadan ca. det samme som jeg allerede har laert i guidebogen.

Pauli kommer fra Falmouth, saa da vi blev enige om at holde i byen og faa noget koldt at drikke. Det har man af og til behov for, naar man koerer rundt paa Jamaica, for joesses for hulen, hvor skal der noget vaeske til i saadan en hede. De andre tre fik hakket hovedet af en kokosnoed og drak juicen der fra. Jeg vil hellere have almindeligt vand, da jeg synes kokosnoeddevandet er lige soedt nok. Det er ellers meget sundt, men jeg er ikke saadan helt pjattet med det og desuden pletter det helt vildt, hvis man faar det paa toejet.

Jeg var nu ogsaa langt mere interesseret i alle de sukkerroer der ogsaa var til salg. Det var ikke lige det rette sted og tid at sutte sukkerroer, men det er et sukkerprodukt jeg er ret vild med – og saa har lige praecis sukkerroeerene en stor historisk betydning for lige netop den by.

Falmouth er en af Jamaicas mest spaendende byer, saa vi satte stor pris paa at faa en hurtig tour med en lokal. I slaveaarene laa der over firs sukkerplantager i Falmouth omraadet og byen, som har en naturlig havn, var det stoerste sukkerudskibningspunkt paa oeen. Byen er den bedst bevarede by fra den tid og skoent den store historiske interesse er der tilsyneladende ingen der goer noget ved sagen. Alle husene – inklusiv retssalen oven over falder i ruiner. Efter sigende er der en organisation, der proever paa at faa mange af de gamle huse fredede og restaurerede, for saa at vise dem frem til besoegende. Jeg haaber det lykkes, for det er saadan en hyggelig lille by.

Som alle andre steder paa Jamaica haenger elledningerne paa kryds og tvaers over enhver gade. Det tror pokker her er stroemsvigt af og til. Der skal ikke meget uvejr til foer saadan nogle ledninger falder ned! Jeg er faktisk overrasket over at det ikke sker tiere end det goer, men de forretningsfoerende er vidst meget glade for hver dag med stroem i alle ledningerne. Den anden dag var stroemmen ude i hele Ochi fra omkring 10 morgen til 5 aften. Det er godt nok laenge.

 

Vi fik hentet bilen og paa vejen tilbage fra Montego Bay var vi lige inden om Paulis foraeldre igen. De boede i England i mange aar, men flyttede hjem igen for godt 10 aar siden. Naesten lige ved siden af deres hus var der en der var ved at braende en mark af. Det bekymrede dem en del – og med god grund, for da vi kom ud paa vejen igen holdt brandbilen og slukkede markbrand. De braender marker af over det hele og hele tiden. Jeg synes ikke det ser meget ud til de har specielt styr paa det og jeg har da ogsaa set ilden sprede sig over vejen. GULP!

Da vi koerte fra Falmouth blev vi enige om at slaa op om Brown’s Town, for at snakke med min Svigersoes om hvad der skal foergaa i de naeste par dage, nu vi har faaet bil. Det var godt for min elskede lige at vaenne sig til vejene ude paa den fine nye hovedvej, inden vi skulle til at koere ind i landet. Jamaicanerne koerer simpelthen som en braekket arm, men jeg foeler mig altid tryk saa snart jeg har min kaere mand bag rattet. Jeg ved han kan koere hvad som helst og hvor som helst, saa for foerste gang siden vi ankom foelte jeg mig helt 100% sikker i bilen!

Vi havde bestilt en almindelig saloon bil, men dem var de loebet toer for og i stedet fik vi en eller anden form for “Landrover” tingest. Normalt bander og svovler jeg, naar det sker, men her paa oeen er det den bedste bil at have, hvis man over hovedet skal koere andre steder end de faa km. highway de har her. Vejen ovenfor er en “B” vej i meget fin stand. De fleste veje paa Jamaica er “C” veje og vaerre. De er ikke asfalterede og der er store huller i alle de store kratere paa vejen. Paa Fur har vi en vej vi kalder “ae Springbakke”. Det er en vej der egentlig bare bestaar af to hjulspor og meget af den er faktisk umulig at befaerde i en almindelig bil. Paa Jamaica laerer man at alt kan lade sig goere, saa laenge man har fire hjul, en motor og en stor portion tro paa at det kan lade sig goere!

Vi stoppede en hurtig halv time hos Svigersoes, som var igang med at lave hundemad ude i baghaven. Kvinden er simpelthen genial. Hvad hun kan faa ud af ingenting er ikke til at slaa. At hun oven i koebet kan staa ude under denne smukke busk og lave hundefoede over et baal er da bare for fedt. Jeg er saa vild med hvor hun bor, for hun har bare alt paa det stykke jord.

Vi fik lagt en slagplan og fik konstateret at plaeneklipperen er parat til brug. Vi skulle ikke have lov at gaa sultne fra huse, saa da vi naegtede noget stort at spise fik vi stukket en roed banan af egen avl i haanden. Jeg har aldrig proevet dem foer og bananen er (heldigvis!) lige saa bleg inden i som en almindelig banan, men den smager saa meget bedre. Noej, hvor ville jeg oenske vi kunne avle dem hjemme. Jeg ville aldrig koebe en gul banan igen!

Oppe i bakkelandet bliver det lige pludselig og meget tidligt helt moerkt. Vi ville ikke bruge alt for megen tid paa de smaa og snoede landeveje, saa vi koerte snart igen, saa vi kunne naa ned paa hovedvejen inden det blev alt for buldragende moerkt. Jeg ville oenske folk ikke koerte saa vildt, for der er saa mange steder jeg gerne ville holde og tage billeder, men det skal foerst ske naar vi har lidt mere erfaring paa vejene!

Maanen var oppe og inden vi naaede helt hjem havde natten saenket sig over landskabet. Naar her bliver aften bliver det moerkt – helt moerkt! Heldigvis kender vi vejen, for lige det med afskiltningen er altsaa lidt af en by i Rusland i det her land. De sparer i hvert fald paa baade skilte og den selvlysende maling paa samme!

Nu er vi parate til en tur til Hellshire og Spanish Town med Svigersoes. Fedt – det ser ud til vi naar alle de planer vi havde haabet at faa foert ud i livet – livet paa Jamaica er nemmest med hjul.

Technorati Tags: twishart,jamaica,falmouth,brown's town,montego bay

,

Alletiders bryllupsdag

I anledning af vores bryllupsdag og det lille faktum at vi skulle have handlet inden vi kunne spise morgenmad, besluttede vi os for at spise morgenmad i kompleksets nyaabnede restaurant. Vi fik en plads paa balkonen over poelen, hvor vi sad og tronede som et par baroner. Priserne var lidt hoejere end forventet, men vi blev enige om at maden kunne tale for sig selv og naar foerst vi fik at se hvad de kunne levere for pengene ville vi bedoemme hvor vidt det var pengene vaerd.

Jamaicanere spiser “aftensmad” til breakfast, lunch and dinner. Min absolutte favourit, som ogsaa er den jeg synes er mest velegnet til morgenmad er “Ackee, saltfish and dumplings” eller “Johnny cakes” som bollerne ogsaa kaldes. Jeg kunne spise det hver dag uden at blive traet af det. Jeg blev ikke skuffet da maden kom paa bordet; slet ikke!

Min elskede gik for den lidt mere traditionelle version, som serveres med kogt banan og yam (en afrikansk rodfrugt, som jeg ikke kan huske hvad hedder). Der er bare to ting de serverer her, som jeg helst ikke spiser og det er kogt banan og kogte dumplings. Kogt yam vil jeg gerne have, men resten foretraekker jeg altsaa stegt, da det ellers har konsistensen af kogt tapetklister! Det er billigt og ligger som en betonklump i maven og er derfor populaert blandt moedre der ikke vil hoere paa boern der brokker sig over de er sultne. Godt, solidt foede til det arbejdende folk! Jeg glemmer aldrig engang min elskede og jeg stoppede for at besoege min svigermor. Hun havde lige spist og var saa soed at saette en tallerkenfuld paa bordet til hver af os. Joesses, som proevede jeg virkelig paa at vaere diskret da jeg lynhurtigt snuppede min elskedes yam, mens han fik dobbelt portion af baade banan og dumplings. Den stakkels kone serverede det da i den bedste mening og jeg er normalt virkelig jordens mindst kraesne person, men lige praecis det har jeg virkelig svaert ved at sluge! I dag fik jeg dobbelt portion af Johnny cakes i stedet. Dem er jeg ret vild med og de ligger desuden ogsaa temmelig solidt i vommen. Jeg var ikke sulten igen foer til aften!

Mens vi sad og spiste hoerte vi pludselig en lyd vi naesten havde glemt – det gav sig til at regne. Bare en lille bitte smule, men med det samme det startede stroemmede alle boernene ud af svoemmepoelen, som ellers var ved at vaere ret fuld. Vi blev enige om at de nok var bange for at blive vaade!

Der gik ikke laenge inden himlen blev blaa igen og endnu en smuk og solrig dag aabenbarede sig. Nej, hvor har vi altsaa bare vaeret heldige i de sidste to uger, hvor vejret har vist sig fra sin smukkeste side. Ok, der var lige sidste loerdag, da vi naermede os de 40 grader. Det var liiiige i overkanten, men ellers har temperaturen ligget omkring de 30 grader, hvilket har vaeret helt fantastisk til os der bare skulle kunne holde til at dase.

Vi opdagede at supermarkedet var aabnet, til trods for det var soendag, saa vi smuttede lige ned og fik handlet en lille smule inden vi havde lovet at vaere barnepige i et par timer, da drengenes foraeldre gerne ville have handlet lidt med hjem til familie og venner og drengene rigtig gerne ville have lidt tid i vores svoemmepoel.

Det er godt nok nemt at passe boern, naar man har en poel som oven i koebet har en lille vandrutschebane. Jeg er sikker paa lillemanden var oppe og nede mindst hundrede gange i eftermiddag. Der kommer masser af andre boern til og hele baduljen svoemmede, rutschede og spillede vandvolley hele eftermiddagen, mens den aeldre generation sad ved poelen og hyggesnakkede.

Poolen lukker sent paa eftermiddagen hver dag i en times tid og da den blev roemmet var knaegtene godt moere og parate til at faa noget i skrutten. Vi besluttede os for at spise lidt finere i aften end normalt, saa vi ogsaa kunne skaale “tillykke med bryllupsdagen” med hinanden, saa vi indtog hotelrestauranten, som igen gav pote med et godt maaltid mad. Det var en traet og lidt ked familie vi sendte tilbage til deres hotel efter spisningen. I morgen middag er deres ferie forbi og saa rejser de hjem igen. De er slet ikke parate til at rejse fra denne skoenne oe, men mon ikke de kommer igen. De har begge familie paa oeen og mens de har vaeret her har knaegtene hilst paa ikke mindre end TO oldemoedre, paa henholdsvis 96 og 98, saa mon ikke det skal vaere snart de kommer igen, hvis de skal naa at hilse paa dem igen. Ud over de to oldemoedre har de ogsaa to bedstemoedre og adskillige onkler, tanter, faetre og kusiner at besoege.

Vi kan sagtens fejre bryllupsdag her igen. :)

Technorati Tags: twishart,jamaica,ocho rios

Turen gik til Dunns River Falls

I gaar var vi turister, saadan rigtig for alvor. Ja, det er vi naturligvis hele tiden – eller i hvert fald er jeg, men vi foeler os nu saa meget hjemme at det ikke rigtig foeles som om vi er turister. Gad vide om det er saadan min elskede havde det den foerste gang han var i DK? Det hjaelper selvfoelgelig at vi snakker sproget. Det er altsaa noget nemmere at rejse i et land, hvor man kan kommunikere med de lokale. Det er i oevrigt  bemaerkelsesvaerdigt saa Jamaicansk baade min elskede og de andre “lokale” er blevet i maelet siden vi er kommet. Jeg ved godt det samme sker saa snart jeg saetter fod i DK eller Skotland, (he he, naturligvis bliver jeg ikke Jamaicansk i maelet…) men det er nu sjovt at opleve det samme med andre mennesker ogsaa.

 

Nogle af vores venner er her med deres to drenge paa henholdsvis 6 og 13 aar og vi seks begav os i gaar til Dunns River Falls, hvor vi skulle klatre op ad vandfaldet. Vandfaldet er 600 fod hoejt, det maa vaere i regionen af 175-180m. Vi havde bestilt en tur gennem rejsebureauet, men det gik i vasken og vi fik en langt bedre dag end de havde planlagt, til langt faerre penge. :) Til almindelig information vil jeg anbefale at tage en taxa til vandfaldet og betale din egen billet, saa kan du vaere der hele dagen, hvis det er det du har lyst til. Det havde vi – og det gjorde vi. Det var en god beslutning. :)

 

Parken omkring vandfaldet er smuk. Jeg er saa betaget af disse traeer med blomsterne. De kalder dem poinsetta her, men det er en anden slags end de spanske julestjerner vi koeber i Europa til jul. Jeg ville oenske jeg kunne have saadan et trae i min have. Gad vide om de overhovedet kan overleve frost og den slags vejr vi holder os? Sikkert ikke, men man har da lov at haabe. Indtil videre nyder jeg dem her. De findes i flere forskellige farver fra knald gul til roed, gennem forskellige orange nuancer. Jeg kan lide dem allesammen. De lange sorte baelge, der haenger fra traeet har froe inden i og jeg kunne godt komme til at tage et enkelt froe eller to med hjem i kufferten. De kunne jo falde i en sko… :)

Man kan blive viet ved Dunns River Falls og af en eller anden aarsag sidder der en mand med et aesel pyntet med blomster uden for parat til billedtagning, som om man kunne taenke sig at faa lidt aesellus paa brudekjolen! Oh well, manden skal jo ogsaa tjene til dagen og vejen, saa boernene blev fotograferet og aeselmanden fik en skilling, men vi sprang vielsen over og i stedet fejrer vi i dag vores 12-aars bryllupsdag. Vejret er praecis som det var den dag i 1997 og vi er stadig helt sikre paa det var den rigtige beslutning den gang. Nej, hvor var det bare en dejlig dag – det var i dag ogsaa. :)

Vi gik ned ad de mange trappetrin til stranden, hvor man starter turen op ad vandfaldet og noed den smukke vegetation paa vejen ned. Den gule og orange blomst her hedder “Bird of Paradise” og er Jamaicas nationalblomst. Vi har en lille bitte en derhjemme, som ikke har blomstret endnu. Min nabo har en, som blomstrede det aar vi flyttede ind. De var helt overbeviste om at det var fordi de fik en Jamaicansk nabo. Jeg tror de har ret og haaber paa at den lille skallede plante vi har i vindueskarmen en dag vil beloenne os med en blomst. Maaske jeg skulle stille et billede af denne her ved siden af den, saa den kan se hvad den skal goere!

Billederne fra opstigningen ligger paa et vandkamera, saadan en engangsfidus, men jeg tog et par stykker fra ”land”, saa vi kunne se praecis hvad det var vi ude paa. Dette billede er fra et af de stoerre dele af vandfaldet, jeg begriber stadig ikke at en lille fidus paa bare 6 aar kom op! Da vi naaede toppen kiggede han paa mig og sagde “I didn’t even cry”. Jeg tror det var taet paa et par gange, men som sagt klarede han hele turen helt uden en eneste taare. Vi tog turen to gange, anden gang dog uden lillemanden. Det er noget der er godt for baade laarbasser og ballerne. I oevrigt skal jeg lige bemaerke at vandet saft suseme var KOLDT, da vi foerst hoppede i det, saa inden vi begav os up smuttede vi lige ud i havet et smut, for lige som at akklimatisere os selv og vaenne os til temperaturen. Det hjalp, men vandet i havet lige der hvor faldet kommer ud er godt nok noget koldere end det badekarsvarme vi holder os paa vores strand. Da foerst vi kom igang med at klatre var vandet slet ikke saa varmt, men det var nok fordi de fordampede saa snart det roerte os, for vi var godt nok oppe at svede over det. 600 fod op er langt, men hold fast, hvor var det sjovt!

Min veninde har seglcelleanaemi, hvilket vi overhovedet ikke havde lagt maerke til i loebet af ferien, men vi blev mindet om det da vi gik op fra stranden for anden gang. Hun var ikke med paa vandfaldet, men var gaaet op for at filme os under opstigningen. Det var lidt for meget for hende, da hendes blodceller ikke kan transportere ilten rundt i hendes krop saa effektivt som hos andre raske mennesker. Vi var lige paa nippet til at tro hun skulle have en krise, som det kaldes (i hvert fald paa engelsk!) naar folk med seglcelleanaemi bliver syge, men hun er vandt til problemet og sansede at saette sig og tage det roligt, da hovedpinen begyndte at banke paa. Oev, hvor fik jeg det skidt ved tanken. Jeg kan ikke holde ud at taenke paa at hun aldrig har vaeret helt rask. Heldigvis ved jeg at hendes soede mor ogsaa lider med skidtet, men har faaet det bedre som hun blev aeldre. Hun er nu 73, saa det er muligt at leve med det. Det siges at hvis man overlever det 35. aar, saa bliver det  bedre. Heldigvis er min veninde og jeg lige gamle, saa hun er nu 41. Hun og hendes soede mand satte sig paa en baenk og snuppede et koldt glas juice, mens vi snuppede knaegtene og gik ned og badede i en times tid. Det var godt til dem og godt til os og drengene, som naesten ikke var til at slaebe fra stranden. Hold fast, hvor vi hyggede os.

Vi kunne ikke helt lade vaere med at grine lidt ad situationen, da gribbene begyndte at kredse over os, da vi begav os det sidste lille stykke op ad bakken efter badeturen! Vi mente ikke det var saa haardt galt at nogen ville droppe doed paa stedet, men ehmmm… det er da lidt foruroligende naar de begynder at komme saa taet paa. BVADR, hvor er de bare nogle klamme fugle og joesses, hvor ser man mange af dem her, hvor de er kendt som “John Crows” (udtales Jancra)! Da vi koerte til Kingston kom vi forbi en (temmelig ildelugtende!) doed hund. Gribbene hang i luften over den og jeg er sikker paa det ikke tog laenge efter bilerne var kommet forbi hunden, foer de sad paa den. Foej, saa klamt!

Da vi gik det sidste stykke op ad bakke for at komme til hvor vores taxa skulle hente os, stoppede vi et par gange og gik ellers ganske stille. Det var ikke noget problem for mig at faa gaaturen til at vare lidt laengere end normalt, for jeg stoppede bare og tog billeder af bourgonvillaerne, de latterlige naaletraeer (der er altsaa visse ting der gror bedre laengere oppe paa jordkuglen!) og alt muligt andet, saa det var mig der fik det til at tage lang tid – ikke patienten. Lidt psykologi i hverdagen skader ikke, isaer ikke naar der er to boern der automatisk bekymrer sig om deres kaere mor, hver gang hun bliver stakaandet. Oev, hvor er det synd, men heldigvis havde hun faaet kuloeren tilbage i kinderne, da vi saa hende i dag. Pyha! Paa opstigningen kom der en sort kone forbi os, som brat stoppede op, kiggede paa os og stoppede og spurgte os om vi var soestre. “Ja os, det kan du tro” svarede jeg og saa gik hun maabende videre. Min veninde er lige saa sort som jeg er hvid, har lige saa brune oejne som mine er blaa og desuden ligner vi over hele hovedet ikke hinanden paa nogen maade. Naah jo, vi har en meget ens humor, men det kunne hun naeppe se da hun saa os begge bagfra! He he – det har vi godt nok grinet meget af. Guderne maa vide hvor det kvindemenneske fik sine briller fra!

 

Da vi stod paa toppen og ventede paa vores taxa kiggede aeldste soen paa mig og sagde “jeg synes altsaa i dag var den helt perfekte dag til at klatre op af vandfaldet”. Vi kunne da kun give ham ret, for vejret var bare perfekt og det er saa rart naar boern viser de saetter pris paa hvad deres foraeldre goer for dem. Der er ingen tvivl om at de to knaegte har haft den bedste ferie nogensinde og heller ingen tvivl om at vi sagtens kunne rejse paa ferie sammen hele banden. Ih, hvor har vi haft det sjovt, skoent og hyggeligt sammen. Det er dejligt at have venner og familie man kan rejse sammen med uden problemer. Det er altsaa hyggeligt at have nogen at dele minderne med. Saadan har vi altid vaeret heldige, da vi har baade gode venner og familie som vi har rejst sammen med og bare har haft nogle alletiders ture; ikke mindst denne her, som heldigvis, for vores vedkommende, varer en uge endnu!

Technorati Tags: twishart,jamaica,ocho rios

Aftenens godnatbillede

Solnedgangen blev nydt med en koelig oel paa balkonen, i selskab med gode venner og et ordentligt maaltid mad fra den lokale. Ahhh… livet er fedt!

Technorati Tags: twishart,ocho rios,jamaica

Familietraeet

Jeg har laenge arbejdet paa min elskedes familietrae og det har hele tiden vaeret meningen at vi skulle en tur til Jamaica for at se hvad vi kunne goere ved sagen. Nu er vi her og arbejdet er godt og vel begyndt, men der er masser at goere endnu! Vi har moedt den foerste kusine, som vi ellers kun kendte gennem internettet, hvor vi moedte hende for en 7-8 aar siden og jagten paa en af de forsvundne broedre er godt igang.

I torsdags blev vi hentet af en af vores venner paa hotellet og vi satte kursen direkte til “Up Park Camp”, hvor the Jamaica Defence Force (haeren) holder til. Broderen var i haeren i mange aar, saa vi ville proeve paa at finde ham igennem deres arkiver. Vi var sikre paa han maatte vaere pensioneret nu, men mente der var en rimelig chance for de kunne finde ham – det var i hvert fald et forsoeg vaerd. Vi gik direkte til informationen og maa have sagt et eller andet korrekt, for inden der var gaaet ti minutter fik vi ordre paa at koere ned til “the Records Section”, hvor vi ville blive moedt af nogen der ville proeve paa at hjaelpe os.

 

Der gik ikke mange oejeblikke inden denne aeldre herre kom over for at snakke med os. Han ville lige hoere hvem vi ledte efter og da vi gav ham navnet kiggede han paa min elskede laenge og ihaerdigt og saa sagde han “he is taller and fairer than you, and a very handsome man”. Min elskede var lige ved at falde baglaens ud af fuglekassen, for der var ingen tvivl om at han kendte broderen. Fante, som den gamle gut hed, kunne mange og lange historier om tiden i Afghanistan (for over 50 aar siden!). Pludselig greb han vores haender og bad os staa taet sammen. Jeg var saadan lidt forvirret, og ikke helt sikker paa hvad der foregik, men han ville fortaelle os at i hans religion var det meget velanset at have et blandet (sort/hvid eller andre blandinger) aegteskab. Jeg begreb ikke en pind, indtil jeg fandt ud af hvad hans religion var, nemlig Bahia, som maa vaere startet af en der var traet af at blive belaert om hvor vidt sorte og hvide kan gifte sig!

De soede damer i the Records Section hev en kaempe mappe med papirer paa en med et tilsvarende navn og et foedselsaar der passede sammen med vore beregninger frem og i loebet af ingen tid var vi i stand til at vise dem at vi var helt sikre paa at det var den rigtige person vi havde fat i, da vi havde en masse informationer med hjemmefra. Der faldt vidst en enkelt taare, da vi vidste vi havde faaet bonus. De gav os ogsaa bare saa mange detaljer og var saa opsatte paa at hjaelpe os. Det viste sig at en af kvinderne godt kunne huske broderen og hun proevede paa at faa fat i andre der huskede ham. Det er 15 aar siden han blev pensioneret, men det var efter naesten 39 aars tjeneste, saa det var jeg ikke meget overrasket over. Da hun efterabede hans gang var selv jeg, der aldrig har moedt ham slet ikke i tvivl om at hun havde fat i den helt rigtige person, for den gang har alle de andre broedre i familien nemlig ogsaa. Hun kunne sagtens se at min elskede og han var broedre.

Efter at have fundet alt det de kunne, blev vi sendt til regeringens sygesikringskontor, for at se om de kunne hjaelpe med en nyere adresse end den vi allerede havde fra militaerpapirerne. Vi takkede og begav os videre i teksten.

Efter et kort visit paa sygesikringskontoret blev vi sendt til finansministeriet, da en militaerpension bliver udbetalt der fra. Igen moedte vi de mest fantastisk behjaelpsomme personer, som gjorde sig saa umage for at hjaelpe. Vi var lige ved at tro vi havde moedt en blind gyde, da det viste sig de ville henvise os til endnu et kontor, som laa i en hel anden del af byen og desuden lukkede for almindelig doedelige som os klokken tre. Klokken var da 15.15!

“Jeg proever lige at ringe til dem” sagde den unge mand og inden for faa minutter stod vi med en nuvaerende adresse i haanden. Jeg begriber slet ikke de kan give den slags information ud! Vi havde faaet baade hans National Insurance number (lignende CPRnr) hos militaeret og paa sygesikringskontoret og nu stod vi med alle de informationer vi kunne droemme om. Vi kunne ikke naa at komme ud til ham den dag, men nu har vi materiale til endnu en udflugt – og denne gang skal svigersoes med. Hun er godt nok kun stedsoester til ham, men i kaerlighed, krig og familiehistorie gaelder alle kneb. Hun er simpelthen en guldmine af information og kan garanteret saette mange ting paa plads for os allesammen – ogsaa i denne sammenhaeng.

Vi glaeder os til at begive os ned til broderen og ved samme lejlighed skal vi lige have vejen lagt om Spanish Town, som vi ogsaa stadig har til gode. Sikken en uge vi har foran os!

Technorati Tags: twishart,jamaica,kingston

Godmorgen!

Se lige hvad jeg fandt paa siden af min madras i morges; en lille bitte baby oegle. Aj, hvor er den altsaa bare soed!

Min elskede var ikke helt enig, men han gik dog med til bare at saette den ud paa verandaen, frem for mere drastiske metoder!

Technorati Tags: twishart,jamaica,ocho rios

Turen gik til Kingston

Vi havde hyret en minibus til 15 personer til at koere os de 86km til Kingston. Vejen til Kingston fra Ocho Rios hedder A1 og er en hovedtrafikaare paa oeen. Vejen traenger KRAFTIGT til istandsaettelse og forholdene blev ikke forbedret af vores transportmiddel. Minibussen var lige det – MINI! Vi sad som pakket og blev noedt til at sidde med meget af vores bagage paa knaeene eller under vores foedder. Der var sat en ekstra raekke saeder ind i bussen og jeg har siden fundet ud af at saadan en bus vidst nok normalt har plads til en 8-9 personer. Vi var 15 plus chauffoer! De ekstra saeder betoed at vi sad alle med knaeene mod saedet foran os. De eneste der sad saadan rigtig godt var chauffoeren, den der sad ved siden af og en lille mager Nathan paa bare 6 aar, som kunne finde sig til rette paa ufattelig lidt plads. Saadan rejser man paa Jamaicansk!

Turen er fantastisk smuk og hvis jeg havde siddet ved et vindue der kunne aabnes ville jeg sikkert kunne vise en del billeder fra turen, men det gjorde jeg ikke! Anyhow, vi har planer om at tage turen igen, saa mon ikke jeg faar chancen igen. Vejen er simpelthen skraekkelig. Der er ved at blive bygget en ny vej, som bliver en betalingsrute (monstro ikke det var den min kaere broder var med til at goere noget ved?), men en der er lidt bredere og noget mere lige end den der er der allerede. Den snoede og smalle vej ville saadan set ikke vaere noget stort problem, hvis bare den var i en bedre stand og folk ikke koerte som om de var for sent paa den til deres egen begravelse. Jeg har aldrig set magen til overhalinger i mit liv!

Paa mirakuloes vis naaede vi Kingston i god behold, ud over et par iskiasnerver der virkelig ikke var glade for turen. Indkoerslen til Kingston er noget for sig. Den er ikke just indbydende og da vi saa ovenstaaende besked var vi alle enige om at nu var vi naaet frem!

Kingston er i et forfald. Der ser ud som om der intet er blevet gjort ved en ting siden det hele blev bygget og efter som hele byen faldt i grus i et jordskaelv for omkring 100 aar siden, saa er det jo ikke forbi det er en oldgammel by! Fortovene ser ud som om jordskaelvet var i forrige uge og mange af bygningerne lige saa. Der findes dog enkelte skoenhedspletter rundt omkring, men man skal lede efter dem!

Kingston er omgivet af bjerge, undtaget i syd, hvor der i stedet er havet. Der burde virkelig vaere utrolig smukt, med saadanne omgivelser. Alle steder kan man se de store og flotte bjerge, som giver en dejlig fornemmelse af at der er noget smukt ude paa horisonten.

 

Midt i alt det grimme og fattige er der en skoenhed, som man skal kigge lidt efter for at faa oeje paa den. Til trods for de ringe kaar og de raadne og forfaldne bygninger, er der tit gjort meget ud af butiksfacaderne. Skiltemalerne paa Jamaica har virkelig noget at se til og de er knald dygtige. De har ikke meget at goere med, men noed laerer som bekendt noegen kvinde at spinde, eller som her: laerer mand at male!

Jamaicanere er saa glade for farver at selv deres graffiti er i glade og klare kuloerer. Jeg synes graffitisterne skulle male hele bygningen, for som den er er den da til at blive deprimeret over. Ok, lige praecis hagekorset kunne jeg godt have undvaeret, men resten er da meget paent.

Jeg har ogsaa paent at sige om Kingston, men det kommer i en anden post, for det skal foerst lige gaa ordentligt op for mig hvor fantastisk en oplevelse vi havde der – i et sted jeg aldrig nogensinde havde forestillet mig kunne vaere hjem til en god oplevelse!

Technorati Tags: twishart,jamaica,kingston